Peters anbefalinger
"Der skal være adgang til digitale værktøjer for studerende fanger."
Peter er studerende, mens han sidder i fængsel. Læs alle hans anbefalinger her.
Alle indsatte skal tilbydes støtte til at tage en uddannelse.
”Jeg har siddet i fængsel rigtig mange gange. Det er min fjerde dom nu, siden jeg fyldte 19. Hvis man havde samlet mig op dér, og sagt: ’Kammerat, nu gør i vi lige sådan her i stedet for’, så havde jeg nok ikke været, hvor jeg er i dag.”
I dag er Peter 34 år og afsoner syv år for besiddelse af narko og våben. Men han har besluttet at lægge kriminaliteten bag sig. Derfor læste han HF-fag i fængslet, og nu læser han videre, når han har udgang fra det åbne fængsel.
”Jeg kan personligt ikke forstå, at størstedelen af dem, der sidder i fængslet, arbejder i stedet for at læse. Så sidder de på et hjernelamt værksted og samler papirklips. Hvorfor har man så meget fokus på det i stedet for uddannelse? Der er mange af dem, der sidder her, der ikke har nogen studentereksamen eller ikke har afsluttet 9. klasse”, siger Peter.
”Hvis du står med et CV i hånden og skal søge et arbejde, når du bliver løsladt, og der står, du har færdiggjort 9. klasse, eller der står, du har tømt skraldespande og askebægre i Horserød… Jeg tror godt, jeg ved, hvem en virksomhedsejer ville vælge.”
Der skal være adgang til digitale værktøjer for studerende fanger.
”Det it-system, de bruger i fængslet, er virkelig oldnordisk. Jeg har ikke den pæneste håndskrift, så når du har skrevet en otte-sider lang opgave i hånden og visket i den… det er sgu noget nus. Det er op ad bakke.”
Peter besluttede, at uddannelse skulle være en vej ud af kriminalitet. Derfor læste han HF-fag, mens han sad i det lukkede fængsel dømt for besiddelse af narko og våben. Her fik han hjælp af frivillige studiestøtter. Nu afsoner han i et åbent fængsel og læser videre uden for fængslet.
”I det lukkede fængsel var der også ildsjæle, men de blev mødt af en mur af sikkerhed. I praksis var tingene bare mega-besværlige. Her i det åbne fængsel har jeg min egen computer og internet i cellen. Man kan savne lidt, at hele det system blev omtænkt, når du sidder i en lukket institution. At det bliver mere nutidigt,” siger Peter.
Der skal være dedikeret personale, der hjælper med uddannelse i fængslerne.
”Der er 250 indsatte her, og der er måske 16 vagter. Så de skal fandme løbe stærkt!”
Peter sidder i fængsel med en længere dom for besiddelse af narko og våben. Han har besluttet at lægge kriminaliteten bag sig og tage en uddannelse, mens han afsoner, men han oplever flere barrierer i forhold til at gennemføre en uddannelse som indsat. Og ofte handler det om mangel på ressourcer.
”Det kan godt være, der er nogen, der undrer sig over, hvorfor staten skal bruge penge på kriminelle. Men jeg tænker, der burde være råd til at støtte op om indsatte, der vil tage en uddannelse. Der er bare ikke fokus nok på det,” siger Peter.
Han oplever, at der er meget lidt tid til relationsarbejdet mellem indsatte og personale.
”Med relationsarbejde mener jeg, at du interagerer med personalet. At man har en relation til personalet. Og det er der bare ikke plads til mere. De har ikke tid og overskud til det.”