Saras historie
Selvmordsforsøg, indlæggelser på den lukkede og selvskade har tidligere præget Saras liv. I dag arbejder hun frivilligt for at hjælpe andre unge med psykisk sygdom.
Saras ungdom blev ødelagt af dybe depressioner. Så dybe, at hun har forsøgt at begå selvmord og har gjort skade på sig selv. De svulmende ar på hendes underarme vidner om, hvor langt nede hun faktisk har været.
Hun har været indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling ad flere omgange. Som 20-årig var hun indlagt i et helt år.
”Det er som at sidde i isolation,” husker Sara, som i dag er 25.
Sara er ikke længere indlagt, men er i ambulant behandling for sin diagnose atypisk autisme. Og så har hun fundet en motivation og en drivkraft til at hjælpe andre unge, der lider af psykisk sygdom. Hun har startet en café for unge patienter på Gentofte Hospital, hvor de kan komme og få en pause fra sygdommen og blot være unge mennesker sammen.
”I caféen handler det om at være ung. Det handler om, hvem der kan vinde over hvem i kongespil,” siger Sara.
”Når man er indlagt på psykiatrisk, er man meget afskåret fra virkeligheden. At snakke om serier er mindst lige så vigtigt som at snakke om, hvilken medicin, man skal tage.”
Man kan sige, at Sara har startet den café, hun selv manglede, da hun var indlagt.
”Sådan et tilbud havde gjort en verden til forskel for mig,” siger Sara.
”Når man kun møder sygeplejersker og læger, er der ikke fokus på at tale om almindeligt ungdomsliv. Det hører jeg også fra de andre indlagte. I caféen er der noget at lave, og tiden går hurtigere. Det gør virkelig noget godt for mange, at vi har startet caféen.”
Sara driver caféen sammen med ti andre frivillige i Ungdommens Røde Kors. Caféen er åben en gang om ugen, men Sara vil gerne, at caféen kan holde åben oftere.
”Vi ønsker også lidt mere luksus i caféen. Bedre kaffe eller noget andet særligt, som gør det mere til et højdepunkt at komme der,” siger Sara.
Ungdommens Røde Kors har i alt 15 frivilligdrevne hospitalscaféer, hvoraf fem er på psykiatriske afdelinger.
Sara er ambassadør på kampagnen #SygtUng, der sætter fokus på sygdom blandt unge og Ungdommens Røde Kors' indsats på hospitalsområdet.