kenya

    Kom med til Kenya og faciliter Sprint

    Har du solidt kendskab til Sprint og er du bidt af internationalt arbejde? Er du god til at tale med mange forskellige slags mennesker (på engelsk)? Og har du lyst til at være en del af et stort internationalt projekt mellem Ungdommens Røde Kors og Kenya Røde Kors? Så søg om at komme med til Kenya som frivillig d. 11.-16. november 2024.

    Om opgaven

    I Kenya samarbejder URK med Kenya Røde Kors om at lave meningsfulde ungeprojekter, som fokuserer på at styrke unges kompetencer og engagement lokalt. I 2023 startede vi sammen et nyt ungeprojekt i Mombasa ved kysten i Kenya. Formålet med projektet er at styrke unge fra to udsatte områder i Mombasa (Kisauni og Likoni) både socialt og økonomisk, så de kan være med til at skabe positive forandringer i deres eget liv og i deres lokalområde. Her er især Sprint en vigtig metode til at opnå dette mål. Som en del af udrulningen af Sprint metoden i de pågældende områder, skal 40 unge facilitatorer fra områderne uddannes i Sprint. Dette sker på en tredages træning, som bliver afholdt i Mombasa fra d. 13.-15. november. Sammen med undervisere fra Danmark og Kenya, kan du få mulighed for at komme med til Kenya og understøtte denne Sprint træning.

    Hvis du har mod på det, så vil der være plads til, at du kan facilitere en øvelse eller en energizer. Det er også oplagt, at du understøtter nogle elementer som co-facilitator, eller hopper ind som deltager i en øvelse, hvis der er behov for det. Du skal også være klar på, at der vil være nogle praktiske opgaver, såsom at koordinere forplejning, snacks og forberedelse af materialer til træningen.

     

    Om dig

    Vi leder efter en frivillig, som har erfaring med Sprint, og som også gerne selv har faciliteret Sprint workshops før. Du skal være flydende i engelsk og ikke bange for at tale med nye mennesker eller stille dig op foran en større forsamling. Det er en vigtig del af opgaven at kunne se sig selv som en sparringspartner for deltagerne på Sprint træningen og være klar på at lære dem at kende. 

    De konkrete opgaver kan variere efter dine kompetencer og motivation, men du skal være opsat på både at hjælpe med facilitering og praktiske opgaver. Inden afrejse vil du blive klædt på til opgaven, og vi vil tage en snak om hvilke opgaver du ser dig selv i. Du skal derfor være klar på at deltage i:

    • Et forberedende møde d. 23. oktober kl. 11.00 på URK eller Teams
    • Et opfølgende møde efter hjemrejse

       

    Vi tilbyder

    • En spændende rejse med indblik i URKs’ internationale arbejde
    • Erfaring med facilitering og koordinering
    • Mulighed for at møde og interagere med inspirerende unge frivillige i Kenya
    • Nye bekendtskaber og følelsen af at være en del af et globalt ungenetværk

    URK dækker alle udgifter i forbindelse med rejse og ophold i Kenya. 

     

    Ansøg nu!

    Hvis du er interesseret i at komme med til Kenya og facilitere Sprint, så klik på linket her: dette ansøgningsskema og send det til os på urkberedskabet@urk.dk senest den 17. oktober. 

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Caroline på caroline.k@urk.dk