Reiners anbefalinger
"Der skal være et netværk, der griber anbragte unge."
Reiner er tidligere anbragt. Læs alle hans anbefalinger her.
Der skal være et netværk, der griber anbragte unge.
”Den største omkostning for mig efter at have været anbragt er et manglende netværk.”
Så kort kan det siges, når Reiner sætter ord på, hvordan ungdomslivet har været for ham, efter han var anbragt på et bosted i sin barndom.
”Jeg var nok svær at nå, for jeg havde ikke god erfaring med at få støtte fra andre. Derfor ville jeg have sat pris på et netværk sammen med andre unge, der også havde været anbragt,” siger Reiner.
”Det bedste vil være, hvis netværket starter, allerede mens man er anbragt. Helt overordnet opfatter jeg det at blive anbragt som et svigt fra ens netværk. Og det er noget en ordentlig, helhedsorienteret indsats bør fokusere på at udbedre. Jeg vil endda sige, at det er det vigtigste. Vi er sociale væsener. Man visner og dør, hvis man ikke er en del af noget større.”
Jeg vil ikke måles og vejes!
Den sociale indsats skal give plads til individuel udfoldelse.
”Der kom et punkt, hvor jeg ikke troede på det omsorgs-bullshit længere.”
Sådan ser Reiner tilbage på sin som anbragt på et bosted. Derfor har han en klar anbefaling til at gøre det bedre.
”Omsorg var åbenbart kun at få mig i skole. Det var ikke, at jeg ikke skulle ligge på gulvet og sove – som jeg faktisk gjorde, mens jeg var anbragt,” siger Reiner.
Selvfølgelig er det vigtigt at gå i skole. Men et blindt fokus på skolegang fyldte alt for meget i den pædagogiske indsats, mener han.
”Jeg synes, det havde været relevant at undre sig over, hvorfor min skolegang pludselig var blevet et problem for mig, når jeg tidligere havde fået topkarakterer? Jeg har mange ar på sjælen fra dengang, og det havde måske været anderledes, hvis nogen havde taget sig tid til at grave lidt dybere,” siger Reiner.
”Jeg kunne mærke, at det var målsætninger fra kommunen, som blev styrende. Og når ressourcerne er knappe, så bliver det, det eneste fokus.”
Derfor ønsker han at gentænke den sociale indsats og dialog med anbragte, så de kan tage mere ejerskab over egen udvikling under anbringelsen.
”Jeg mener, vi burde fokusere mere på trivsel på den anbragtes egne præmisser. En succesfuld anbringelse handler om mere end succes på skolebænken. Der skal også være plads til at drømme lidt urealistiske og skæve drømme, hvor ens sagsbehandler måske ryster lidt på hovedet, men alligevel tager en seriøst og hjælper en på vej. Dét er af-institutionalisering. Dét er frihed og reel medbestemmelse. Ellers får man ikke hele mennesker ud af systemet.”