Nyt fireårigt projekt skal give grønlandske unge kompetencer i psykisk førstehjælp
MAJ, 2023: Ungdommens Røde Kors og Røde Kors i Grønland er gået sammen om et nyt, ambitiøst projekt, der skal give grønlandske unge værktøjer til de svære samtaler om bl.a. selvmord. Projektet er støttet af Nordea-fonden og med midler fra Nordatlantpuljen, som blev forhandlet på plads som del af den danske finanslov for i år.
Hvad siger man til sin veninde, der er selvmordtruet? Hvordan støtter man sin klassekammerat, der vokser op i et hjem præget af alkoholmisbrug? Sådanne problemstillinger bliver grønlandske unge trænet i at håndtere gennem de næste fire år.
Det sker som en del af et nyt projekt hos Ungdommens Røde Kors og Røde Kors i Grønland, der er gået sammen om at lave kurser i psykisk førstehjælp for 1.600 unge i hele Grønland. Kurserne skal hjælpe unge til at tale med og støtte hinanden, når livet gør ondt.
Det fælles projekt begynder til sommer og løber over fire år. Det er støttet med en ny bevilling fra Nordea-fonden på knap seks millioner kr. og med yderligere seks millioner kr. fra Nordatlantpuljen tildelt af Folketingets partier som led i den danske finanslov for 2023.
”Det er utrolig vigtigt, at vi kan få støtte til vores fælles og meget ambitiøse projekt, for der findes stort set ikke andre civilsamfundsprojekter, der skal styrke den mentale sundhed og trivsel blandt unge i Grønland,” siger Jonas Wiederholt Larsen, landsforperson i Ungdommens Røde Kors.
Og behovet for at kunne psykisk førstehjælp er stort blandt unge i Grønland, forklarer Erni Kristiansen, projektleder i INUA, ungdomsafdelingen af Grønlandsk Røde Kors:
”Rigtig mange grønlandske unge har det svært. Det viser bl.a. de alt for høje selvmordsrater blandt unge i landet. Men unge er samtidig de allerbedste til at hjælpe hinanden og er en enorm ressource i kampen mod mental mistrivsel. Det kræver bare, at de får de rigtige værktøjer.”
Det er Aki-Matilda Høegh-Dam, som repræsenterer det grønlandske parti Siumut i Folketinget, der har været med til at tildele midlerne fra den offentlige pulje til projektet.
”Gennem kurser og aktiviteter har INUA været med til at hjælpe grønlandske unge og har givet dem redskaber til at udvikle sig samt hjælpe andre unge både mentalt og socialt. De grønlandske unge får værktøjer, de kan bruge i dagligdagen, når der opstår udfordringer. INUA og Ungdommens Røde Kors har været med til at udvikle mange unge både i Grønland og i Danmark, derfor glæder projektet mig. Jeg er sikker på, at mange grønlandske unge vil få stor gavn af det,” siger hun.
Baggrund om projektet
Psykisk førstehjælp
Psykisk førstehjælp er en metode, der bliver brugt af Røde Kors mange steder i verden. Metoden giver helt almindelige mennesker redskaber til at hjælpe medmennesker i psykisk krise eller mistrivsel.
”De unge er hverken psykologer eller terapeuter. De skal hverken rådgive eller behandle. Men de er som regel de første, der opdager, når deres kammerater har det svært. Derfor skal de lære, hvordan man reagerer på det, og hvordan man henviser videre til professionel hjælp,” siger Erni Kristiansen.
INUA og Ungdommens Røde Kors har samarbejdet om at styrke unges mentale trivsel i mere end syv år.
”I Ungdommens Røde Kors har vi stor erfaring med at arbejde med unges mentale trivsel i Danmark. Sammen med INUA kan vi nå ud til rigtigt mange unge i Grønland, og derfor er vi de perfekte samarbejdspartnere i forhold til denne problemstilling blandt unge,” siger Jonas Wiederholt Larsen.
Efterspurgt af de unge selv
I september 2022 udkom Qamani-rapporten fra Børnetalsmanden, MIO, i Grønland, hvor 35 unge mellem 14 og 25 år giver deres bud på, hvordan man kan reducere landets høje selvmordsrater. Her peger de unge netop på, at de har brug for redskaber til at hjælpe hinanden. ’De unge ønsker værktøjer til, hvordan de kan snakke med deres venner, der er kede af det eller har selvmordstanker’, står der blandt andet i anbefalingerne.
En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at kun 15 procent af de unge i Grønland, der har forsøgt at begå selvmord, har fået hjælp af en psykolog. I stedet vender de unge sig ofte mod deres venner og familie, når de har det svært.
”Det understreger netop behovet for dette projekt”, påpeger Erni Kristiansen.
Sociale problemer og psykisk mistrivsel blandt unge i Grønland
Der er stort behov for støtte til unge, der mistrives. Det understreges tydeligt af rapporten ”Mental sundhed og helbred blandt 15-34-årige i Grønland” fra Statens Institut for Folkesundhed. Blandt grønlandske unge har 41 procent af pigerne været udsat for seksuelle overgreb, og det samme gælder for 12 procent af drengene. En tredjedel af de unge har oplevet vold i hjemmet, og op mod halvdelen er vokset op i hjem med alkoholproblemer. Hver femte unge grønlænder har forsøgt at begå selvmord.
De unges problemer bliver forværret af, at de ofte mangler nogen at dele dem med. Emner som ensomhed, alkohol, overgreb og selvmord er belagt med tabu. Det betyder, at problemerne ikke bliver løst, og at de unge ikke får den hjælp, de har brug for, før det er for sent.
Er du selv i krise eller har tanker om selvmord, så ring til Tusaannga (Grønland) på 801180 eller Livslinien (Danmark) på 70 201 201.
Handlekraft når livet gør ondt
KRK INUA (ungdomsafdeling i Grønlands Røde Kors) og Ungdommens Røde Kors vil over de næste fire år give 1.600 grønlandske unge kurser i psykisk førstehjælp og livsmestring. Målet er at forbedre den mentale sundhed ved at styrke de unges evner til at mestre de mange sociale problemer, de møder. Et nyt fælles projekt, som begynder til sommer, skal give de unge konkrete og brugbare redskaber til at tackle egne problemer, til at nedbryde tabu om svære emner og til at støtte deres kammerater og familiemedlemmer, når livet gør ondt.
Fakta om Ungdommens Røde Kors
Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Vi er en frivillig, social organisation, som laver indsatser for og med børn og unge i hele Danmark og ude i verden.
Vores aktiviteter spænder over alt fra mentoring, lektiehjælp og ungdomsklubber til ferielejre, hospitalscaféer og fællesskaber på krisecentre. Vores frivillige er til stede på asylcentre og døgninstitutioner, og de besøger skoler og sociale boligbyggerier for at undervise i konflikthåndtering og Life Skills. Desuden har vi projekter i 11 lande i Afrika, Mellemøsten, Østeuropa og Grønland.
Fakta om INUA
INUA er en bevægelse under Kalaallit Røde Korsiat (Røde Kors i Grønland) for alle unge i Grønland. INUA skaber gennem aktiviteter, leg og hyggeligt samvær et rum, hvor unge kan skabe betydningsfulde fællesskaber og udvikle handlekompetencer til at klare forskellige udfordringer i deres liv.