Kom med på internationalt lederskabskursus med unge fra hele verden!
Hvert år afholder Ungdommens Røde Kors et 10-dages lederskabskursus for unge fra hele Røde Kors bevægelsen. Nu kan du blive dette års repræsentant fra URK og tage del i et omfattende kursus, der giver dig nye redskaber inden for frivilligledelse. Kurset er ganske gratis og inkluderer fuldt program i 10 dage, fuld forplejning, overnatning i smukke omgivelser i Tisvildeleje og ikke mindst nye venskaber fra hele verden.
Om Youth Leadership Academy
Lederskab, frivillighed og højskolestemning er kernen af YLA. Alle deltagere på YLA har det til fælles, at de dedikerer deres tid til Røde Kors bevægelsen, uanset om det er i Malawi, Ukraine eller Syd Sudan. Vi udforsker hvordan man, på tværs af landegrænser, kan gøre en forskel som ung frivillig leder og kan motivere andre frivillige samt drive en forandring i ens lokalområde.
På Youth Leadership Academy fokuserer vi på nogle af de vigtigste temaer inden for ledelse, og de vil blive gennemgået i tre moduler.
- Ungelederskab: Hvad driver og motiverer dig som leder, og hvordan får du andre med dig i kampen for forandring? Bliv klogere på dig selv som leder og få nye perspektiver fra andre unge ledere ude i verden. Første modul vil give dig styrke og mod i din rolle som leder.
- I bliver introduceret til forskellige tilgange til ledelse og får praktiske redskaber til at motivere, engagere og støtte frivillige.
- Fortalervirksomhed og historiefortælling: Hvordan bruger du din egen historie til at inspirere andre og skabe forandring? Lær at sætte ord på det, du brænder for, og få redskaber til at formidle vigtige budskaber, skabe opmærksomhed og engagere andre i de sager, du kæmper for.
- Psykisk førstehjælp: Hvordan støtter du en ung, der har det svært? Bliv klogere på, hvordan du kan møde andre unge med omsorg og forståelse, og få konkrete redskaber til at yde støtte, når nogen oplever følelsesmæssig mistrivsel eller befinder sig i en krise.
Alle deltagere vil tage fra kurset med en faglig ballast og fornyet mod og energi i rollen som frivillig leder. Derudover ved vi, at akademiet kommer til at binde jer deltagere utrolig tæt sammen og give alle et nyt globalt netværk og venner for livet. Der er også planlagt en sjov weekend for jer, hvor I blandt andet vil opleve Ungdomsøen og nogle af Københavns seværdigheder.
Om dig
Det allervigtigste er, at du har lyst til at udvikle dig selv som leder i dit frivillige arbejde.
Derudover forventer vi, at du:
- Er mellem 18 - 30 år
- Aktiv frivillig i Ungdommens Røde Kors eller Dansk Røde Kors
- Er klar til at deltage aktivt på hele kurset og er motiveret af muligheden for at lærer nye færdigheder sammen med andre unge
- Er klar til at deltage aktivt i interaktive øvelser baseret på peer-to-peer læringstilgang
- Er motiveret af muligheden for at møde andre unge frivillige fra forskellige lande og opbygge et global netværk
Dit engelske behøver ikke at være fejlfrit, de andre deltagere kommer også med forskellige niveauer af engelsk. YLA er et trygt rum, hvor åbenhed og velvilje er kernen for al læring og kommunikation.
Praktisk
Youth Leadership Academy finder sted i Tisvildeleje d. 10. – 19. maj 2027.
Som deltager på YLA, er det et krav, at du kan deltage i hele perioden. Hvis du ikke har mulighed for dette, så søger vi også frivillige til at hjælpe med at skabe de bedste rammer for akademiet. Du kan læse mere her.
Ungdommens Røde Kors står for alle udgifter forbundet med kost, logi, transport og aktiviteter. Du skal blot medbringe dit gode humør!
Tilmelding
Lyder det som noget for dig? Udfyld dette ansøgningsskema og send det til os på drcy-yla@urk.dk.
Ansøgningsfristen er d. 01.04.2027. Vi holder løbende samtaler over telefonen, så send endelig din ansøgning afsted.
Vi glæder os til at hører fra dig!