Kamilla_#SygtUng

    Kamilla havde ingen hospitalscafé: "Det hele var vægt, mad og kalorier"

    Da Kamilla blev indlagt med en spiseforstyrrelse, blev hun hevet ud af skolen, væk fra vennerne og ind i et liv fyldt med sygdom, psykologer og isolation.

    Støt vores hospitalscaféer og gør en forskel for indlagte børn og unge. MobilePay et valgfrit beløb til 34622.

    ”Jeg følte, jeg blev mere syg, da jeg blev indlagt. Venner, skole og alt det almindeligt forsvandt. En hospitalscafé ville nok have hjulpet og måske gjort mig hurtigere rask.”

    Som 16-årig blev Kamilla indlagt i psykiatrien på grund af sin spiseforstyrrelse. Før indlæggelsen var hun lige startet på gymnasiet, havde venner og var ung ligesom sine andre jævnaldrende. Men indlæggelsen ændrede alt.

    På den børnepsykiatriske afdeling var hun den ældste, og derfor følte hun sig ofte isoleret og alene. Det var begrænset med besøg, og der var aldrig nogen at snakke med om helt almindelige ting.

    "Folk var bange for at spørge ind til mig, og det hele var vægt, mad og kalorier," fortæller Kamilla, der i dag er 24 år, og fortsætter:

    ”Jeg blev min sygdom, da jeg blev indlagt, så da jeg endelig blev udskrevet, skulle jeg lære mig selv at kende igen.”

    Kamilla_#SygtUng

    På billedet til venstre har Kamilla været indlagt i et par måneder og taget ti kilo på. Ved billedet til højre ses Kamilla den dag, hun blev student og har nået sin målvægt. 

    Savnede at være glad
    Efter indlæggelsen og et år hjemme med sin far startede hun forfra i gymnasiet, hvor hun nu var nogle år ældre end nogle af sine jævnaldrende.

    ”Jeg kunne ikke snakke om det samme som dem, og de forstod mig ikke. De havde eksempelvis været til fest i weekenden, men det havde jeg ikke lyst eller overskud til. Man bliver også hurtigere voksen, når man er indlagt, og det gjorde forskellen større.”

    Havde der været en ungecafé på sygehuset havde hun haft et frirum.

    ”Så kunne jeg have bibeholdt mine interesser fra før, jeg blev indlagt. Jeg ville have haft nogle jævnaldrende at snakke med, og jeg ville have været mindre isoleret. Det hele var så alvorligt, og jeg savnede at være glad og kunne slappe af.”

    Vil hjælpe andre
    I dag er Kamilla kommet sig helt og er glad igen, og til daglig læser hun psykologi.

    ”Jeg havde en god psykolog på afdelingen, og hun inspirerede mig til at tænke, at jeg kunne hjælpe andre på samme måde.”

    I Ungdommens Røde Kors’ 15 hospitalscaféer sætter vi sygdom på pause, og de frivillige i caféerne har ofte været syge selv. I caféerne får indlagte børn og unge et frirum, hvor de kan glemme alt om medicin og behandling og få et frikvarter fra sygdom.

    Kamilla_#SygtUng

    Billede t.v: Før Kamilla bliver indlagt. Billede i.m: Under indlæggelsen. Billede t.h: Kamilla som hun ser ud i dag. Glad og rask. 

    Støt vores hospitalscaféer. Overfør til Mobile Pay 34622 eller kontakt Sidsel Andersen på tlf 28 95 66 51