Vil du være med til vigtige diskussioner og beslutninger om URK, møde andre frivillige fra hele landet og feste om aftenen? Så kom med til URKs Landsmøde!
Landsmødet er Ungdommens Røde Kors’ øverste myndighed. Alle medlemmer er velkomne.
På Landsmødet vælges landsstyrelsen, som mellem landsmøderne leder og udvikler organisationen efter den retning, som medlemmerne fastsætter på landsmødet. Det vil sige, at du som medlem har stor indflydelse på, hvordan Ungdommens Røde Kors ser ud og fungerer. Derudover er det en god mulighed for at møde andre URK’ere fra hele landet - dagen byder nemlig også på en masse grin, læring og fest om aftenen.
I år afholder vi Landsmødet den 26.-27. september i København. Du kan tilmelde dig lige her.
Det koster kun 100 kr. for hele weekenden, som både er med forplejning, overnatning og transport, hvis du har brug for det. Tilmeldingsfristen er torsdag d. 17. september.
Der er kommet et forslag til afstemning til landsmødet. Forslaget vedrører indførelse af obligatorisk medlemskab. Læs forslaget her.
Det er muligt at stille ændringsforslag. Brug dette skema:
Skema til ændringsforslag til resolutioner og vedtægtsændringsforslag 2026
Deadline for indsendelse af ændringsforslag er d. 29. august. Send til ledelseskonsulent Amalie Hermansen på amalie@urk.dk.
Landsstyrelsen består af 11 medlemmer, hvoraf følgende poster er på valg i år:
Fristen for at opstille var d. 15. august.
Alina stiller op som landsstyrelsesmedlem og som suppleant til landstyrrelsen. I sin opstilling skriver hun blandt andet: "Jeg ønsker at bidrage med mit perspektiv fra det frivillige arbejde og repræsentere dem, der hver dag har en berøring med Ungdommens Røde Kors. I Landsstyrelsen vil jeg være med til at stille de svære spørgsmål, skabe gode, ærlige samtaler og sætte retning for, hvor vi som organisation skal hen i fremtiden. Det, jeg mener, der er vigtigst for Ungdommens Røde Kors, er: Vi skal give alle børn og unge de bedst mulige forudsætninger for at de kan blive den bedste version af dem selv, uanset hvad livet har budt dem."
Andreas stiller op som landsstyrelsesmedlem. Han skriver bl.a. i sin opstilling: "For mig at se er lokalafdelingerne selve fundamentet for Ungdommens Røde Kors. Uden stærke lokalafdelinger har vi ikke det samme fundament at bygge resten af organisationens initiativer på, og jo stærkere de står, desto stærkere står resten af organisationen. Gennem vores lokalafdelinger har vi potentiale til at skabe en massiv geografisk tilstedeværelse og en stærk lokal forankring. Vi har mulighed for hurtigt og effektivt at udrulle nye initiativer, skabe fundamentet for vores beredskab og opbygge et kulturbærende, landsdækkende netværk, hvor frivillige kan dele viden, erfaringer og støtte hinanden på tværs af landet. Stærke lokalafdelinger er derfor ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at Ungdommens Røde Kors kan være en stærk landsdækkende organisation og nå flere udsatte børn og unge. Det potentiale udnytter vi ikke godt nok i dag, og det kræver forandring."
Anton stiller op som landsstyrelsesmedlem. Han skriver bl.a. i sin opstilling: "Jeg mener, det vigtigste for URK er, at vi er der for så mange børn og unge som muligt, især dem, der står i de sværeste situationer. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi opnår det mål. Jeg mener, at en solid understøttelse af alle vores frivillige er afgørende for at skabe kvalitet i vores aktiviteter og i sidste ende gøre den størst mulige forskel. Vi skal lytte til vores frivillige, sørge for, at alle ved, hvor de kan søge hjælp, og tilbyde relevante uddannelsestilbud som fx psykisk førstehjælp. Det indebærer også en god kommunikation mellem sekretariatet, Landsstyrelsen, lokalafdelingerne og alle vores andre aktiviteter. Synlighed er nemlig vigtig, så enhver frivillig kender til de muligheder, der findes, og ingen står alene."
Gustav stiller op som politisk næstforperson. Han skriver bl.a. i sin opstilling: "Jeg mener, at URK også i fremtiden skal sikre aktiviteter for de børn og unge med de sværeste livsvilkår. Jeg mener, at de børn og unge, der kommer i vores aktiviteter, selv skal have ordet. De er de fremmeste eksperter i deres eget liv, og deres stemmer skal være med til at sætte dagsordenen. Derudover skal vi anvende den viden og erfaring, vi samler gennem vores aktiviteter, til at skabe politisk forandring. Vi får et særligt indblik i, hvordan hverdagen ser ud for de børn og unge, der har det sværest, og det indblik kan gøre en forskel, når der skal træffes beslutninger på området. Vi skal skabe de bedste rammer for vores frivillige. De er selve fundamentet under URK, og det er dem, der hver dag skaber fællesskaber og succesoplevelser for børn og unge. Derfor skal vi prioritere uddannelse og kurser, så de frivillige har redskaberne til at lykkes med deres arbejde, og så de føler sig godt rustet og bakket op, hver gang de træder ind i et af de rum, URK skaber."
Mathilde stiller op som landsstyrelsesmedlem og som suppleant til landsstyrelsen. Hun skriver bl.a. i sin opstilling: "URK er en helt fantastisk organisation, der laver utroligt meget meningsfyldt arbejde for børn og unge, både i Danmark og internationalt. Som frivillig har jeg fået kompetencer, erfaringer og oplevelser, jeg vil være med til at give videre til nuværende og kommende frivillige. Som bestyrelsesmedlem og forperson for URK Vejle og Aarhus håber jeg at gøre brug af de erfaringer, jeg har gjort mig her, i Landsstyrelsen.
Som tidligere hovedkoordinator for Røde Kors’ årlige landsindsamling i Aarhus og nuværende bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus’ bestyrelse, har jeg et indblik i Rode Kors’ arbejde også, og vil bruge de kompetencer til at arbejde for at URK bliver en integreret del af Røde Kors’ beredskab, en del af vores 2030-strategi."
Læs hele Mathildes opstilling her.
Melissa stiller op som landsstyrelsesmedlem og som suppleant til landsstyrelsen. Hun skriver bl.a. i sin opstilling: "Jeg stiller op, fordi jeg tror, jeg kan bidrage med en stærk praksisnær stemme i landsstyrelsen. Jeg kender aktiviteterne, jeg kender de frivillige, og jeg ved, hvad der skal til for både at starte, udvikle og fastholde et lokalt engagement – særligt i områder, hvor det kan være svært. Jeg vil være en tydelig stemme for lokalafdelingerne i provinsen og arbejde for, at vi bliver endnu bedre til at rekruttere og fastholde frivillige på tværs af landet. Samtidig ønsker jeg at arbejde videre med implementeringen af vores 2030-strategi. Jeg oplever den som både ambitiøs og nødvendig, og jeg vil gerne være med til at sikre, at vi i praksis lever op til de mål, vi har sat for os selv. For mig er Ungdommens Røde Kors et helt særligt fællesskab. Det er et fællesskab, hvor vi ikke kun før en forskel for andre, men også for hinanden. Det fællesskab har ændret mit liv – og jeg vil gerne være med til at sikre, at endnu flere børn og unge får den sammen mulighed."
Tessa stiller op som landsstyrelsesmedlem og som suppleant til landsstyrelsen. Hun skriver bl.a. i sin opstilling: "Vi er vanvittig dygtige til det, vi laver – og den ambition skal vi holde fast i. Jeg mener, vores kerneopgave kan koges ned til at skabe flest mulige og bedst mulige ligeværdige børne- og ungefællesskaber. Skal det fortsat lykkes, mener jeg, vi især skal have fokus på to ting: 1) Vi skal sikre kvaliteten i vores aktiviteter. Som frivillig skal man føle sig godt rustet til de situationer, man står i. Det bliver man blandt andet gennem uddannelse og godt fællesskab. Jo større værktøjskasse man har at trække på, jo lettere bliver det at skabe aktiviteter af høj kvalitet, sikre gode, trygge fællesskaber og at have det sjovt samtidig. 2) Vi skal være til stede, hvor der er mest brug for os. Vi skal fortsat løfte de børn og unge, der står i de allersværeste livssituationer. Om det er på asylcentre, på sikrede institutioner, på hospitaler eller et af de mange andre steder, hvor man som ung kan slå sig på livet, skal vi være til stede. Det betyder også, at vi både skal turde satse på udsatte områder i byer og de geografiske yderområder – der, hvor unge har færrest fællesskaber at vælge imellem.
Udover den formelle del af programmet, kommer der også interessante workshops, hvor landsmødets deltagere involveres i vigtige emner. Det fulde program bliver løbende opdateret her på siden. Lørdag aften er der selvfølgelig også masser af tid til fest og social hygge. Det er den perfekte måde at møde andre seje URK-frivillige.
Landsmødet afholdes i København i 2026.
Hvert andet år afholdes Landsmødet i København, og hvert andet år afholdes det i Jylland eller på Fyn.
Det koster 100 kr. at deltage. Til gengæld får du fuld forplejning, overnatning hvis du har brug for det og transporten betalt.
Hvis du gerne vil deltage i landsmødet, men ikke har mulighed for at betale de 100 kr. som landsmødet koster, kan URK dække dit deltagergebyr – sæt x i tilmeldingsblanketten.
Du tilmelder dig via skemaet her.
Tilmeldingsfristen er kl. 24.00 d. 17. september.
For at kunne deltage, have stemmeret og stille op til tillidsposter på landsmødet er det et krav at være medlem. Det koster 100 kr. om året.
Du kan melde dig ind her:
urk.dk/bliv-medlem