”Når vi hjælper i de fattige områder, føler jeg, vi skaber en fremtid for Libanon”

”Hun blødte meget, da hun blev båret ind, men hun trak stadig vejret. Da vi fik hende ned på en seng, tog jeg hendes puls. Den var der ikke. Jeg råbte hendes navn og ydede førstehjælp – jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Men til sidst måtte jeg lægge hende i en ligpose. Det var så mærkeligt, for hun havde lige trukket vejret. Hun var 27. Hendes ansigt glemmer jeg aldrig.”

Sådan fortæller 23-årige Mark om den kaotiske dag, 4. august 2020, da en af verdens største ikke-nukleare eksplosioner ramte havnen i Libanons hovedstad, Beirut. Bygninger blev jævnet med jorden, 218 mennesker døde, 7.000 blev såret, og 300.000 mistede deres hjem, da et stort varehus med flere ton ammoniumnitrat eksploderede.

Mark er frivillig ambulanceredder i Libanesisk Røde Kors. Det har han været i knap fem år. Sammen med sine medfrivillige skyndte han sig hen til ambulancestationen, da eksplosionen ramte. Det nærmeste hospital var helt ødelagt, så sammen fik de sat et midlertidigt behandlingssted op på en parkeringsplads.

”Der kom en mand med et afrevet øre. En kom med kæben hængende helt nede på brystet. Brækkede knogler og blod overalt,” husker Mark.

Et særligt ord giver Mark superkræfter
Heldigvis er det ikke alle dage og udrykninger, der er lige så barske, når Mark tjekker ind på vagt som frivillig redder. Men det handler ofte om liv eller død. I Libanon er det Røde Kors, der står for 80 procent af al ambulancekørsel. Og de frivillige, toptrænede ambulancereddere som Mark er fuldstændig afgørende for, at den service kan opretholdes.

”Det er hårdt, fordi folk regner med os – vi har virkelig meget ansvar. Det er et pres. Men det ord, frivillig, det giver superkræfter. Det er sandt. På en udrykning mærker du ikke presset – så vil du bare hjælpe,” siger Mark.

Hvad er det bedste ved at være frivillig?

”Det er lidt cheesy, men det er ordet ’tak’. Jeg vil ikke have penge eller anerkendelse. Jeg vil bare gerne se det taknemmelige ansigt.”

Libanesisk Røde Kors har 3.600 frivillige ambulancereddere, og 80 procent af alle de frivillige er under 30 år. De bemander knap 50 stationer landet over og hjælper årligt omkring 290.000 personer. De rykker ud til alt lige fra trafikulykker til hjertestop. Også under covid19 stod de i frontlinjen.

”Vi skulle have store dragter på i starten, for vi kendte ikke meget til sygdommen, og vi kunne ikke sætte vores egen sikkerhed i fare. Selv til trafikuheld, skulle vi have den på. Den dragt var fucking varm,” siger Mark.

En ungdom ramt af mange kriser
Libanon er et land i krise. Faktisk er kriser i flertal mere retvisende. Sikkerhedskrise, energikrise, økonomisk krise… Det er det land i verden, som huser flest flygtninge per indbygger. I dag er Libanon ramt af et finansielt kollaps af historisk skala med tårnhøj inflation. Der mangler strøm og benzin. Butikker lukker, børn går ikke i skole, og 30 procent af Libanons unge har måttet droppe deres uddannelse. Folk – særligt unge – flygter ud af landet, og brain drain er et stort problem.

”Lige nu er der fattigdom på grund af den økonomiske krise, men vi lever i et smukt land. Og jeg gør min del for et bedre i morgen. Så jeg er tilfreds med mig selv. Jeg er en af de få, der vil blive og arbejde for et bedre Libanon,” siger Mark, der også læser på universitetet.

”Jeg bliver uddannet civilingeniør til december, men det bliver svært at finde et job. Alt er svært. Der er ikke mange jobs. Jeg kender efterhånden kun få personer uden for ambulancestationen, for alle andre er rejst,” siger han.

Mere end et kald
På trods af udfordringerne i Libanon er Mark et levende bevis på, at den libanesiske ungdom langt fra er handlingslammet – tværtimod. For mange er det frivillige arbejde som ambulancereddere mere end et kald. Det er her, de kan udvikle sig og oparbejde nye kompetencer, og det er her, de kan gøre en forskel for både deres lokalsamfund og landets fremtid.

”I Libanesisk Røde Kors er vi de eneste, der er neutrale. Vi går ikke op i religion eller etnicitet. Jeg hjælper personen, selv om jeg ikke ved hvem det er,” siger Mark.

”Når vi hjælper folk i de fattige områder, så føler jeg, vi er med til at skabe en fremtid for Libanon.”

De unge ambulancereddere er i et fællesskab på tværs af køn, socioøkonomi og religion. De er motiverede af at hjælpe alle i nød uagtet deres baggrund eller økonomiske situation, hvilket er helt særligt i en libanesisk kontekst. Og så har de opbygget et helt unikt fællesskab på de enkelte ambulancestationer.

”Det liv, jeg har her, og det fællesskab, vi har, vil jeg ikke bytte for noget andet. Det er noget særligt. Ambulancestationen er ikke vores andet hjem. Det er vores første,” fortæller Mark.

De voldsomme oplevelser, man kommer ud for på udrykninger, skaber et stærkt bånd mellem de unge frivillige. De spiser sammen og sover sammen på sovesale, når de har nattevagt. Alle frivillige har deres eget kælenavn. Og selvfølgelig er der plads og tid til også at holde fester.

”Vi har håb. I Libanon er vi kendte for at feste, som om der ikke var en dag i morgen. I den ene region er der uro og konflikt, og i den anden fester man. Sådan overkommer vi det hele,” siger Mark.

Årets Operation Dagsværk-projekt: Unge Redder Liv i Libanon
I år går Røde Kors i Danmark og Ungdommens Røde Kors sammen med Operation Dagsværk for at støtte de unge, der udgør rygraden i Libanesisk Røde Kors, og som redder liv hver dag i hele landet.

På årets dagsværkdag den 15. november 2023 samler Danmarks unge ind til projektet ’Unge Redder Liv i Libanon’.

Det bidrager til at opretholde ambulancetjenesten som en kritisk samfundsfunktion, hvor unge frivillige oplæres i førstehjælp, psykisk førstehjælp, psykosocial support, og hvordan man varetager tjenestens kerneopgaver. Ydermere giver projektet de frivillige muligheder for at blive uddannede som humanitære frontløbere med træning i at rekruttere, koordinere og træffe beslutninger. Kompetencer de kan bruge i ambulancetjenesten og i at få Libanon styret ud af de mange kriser og mod en bedre fremtid til gavn for hele befolkningen.