Konstitueret direktør fortsætter permanent
Vores konstituerede direktør, Geske Fischer-Hansen, fortsætter permanent på posten.
Ungdommens Røde Kors’ nye direktør, Geske Fischer-Hansen, kommer fra egne rækker. De seneste tre måneder har hun både været konstitueret direktør og varetaget sin stilling som programchef for organisationen. Nu bliver direktørtitlen permanent til stor glæde for landsforperson, Troels Boldt Rømer:
”Vi er meget glade for, at Geske har sagt ja til at fortsætte som direktør for Ungdommens Røde Kors. Hun har spillet en kæmpe rolle i, at vi det sidste halvandet år har bygget en meget mere robust organisation, der hviler på en mere stabil økonomi. En organisation, som kan gøre en endnu større forskel for udsatte børn og unge, og som har vist sit værd i en udfordrende corona-tid. En tid, hvor vores mange unge frivillige har kæmpet videre for at omstille vores sociale aktiviteter til virtuelle aktiviteter, som fx online lektiehjælp. Samtidigt har vi sat retningen for de næste mange års arbejde med en ambitiøs strategi, hvor vi fokuserer vores kræfter dér, hvor der mangler indsatser for udsatte børn og unge - eksempelvis på krisecentrene, i fængslerne og på de psykiatriske afdelinger”, siger Troels og fortsætter med et smil:
”At det også har været en fornøjelse, og til tider endda sjovt, for både medarbejdere og samarbejdspartner samt bestyrelsen at arbejde sammen med Geske, det trækker jo heller ikke ligefrem ned”.
Geske har været ansat i Ungdommens Røde Kors som programchef siden 1. okt. 2019.
Henvendelser fra pressen kan foregå via vores kommunikationsafdeling.