Bliv frivillig i lektiecafé på et børnehjem!

    Vil du være med til at gøre en kæmpe forskel for anbragte unge på børnehjem?Drømmer du om at bruge lidt af din fritid på at skabe håb, motivation og mod på fremtiden?Så er det måske dig, vi leder efter!

    I Ungdommens Røde Kors starter vi en helt ny lektiecafé på Ungehuset Emdrup – et børne- og ungehjem for unge mellem 13 og 18 år. Og vi søger engagerede frivillige, der har lyst til at være med til at skabe et trygt og motiverende rum, hvor de unge kan få hjælp til lektier, jobansøgninger – eller bare få et pusterum med andre nærværende unge, der har tid til at lytte.

    Hvorfor er lektiecaféen vigtig?

    Kun 11 % af anbragte unge anbragt på børne- og ungehjem tager i dag folkeskolens afgangseksamen. Uddannelse spiller en afgørende rolle for, om de unge får mulighed for at bryde med den negative sociale arv – og her kan netop en frivillig som dig være forskellen. Lektiecaféen handler ikke kun om lektier. Den handler også om at opbygge relationer, skabe tillid og give de unge et frirum, hvor de kan øve sig i sociale færdigheder og få lyst til at tage nye skridt – både fagligt og personligt.

    Hvem er de unge?

    De unge på Ungehuset Emdrup er anbragte unge, som ofte har et begrænset netværk uden for institutionen. Mange har oplevet, at de voksne omkring dem primært har været professionelle fra det kommunale system. Som frivillig kan du være med til at give dem noget helt andet – et ung-til- ung-fællesskab baseret på frivillighed, engagement og ligeværd. Her er der plads til at være sig selv, være frustreret, tage en pause – eller bare være med til at lave aftensmad og fortælle røverhistorier, også selvom man ikke har lektier for den dag.

    Vi søger dig der:

    • har lyst til at gøre en forskel for unge i en udsat position og udvise empati og forståelse for deres situation.
    • kan støtte de unge i at finde hjælp til lektier, og hjælpe dem til at bruge de muligheder, der er tilgængelige – også når caféen er lukket.
    • har mod på at indgå i et tæt frivilligfællesskab, hvor vi sammen former rammerne for lektiecaféen.
    • kan afsætte tre timer en hverdag hver anden uge i tidsrummet 17-20.
    • kan se dig selv som en vigtig relation i en ung persons liv.

    Hvad får du?

    • En unik mulighed for at gøre en forskel for unge i dit lokalområde.
    • Erfaringer og kompetencer, der kan styrke dit CV – både fagligt og menneskeligt.
    • Nye relationer og et fællesskab med andre frivillige i Ungdommens Røde Kors.
    • Indflydelse og medansvar – du kan være med til at forme lektiecaféen fra bunden.
    • Oplevelsen af at være noget for nogen, der virkelig sætter pris på din tid og dit engagement.

    Du bliver selvfølgelig klædt godt på til opgaven, og du bliver en del af et engageret team. Så send en kort beskrivelse via. kontaktformularen "Kontakt Organisationen", hvor du fortæller lidt om dig selv og din motivation for at blive frivillig – vi glæder os til at høre fra dig!

    Adresse

    Frederiksborgvej 210
    2400 København

    Ansøg om jobbet

    For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.