Ungdommens Røde Kors søger kommunikationsstudent til online frivilligrekruttering

    Vi søger en student, der skal hjælpe med at finde og rekruttere nye, seje frivillige til vores sociale aktiviteter via online annoncering. Opgaverne spænder bredt indenfor kreativ idéudvikling og eksekvering, teknisk opsætning og analysearbejde.

    Som studentermedhjælper bliver du en del af vores rekrutteringsteam, der består af en kommunikationskonsulent og en anden kommunikationsstudent, hvor vi arbejder tæt sammen i dagligdagen. Vores frivillige er kernen i alt, hvad vi laver, og du kommer derfor til at spille en central rolle i organisationen, når vi sammen skal finde og rekruttere nye frivillige til vores mange aktiviteter.
     

    Dine opgaver er både kreative, analytiske og tekniske 

    Vi kommunikerer til nye frivillige på mange måder. Én af dem er via online annoncering, hvor vi laver små kampagner på sociale medier. Det er dette arbejde, du bliver en del af.

    Din opgave bliver at producere kreativt indhold, som gør unge nysgerrige og interesserede i at blive frivillige hos os. Vores sociale aktiviteter spænder bredt fra ferielejre, klubaktiviteter, lektiecaféer og rådgivningstjenester til aktiviteter på krisecentre, hospitaler, psykiatriske afdelinger og i fængsler, så du skal have et godt blik for, hvordan vi kommunikerer forskelligt fra aktivitet til aktivitet.

    Vi analyserer løbende vores rekrutteringskampagner og bliver hele tiden klogere på, hvad der virker, og hvordan vi kan optimere indhold og processer til næste rekrutteringsrunde. Det skal du være med til.

    De tekniske opgaver indebærer at sætte annoncerne op i Meta og TikTok og løbende monitorere og justere kampagnerne. 

    Helt konkret vil dine opgaver være:

    • Research og brainstorming på nyt rekrutteringsmateriale
    • Grafisk udformning af annonceindhold, fx video, billeder med tekst og citater, billedkarruseller mm.
    • Udformning af tekster til annoncer
    • Opsætning af kampagner, annoncesæt og annoncer i Meta og TikTok
    • Løbende justering og monitorering af annoncer og herunder også holde dig ajour med værktøjer og muligheder i Meta og TikTok.
    • Analyse af data og rekrutteringsmateriale
    • Samle op på vores erfaringer og implementere det i kommende rekrutteringsrunder
    • Dialog med programkonsulenter, som driver de forskellige aktiviteter (både inden, under og efter en kampagne)
    • Ad-hoc-opgaver, herunder koordinering både i teamet og med andre i og udenfor huset

    Du kommer primært til at arbejde i Canva, men vi har hele Adobe-pakken, hvis du har erfaring indenfor det. Vi søger en bred profil, der skal arbejde med mange forskellige typer opgaver, men har du ikke erfaring med det hele, skal vi nok lære dig det, du ikke kan endnu. Vi forventer, at du har en interesse for den tekniske del af arbejdet, da dette er en central del af stillingen.
     

    Hvem er du?

    Vi forventer, at du går på en relevant uddannelse indenfor kommunikation eller marketing, hvor du har beskæftiget dig med content creation. Du har meget gerne noget praktisk erfaring. Det er vigtigt, at du kan have flere bolde i luften på samme tid, for ofte er der flere rekrutteringskampagner i gang på samme tid, mens vi samler op på den forrige og forbereder den næste. Vi forventer, at du både kan arbejde selvstændigt og tæt sammen med os andre i teamet, for vi sætter pris på sparring og at kunne spille idéer og analyser op mod hinanden. 

    Derudover lægger vi vægt på, at du:

    • Er struktureret og kan holde overblik
    • Er kreativ og idérig
    • Skriver korrekt, skarpt og fængende
    • Kan prioritere din tid
    • Ikke er bange for at spørge om hjælp eller at række ud 
    • Har kendskab og interesse for Instagram, Facebook og TikTok og de bagvedliggende værktøjer
       

    Hvad kan vi tilbyde?

    Et meningsfyldt arbejde med masser af udfordringer og ansvar samt et godt, humoristisk og ungt arbejdsmiljø, hvor der er kort fra tanke til handling. Vi er ca. 55 medarbejdere på sekretariatet. Du bliver en del af rekrutteringsteamet, som indgår i en større kommunikationsafdeling.

    Hos Ungdommens Røde Kors er der god stemning og et godt læringsmiljø. Du kommer til at indgå i et uhøjtideligt miljø med ledelse, konsulenter, praktikanter, studentermedhjælpere og masser af frivillige.
     

    Praktisk

    Stillingen er på 15 timer om ugen, men vi er selvfølgelig fleksible ift. dit studie i eksamensperioder. Du vil blive lønnet efter vores overenskomst. Din daglige arbejdsplads bliver på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat, Hejrevej 30 i København NV. Stillingen er fra 1. september eller hurtigst muligt herefter. På grund af sommerferie er det desværre ikke muligt at stille spørgsmål til stillingen. Disse må afklares til en eventuel samtale. Send dit CV og en motiveret ansøgning senest søndag d. 11. august kl. 23:59. Du er velkommen til at sende et eksempel på noget grafisk materiale eller en tekst, du har lavet, hvis du har lyst.

     

    Om Ungdommens Røde Kors
    Ungdommens Røde Kors (URK) er en selvstændig organisation under Røde Kors i Danmark. Vores 4.000 frivillige driver cirka 300 ung-til-ung aktiviteter i hele landet, hvor 10.000 børn og unge deltager. Og med partnerskaber i Afrika, Mellemøsten, Østeuropa og Grønland engagerer vi hvert år endnu flere børn og unge i frivillige, sociale fællesskaber globalt. Det gør vi med en tro på, at alle kan være noget særligt for nogen – uanset hvor og hvad man kommer fra. Aktiviteterne spænder fra ferielejre, klubaktiviteter, lektiecaféer og rådgivningstjenester til aktiviteter på krisecentre, hospitaler, psykiatriske afdelinger og i fængsler.

    Lyder det som noget for dig?