Unge fra FISKEN gik op og ned ad konflikttrappen

    Sascha og Kris modtog hver sit diplom, da de efter tre workshopper havde gennemført forløbet i Ung til Ung Konflikthåndtering. Det var frivillige fra Ungdommens Røde Kors, der faciliterede forløbet for de unge i værestedet i Foreningen FISKEN på Vesterbro.

    ”Konflikter er jo i dit liv. Så det er godt at vide noget om at håndtere dem.”

    Sådan siger Sascha på 23. Hun var én af deltagerne, da frivillige fra Ungdommens Røde Kors lavede et workshop-forløb i konflikthåndtering for de unge, der kommer i værestedet i Foreningen FISKEN på Vesterbro i København.

    ”Jeg havde for nylig en konflikt med en veninde, og der kunne jeg virkelig bruge det, vi havde snakket om til workshoppen. Og det lykkedes os at løse den,” fortæller Sascha.

    (Artiklen fortsætter under billedet)

    Deltager i Fisken_Ung til Ung Konflikt_Ungdommens Røde Kors_2021

    Sascha

    Forløbet hedder Ung til Ung Konflikthåndtering, hvor frivillige underviser unge i værktøjer og teknikker til at håndtere egne og andres konflikter. Og det koncept passer godt ind i FISKENs mission om at støtte de unges egen livsmestring, siger Ginnie Goltermann, der er projektleder for værestedet i FISKEN.

    ”Flere af dem, der kommer hos os, er socialt udfordrede, så workshoppen i konflikthåndtering giver dem nogle redskaber til at springe ud i sociale relationer og snakke med andre mennesker,” siger Ginnie Goltermann.

    ”På det personlige plan kan de lære at håndtere konflikter i hverdagen – i skolen, med forældre og i byen. Og så får de et diplom og noget på CV’et, som kan give bedre mulighed for at få et fritidsjob.”

    (Artiklen fortsætter under billedet)

    Læs mere og book jeres forløb i Ung til Ung Konflikthåndtering
    Unge_Ung til Ung Konflikthåndtering_Ungdommens Røde Kors 2021

    Konflikthåndtering i værestedet FISKEN på Vesterbro i København

    Kris kan bruge konflikttrappen
    Også Kris på 21 kan mærke, at han fik meget ud af at deltage i forløbet med konflikthåndtering. Eksempelvis nævner han konflikttrappen, der illustrerer hvordan konflikter opstår og kan trappes ned igen.

    ”Det var godt at være med. Det kan hjælpe mig med at få løst skænderier, som jeg kan have mange af til hverdag. Det var særligt brugbart for mig at høre de andres erfaringer med konflikter,” siger Kris.

    ”Blandt mine venner er vi måske ikke så gode til at få løst konflikter, så de ville klart også få noget ud af at være med,” mener Kris.

    (Artiklen fortsætter under billedet)

    Deltager i Fisken_Ung til Ung Konflikt_Ungdommens Røde Kors_2021

    Kris

    Læs mere og book et forløb her

    Unge frivillige er i øjenhøjde
    Både Kris og Sascha synes, det virkede godt, at det var andre unge, der faciliterede, hvilket er en central del i konfliktworkshoppen. Det var også en af de ting, der gjorde, at Ginnie Goltermann bookede det gratis forløb i Ung til Ung Konflikthåndtering hos Ungdommens Røde Kors.

    ”I FISKEN arbejder vi ligeledes med frivillige, og det har en stor værdi at møde frivillige i et ligeværdigt forhold. De unge åbner op på en anden måde, og det har været en stor bonus ved denne workshop,” siger Ginnie Goltermann.

    ”At de frivillige kunne gribe vores unge, som er udfordrede, var rigtig godt, for det kræver en særlig pædagogisk indsats.”

     

    FAKTA: Ung til Ung Konflikthåndtering

    • Ungdommens Røde Kors tilbyder forløb for unge i konflikthåndtering i samarbejde med lokale partnere som fx SSP, boligsociale medarbejdere, skoler, klubber og foreninger.
    • Man kan booke et gratis og specialtilpasset forløb til sin ungegruppe.
    • Ung til Ung Konflikthåndtering faciliteres af unge frivillige med en særlig uddannelse i konfliktløsning.
    • Projektet er støttet af VELUX FONDEN
    Unge_Ung til Ung Konflikthåndtering_Ungdommens Røde Kors 2021