Bliv frivillig mentor for et barn eller ung i Holbæk, Roskilde eller Næstved
Ungdommens Røde Kors søger dig, som brænder for at gøre en forskel for børn og unge i sårbare positioner og vil bruge lidt af din fritid på at støtte, lytte og snakke med et barn eller ung. Du kan blive mentor i Holbæk, Roskilde og Næstved omegn.
🌟Du kan blive en del af Ungdommens Røde Kors' helt nye mentorordning i Region Sjælland🌟 Det bliver nu muligt for børn og unge i Holbæk, Roskilde og Næstved omegn at få en ung frivillig mentor at mødes med for alt fra støtte til lektierne til fritidsaktiviteter. Hvis du gerne vil støtte et barn eller ung på vejen ind i nye positive fællesskaber, ser vi frem til at modtage din ansøgning og få dig med ombord! Læs mere nedenfor:
Om frivilligjobbet
Ungdommens Røde Kors søger frivillige og engagerede mentorer til vores mentorordning i Region Sjælland for børn og unge i alderen 10-17 år i og omkring Holbæk, Roskilde og Næstved. Mentoring handler om at støtte et barn eller en ung i at få større tro på sig selv, sine egne styrker og fremtidsmuligheder. De børn og unge, som har brug for en mentor, trives ofte dårligt i skolen, har få ressourcer i hjemmet eller dårlig selvtillid. Derfor kan man ofte gøre en kæmpe forskel blot ved at være en stabil støtte, som lytter og interesserer sig for barnet eller den unge.
Det kan du gøre på mange måder, fx gennem gode snakke, gåture, ved at lave lektier eller gå til fede fritidsaktiviteter sammen. Der er mange muligheder, og man behøver ikke gøre det samme hver gang. Det vigtigste er bare, at du har fokus på barnet eller den unges ønsker, og at du vil stille dig selv til rådighed for at hjælpe et barn eller en ung godt på vej i livet.
Som mentor mødes du som udgangspunkt med barnet eller den unge (mentee) 2-4 gange om måneden. I mødes i det offentlige rum i Holbæk, Roskilde eller Næstved omegn.
For at opnå en tryg og stabil relation med din mentee varer forløbet i ét år.
Hvad får du ud af at være frivillig?
- Du får mulighed for at gøre en kæmpe forskel for et barn eller en ung, som befinder sig i en udsat eller sårbar position og mangler positive fællesskaber og måske en rollemodel i sit liv.
- Du vil modtage URK's Grundkursus i Mentoring og mulighed for at deltage i kurser og workshops, hvor du kan udvikle dig selv og dine kompetencer.
- Du oplever glæden ved at styrke barnets eller den unges faglige og sociale liv.
- Gode erfaringer der kan skrives på CV’et
- Du bliver en del af et fedt frivilligfællesskab i Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.
Hvem er du?
Vi søger dig, som er mellem 20 og 35 år, bor i eller omkring Holbæk, Roskilde eller Næstved og har overskud til at engagere dig i et barns eller en ungs liv og har livserfaring, du gerne vil dele ud af. Det er vigtigt, at du er stabil og vil stå for at planlægge og aftale møder med barnet eller den unge, og at du har mulighed for at forpligte dig til ét år som mentor, da det er dét, et mentorforløb i URK varer.
Hvordan ansøger du?
Hvis du har lyst til at gøre en forskel som mentor, så send os en ansøgning ved at klikke "Kontakt Organisationen". Her er det vigtigt, at du i tekstfeltet ’Besked’ skriver lidt om dig selv. Det kan fx være om:
- Din baggrund (uddannelse, job, anden frivilligerfaring)
- Dine interesser
- Din motivation for at være frivillig
- Skriv også meget gerne hvilken by, du bor i, og hvor du søger om at blive frivillig.
Vi indkalder til samtaler løbende.
Vi glæder os meget til at høre fra dig! 👋
Smedelundsgade 20, st
4300 Holbæk
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.