Frivillig og pige hvisker_Ungdommens Røde Kors

    Ny donation fra Spar Nord Fonden sikrer, at vi kan besøge børnene på krisecentre

    FEBRUAR 2022: Med en ny donation fra Spar Nord Fonden kan vores frivillige Spilopper fortsætte med at skabe et frirum for de børn, der har oplevet vold i hjemmet og måttet søge tilflugt på et krisecenter.

    Når vores frivillige Spilopper besøger børnene på krisecentre, er der kun fokus på én ting: At have det sjovt sammen. Spar Nord Fonden har endnu engang støttet vores Spilopper med en ny bevilling på 250.000 DKK, hvilket sikrer, at vi de kommende to år kan være der for de børn, der har brug for støtte i en svær tid.

    ”I Spar Nord Fonden vægter vi højt, at mennesker hjælper mennesker, og netop derfor har vi valgt at støtte Spilopperne, da vi mener, at alle børn har ret til gode oplevelser og til at føle sig som en del af et fællesskab,” fortæller fondsdirektør Bo Uggerhøj.

    Hver uge kommer Spilopperne på landets krisecentre for at besøge de børn, der har måttet flygte fra vold i hjemmet sammen med deres mor. Når Spilopperne laver aktiviteter med børnene, giver det et tiltrængt frirum med plads til leg, sjov og samvær i en hverdag præget af frygt og usikkerhed.

    Børn på krisecentre har brug for en stund, hvor de kan glemme bekymringer og få lov til bare at være børn. I Spilopperne møder børnene en flok unge frivillige med overskud og tid til at være sammen med dem.

    Og den indsats er vigtig, mener Marina, der som barn to gange måtte flygte til et krisecenter sammen med sin mor og bror på grund af trusler og psykisk vold fra faren.

    Læs mere om vores Spilopper

    ”Som barn og ung kom jeg hurtigt til at bekymre mig og få skyldfølelse overfor min far, men når jeg spillede bordtennis eller brætspil kunne jeg for en stund få noget adspredelse fra de tunge tanker,” fortæller hun.

    Spilopperne leger og laver kreative og sjove aktiviteter. Fx klippe-klister, trylledej, brætspil og meget mere. Det kan virke simpelt, men netop det at møde en ung frivillig, der har tid til at læse en bog, snakke om en tegning eller bare at danse til musik, kan gøre en stor forskel. De unge frivillige er der kun for at være sammen med børnene. Det skaber tryghed og genkendelighed for børnene i en ofte uforudsigelig hverdag.

    ”At det er unge frivillige, som gennem leg og smil giver børnene et frirum, ser vi som et stort plus, og den lykkelige konklusion er, at de frivillige også selv indgår i et stærkt og opbyggende fællesskab, hvor de får mere gå-på-mod og bliver gladere for livet af at være frivillig hos Spilopperne,” siger Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden.

    Ungdommens Røde Kors har Spilopper på 18 krisecentre og to efterværnsaktiviteter for børn, der har boet på krisecenter. Ca. 1900 børn opholder sig hvert år på et krisecenter.

     

    Mød Jacob, der er frivillig i Spilopperne på krisecentret i Næstved og hør, hvad børnene synes om de frivilliges ugentlige besøg

    Spilopperne_Frivillig Næstved_Ungdommens Røde Kors_2021

    Tak til TV2 ØST / KRAS for den fine video