Fremtidsværksted_to frivillige_ungdommens røde kors

    Alle kan være noget særligt for nogen

    Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Vi er en frivillig, social organisation, der laver indsatser for og med børn og unge i hele Danmark og ude i verden.

    I Ungdommens Røde Kors er vi flere tusinde børn og unge, der brænder for at gøre noget ved de sociale udfordringer, der findes for børn og unge i samfundet. Vi insisterer på, at alle kan gøre en forskel, og at alle kan være noget særligt for nogen. Vi drømmer om et samfund, hvor alle føler, de hører til og indgår i meningsfulde fællesskaber. Vejen er lang udfordrende og spændende. Det er ambitiøst, men ikke umuligt.

    Vi ved, at alle har noget at byde ind med i fællesskabet, og missionen er klar: Ingen skal stå udenfor!

    Som organisation skaber vi rammerne for, at unge selv kan handle og gøre en forskel for andre børn og unge. Det sker gennem vores lokalafdelinger og vores lokale, sociale aktiviteter. Fordi vi er til stede lokalt i Danmark og i verden, er der kort vej fra ord til handling, og alle kan være med – lige meget hvem du er, og lige meget hvor du er.

     

     

     

    Ungdommens Røde Kors i tal

    • 4.000 frivillige og 10.000 børn og unge i udsatte positioner, der deltager i vores aktiviteter
    • Vi har 300 aktiviteter og 26 lokalafdelinger i hele landet
    • Vi har projekter i 11 lande uden for Danmark

    Vores aktiviteter spænder over alt fra mentoring, lektiehjælp og ungdomsklubber til ferielejre, hospitalscaféer og fællesskaber på krisecentre. Vores frivillige er til stede på asylcentre og døgninstitutioner, og de besøger skoler og sociale boligbyggerier for at undervise i konflikthåndtering og Life Skills.

    Vi bestræber os på at være der, hvor der er størst behov for børn og unge, som befinder sig i en udsat position.

    Ungdommens Røde Kors er en selvstændig organisation med egne vedtægter, en politisk valgt landsstyrelse og egen økonomi. Vi er en del af Røde Kors-bevægelsen, og vi samarbejder med Røde Kors i Danmark, når det giver mening.

     

    Læs vores strategi frem mod 2025
    Læs vores vedtægter her