Dit liv skal ikke gå i stå, fordi du bor på asylcenter
Aktiviteter på asylcentre
Forestil dig, at der er krig i dit land. Du har været nødt til at flygte for at komme i sikkerhed. Du har efterladt alt det, du kender: Dine ting, dine venner, måske din familie. Nu sidder du i et fremmed land. Du kan ikke sproget, du kender ikke nogen, og du venter. Og du venter. Og du venter…
En stor del af de asylansøgere, som kommer til Danmark, er børn og unge. Nogle er flygtet alene eller har mistet sine forældre. Andre har forældre, som er stærkt traumatiserede. Og mange har i en ung alder stået med et stort ansvar for deres yngre søskende. Fælles er, at de befinder sig i en usikker periode af deres liv, hvor der ikke altid er plads til at være barn og ung.
Et trygt fællesskab, der kan bygge bro til lokalområdet
Ungdommens Røde Kors' ung til ung- aktiviteter har som hovedformål at skabe et frirum for de unge, hvor usikkerhed og ventetid træder i baggrunden - hvor man bare kan være en helt almindelige unge sammen med andre unge. Gennem gode oplevelser med vores frivillige får de unge på asylcentrene en pause fra hverdagens bekymringer og mulighed for at blive en del af et nyt positivt fællesskab.
Udover fællesskabet på centret, er vores aktiviteter med til at bygge bro til lokalsamfund uden for centret. De tager på ture sammen – f.eks. ned til fællesspisning på det lokale kulturhus eller på besøg hos en lokal sportsklub, hvor en af de unge måske senere selv kan blive frivillig.
Vi har primært aktiviteter for unge flygtninge mellem 18 og 25 år, men vi har også børneaktiviteter flere steder og tilpasser tilbuddene, alt efter hvilken målgruppe der bor på centret. Vi har lige nu aktiviteter på centrene Sjælsmark, Sandholm, Avnstrup, Jelling og Holstebro.
Som flygtninge arbejder vi hårdt på at få et godt liv,
og mange folk ved ikke nødvendigvis, hvad vi er gået igennem. Men når jeg er med Ungdommens Røde Kors, mærker jeg en fredfyldthed, for her skal jeg ikke bekymre mig.
- Ali, 20 år
-
Hvad kræver det at være frivillig på et asylcenter?
Du skal være mellem 18-35 år og psykisk robust for at være frivillig på et asylcenter. Derudover skal du deltage i et introkursus, og du skal deltage i aktiviteten cirka to gange om måneden. For at skabe et trygt fællesskab uden for mange skift er det vigtigt, at du har lyst til at være en del af aktiviteten i mindst et halvt år.
-
Hvad laver man som frivillig?
Det er helt op til jer som frivilliggruppe at beslutte, hvad I har lyst til at lave i jeres ungecafé. Det vigtigste er blot, at der bliver skabt nogle rammer, hvor de unge asylansøgere kan slappe af og have det sjovt med hinanden og jer frivillige. Samt et rum, hvor de har medindflydelse på de aktiviteter, der arrangeres. Udover at være sammen i caféen, opfordrer vi også til, at I inviterer de unge ud af centrene en gang imellem. Det kan være en tur til et arrangement på det lokale kulturhus eller til en fed koncert. Både så I kan få nogle fede oplevelser sammen, men også så I kan være med til at bygge bro til samfundet udenfor centret.
-
Hvem skal jeg kontakte?
Find alle vores aktiviteter på asylcentre på kortet her - her finder du også åbningstider og kontaktoplysninger til de enkelte aktiviteter.
Vil du vide mere om vores arbejde på asylcentre, kan du skrive til info@urk.dk
Vil du med til at gøre ventetiden for unge asylansøgere mere meningsfuld? Klik her