Fortællerkorps_gruppe_Ungdommens Røde Kors_2024

Ungdommens Røde Kors' Fortællerkorps

I Ungdommens Røde Kors arbejder vi for at give alle unge en platform og en stemme – særligt de stemmer, der alt for sjældent bliver hørt.

I URK’s fortællerkorps vil vi give mikrofonen videre til jer, der har haft den sværeste vej gennem livet – jer der har oplevet svigt i hjemmet eller i systemet, eller som har mødt store udfordringer på anden vis. For det er kun jer, der kan vise virkeligheden, som den faktisk opleves af unge. Det er jer, der er bedst til at pege på årsagerne til svigt, og hvad løsningerne kan være.

Vores fortællerkorps består af unge stemmer, der bryder tabu og stigmatisering. Stemmer, der skaber pres for en positiv og mærkbar forandring ved at vise, hvor fællesskabet og systemet svigter, og pege på hvad man kan gøre i stedet.

For eksempel om...

at være anbragt
et liv på flugt
tiden i fængslet
et liv med sygdom eller med svære psykiske udfordringer

Jeg vil prøve at bygge bro mellem ’dem’ og ’os’. Det er fedt at få mulighed for at forklare om asylsystemet og vores hverdag på et udrejsecenter. Jeg føler lidt, det er mit ansvar at fortælle.
- Ashkan, tidligere asylansøger

Vi skaber en platform til forskellige stemmer for at afspejle hele samfundet

Vi har oprettet Fortællerkorpset, fordi mange unge, der deltager i vores aktiviteter, ofte efterspørger en mulighed for at råbe op, fortælle sin historie og bruge sig selv til at gøre en forskel.

Derfor udspringer URK’s Fortællerkorps fra de mange sociale aktiviteter, vi laver i hele Danmark.

Sammen kan vi bidrage med fortællinger og politiske budskaber fra børn og unge i meget forskellige situationer: på børne- og ungehjem, på krisecentre, i asylsystemet, i fængsler og på hospitaler. Det giver et vigtigt billede af det danske samfund, når vi står sammen og deler vores historier og budskaber.

Fortællerkorpset bliver støttet af Helsefonden.

Mød medlemmerne af vores Fortællerkorps her

Alex

Hej, jeg hedder Alex, jeg er 23.
Jeg har haft en kaotisk opvækst i en dysfunktionel familie. Jeg har været meget forsømt i min barndom, og jeg følte ikke, systemet lyttede til mig. Det føler jeg, er et svigt, som jeg gerne vil sætte fokus på. Og så fortæller jeg for at sprede håb.

Når jeg fortæller, så handler det om mange af de svære ting i mit liv:
• Hvordan jeg som tiårig stod med et alt for stort ansvar i hjemmet.
• At jeg har været i systemet, siden jeg var seks år og har talt med flere end 2000 fagfolk.
• At jeg blev tvangsfjernet som 14-årig og har været ude i misbrug, selvskade og selvmordsforsøg.

Jeg fortæller også om de gode ting:
• I dag er jeg clean og er frivillig i URK og andre organisationer.
• Jeg oplever, at jeg trods ”udsathed” faktisk passer godt ind i mange sammenhænge, og jeg sætter fokus på recovery.
• Jeg er glad for, hvor jeg er i dag. Min bagage har givet mig kompetencer og kvaliteter, jeg ikke ville være foruden.

Fortællerkorps_Ida_Ungdommens Røde Kors_2025

Ida

Mit navn er Ida, og jeg er frivillig i en ungecafé på et hospital.

Jeg er er født med rygmarvsbrok, sidder i kørestol og har selv været indlagt og opereret mange gange. Det er min motivation for at være frivillig og støtte andre unge, der er syge og indlagte.

Jeg er en del af Fortællerkorpset, fordi jeg gerne vil bryde nogle af de fordomme, der findes om os kørestolsbrugere.

Folk siger, at ilden i mig brænder stærkere end ilden omkring mig.
- Alex, tidligere anbragt

Sandie

Hej, mit navn er Sandie og jeg er 30 år gammel.
Jeg er nyuddannet socialrådgiver, frivillig på et hospital, og så er jeg kørestolsbruger.

Jeg er med i URK’s fortællerkorps, fordi jeg ved, hvordan det er at leve i et samfund, der ikke umiddelbart virker til at være indrettet til sådan en som mig. Jeg plejer altid at sige, at det at være kørestolsbruger ikke er det fedeste i verden, men det værste er helt sikkert de fordomme og den måde, man kan blive set på og mødt i samfundet.

Læs min fortælling her.

Isak

Jeg hedder Isak, og jeg arbejder i en rådgivende ingeniørvirksomhed.
Tidligere har jeg siddet lang tid i fængsel dømt for indsmugling af hash. I fængslet læste jeg fag på HF, og da jeg blev løsladt, læste jeg videre. Både i fængslet og på universitetet fik jeg støtte af en frivillig fra Ungdommens Røde Kors.

Jeg er stået frem med min historie i Fortællerkorpset for at sætte fokus på de gode, resocialiserende indsatser i fængslet og efter løsladelse, som fx støtte til studiet, der burde prioriteres højere.

Læs interview med Isak på dr.dk ved at klikke her.

Jeg mødte Peter Skaarup nede på Folkemødepladsen. Han kom over og hilste, og han sagde til mig, at ud af alle de debatter, han havde deltaget i her på Folkemødet, var vores den bedste.
- Isak, tidligere indsat

Ashkan

Hej, mit navn er Ashkan, og jeg er 23 år.
Jeg er asylansøger fra Iran og bor på et asylcenter. Tidligere har jeg boet på et udrejsecenter.

Jeg har ofte oplevet, at der er mange fordomme om os, der bor på et udrejsecenter. Mange af de ting, der bliver sagt om et udrejsecenter, er forkerte, og det er i hvert fald altid negativt. Og samtidig har vi som beboere ikke selv en stemme i den offentlige samtale. Vi har ingen mulighed for at svare.

Derfor har jeg arbejdet meget på at oplyse folk og forsøge at være en stemme på vegne af os, der har boet på et udrejsecenter. Jeg vil prøve at bygge bro mellem ’dem’ og ’os’, og jeg føler lidt, det er mit ansvar at fortælle.

Jeg har skrevet digte, og så har jeg været ude at fortælle på skoler. Det føler jeg, har gjort en forskel. Særligt hos unge mennesker. Det føles som om, jeg har plantet noget medmenneskelighed i folk.

Celene

Hej, mit navn er Celene, og jeg er 26 år.
Jeg er studerende, og så har jeg været anbragt som barn, hvor jeg har boet på et børne- og ungehjem.

Jeg er med i Fortællerkorpset, da jeg møder mange, der har en helt forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være anbragt. Selv blev jeg anbragt, fordi min mor blev meget syg og ikke kunne rumme mig, og det havde ikke noget med omsorgssvigt at gøre. Når jeg siger til folk, at jeg har været anbragt, men har et rigtig godt forhold til min mor, så forstår de det ofte ikke. Jeg vil gerne være med til at bryde både fordomme og tabu om at være anbragt.

Mød Celene på video ved at klikke her.

Jeg står frem, da jeg møder mange, der har en helt forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være anbragt. Jeg vil gerne være med til at bryde både fordomme og tabu.
- Celene, tidligere anbragt

Naja

Hej, mit navn er Naja, og jeg er 17 år.
Jeg går på efterskole. Tidligere har jeg været anbragt på et børne- og ungehjem, og så har jeg været indlagt i psykiatrien sådan lidt ”on and off”. Jeg har en TikTok-profil, hvor jeg fortæller meget om mit liv, fordi jeg gerne vil sætte ord på alt det, der er svært, og hjælpe andre. Mange siger til mig, at det har hjulpet dem med at forstå bedre, hvad en anbringelse er – både dem, der måske selv skal anbringes, og dem, der slet ikke kender noget til det.

Jeg har også givet interview til nogle medier, fordi jeg synes, de voksne skal forstå os unge bedre. Mit vigtigste budskab er, at selvom vi er anbragt eller indlagt i psykiatrien, så er vi rigtige mennesker – ikke bare ”kommunebørn”.

Se indslag med Naja i Go' Aften Live på TV 2 ved at klikke her.

Oliver Bo

Hej, mit navn er Oliver Bo, og jeg er 26 år gammel.
Jeg læser til socialpædagog, og så er jeg frivillig i Ungdommens Røde Kors.

Jeg har været syg med blodpropper som barn og er stadig på blodfortyndende medicin. Min opvækst som alvorligt syg har gjort, at jeg i dag har konstateret PTSD. Jeg har arbejdet som frivillig på et hospital for at hjælpe andre børn og unge med at få et afbræk fra deres sygdom og bekymringer.

Nu har jeg valgt at dele min historie gennem Fortællerkorpset – en mulighed for at bruge mine egne erfaringer til at skabe forståelse og inspiration. Jeg vil vise, hvordan det er at vokse op med sygdom som en følgesvend, og hvordan det kan forme både ens modstandskraft og livssyn.

Læs min fortælling her.

For første gang har jeg åbnet op om nogle af de mest sårbare øjeblikke i mit liv – og modet til at gøre det kom ikke af sig selv. Det betyder alverden at mærke, hvordan min fortælling kan inspirere andre og skabe forståelse for livet med alvorlig sygdom.
- Oliver Bo, somatisk patient med PTSD

Sohrab

Hej, mit navn er Sohrab, og jeg er 25 år.
Jeg er flygtet fra Afghanistan som barn uden mine forældre. Jeg bor på et udrejsecenter, og jeg vil gerne fortælle om de forhold, vi lever under her, og mine tanker for fremtiden.

Jeg er vant til usikkerhed, for jeg har aldrig rigtig været i en sikker situation. Jeg ved bare, at jeg skal sørge for at klare mig bedst muligt.

På udrejsecentret er der mange mennesker, der bare har givet op. Man kan bare se det i øjnene på dem. Det er et voldsomt sted at være. Jeg bruger alle de muligheder, jeg har, for at komme ud og væk herfra en gang i mellem, så jeg kan bevare bare en del af livet. Jeg hænger på, alt hvad jeg kan, for at fortsætte min hverdag.

Jeg vil gerne læse, uddanne mig og blive klogere, men jeg føler jo, at jeg sidder fast her. Jeg har altid drømt om at blive læge. Når man er på min alder, skal man jo bruge sit hoved og blive klogere. Men på centret mangler der mulighed for at gå i skole og tage en uddannelse. Men det, jeg tænker mest på i hverdagen, er faktisk, at jeg bare mangler en hobby – at kunne spille fodbold eller træne.

Hør Sohrab holde tale på Folkemødet ved at klikke her.

Sofie

Hej, jeg hedder Sofie
Jeg er 23 år og er frivillig i en ungecafé på psykiatrisk afdeling og på Ferielejr.
Jeg er vokset op i den familie, der var udenfor og anderledes. Mine forældre var skilt, og vi havde ikke så mange penge. Det fyldte meget hos mig som barn og ung, at vi ikke var som de andre.

Som 14-årig havde jeg et selvmordsforsøg. Det blev et vendepunkt på godt og ondt. Siden dengang har jeg haft regelmæssig depression, og jeg har været i systemet hos kommunen. Jeg kom også på Ferielejr med Ungdommens Røde Kors.

De udfordringer, jeg selv har oplevet, er min motivation for at være frivillig, og jeg har en tatovering med navnet på ”min” Ferielejr. Jeg er med i Fortællerkorpset, fordi det kan gøre en forskel at dele sin historie og være ansigt på det, vi er mange, der går igennem. Det er ikke alle, der har lyst til at stå frem, så det er vigtigt, vi er nogen, som gør det.

Og så er det vigtigt for mig at vise mit barne-jeg, at jeg er blevet en voksen, jeg kunne være stolt af.

Jeg oplever at kunne bruge min egen erfaring fra psykiatrien til noget meningsfuldt. Det er ikke bare en mørk fortid, ikke bare et hul, jeg har været nede i gennem flere år. Det kan faktisk blive vendt til en ressource og en styrke.
- Frederikke, tidligere indlagt i psykiatrien

Karoline

Hej, mit navn er Karoline, jeg er 28 år uddannet kunsthistoriker.
Som barn blev jeg opereret i hjertet, da jeg havde en alvorlig medfødt hjertefejl. Siden har jeg fået fjernet hele tyktarmen og derfor fået ilestomi, og senest har jeg gennemgået en levertransplantation. Jeg har stiftet Vilslevgruppen, som arbejder for at sætte fokus på organdonation i Danmark.

Jeg har tre gange været med i kampagnen SygtUng med Ungdommens Røde Kors, og nu er jeg med i Fortællerkorpset for at sætte fokus på det at være ung med en alvorlig sygdom, både gennem min erfaring som organtransplanteret, samt erfaringer om at være ung og leve med stomipose. Mit håb er, at jeg kan være med til skabe større forståelse for et ungdomsliv præget af alvorlig sygdom, og især at det at stille mig frem som ung kvinde med stomi kan være med til at skabe et mere positivt og nuanceret billede af, hvad det vil sige at leve med ileostomi.

Melissa

Hej jeg hedder Melissa, og jeg er 24 år.
Jeg er lokalforperson for Ungdommens Røde Kors i Holbæk og frivillig på forskellige aktiviteter.
Jeg er frivillig, fordi jeg selv har haft en svær barndom: Jeg er vokset op i et fattigt hjem med misbrug og psykisk vold. Jeg har oplevet mobning og altid følt, at jeg ikke havde det samme som alle andre.

Jeg er med i Fortællerkorpset for at belyse nogle emner, vi ikke snakker nok om i samfundet. Når jeg fortæller, har jeg i baghovedet, at der nok er mindst én politiker, der lytter med. Mit mål er så at overbevise dén politiker om, at vedkommende skal gøre noget bedre for børn og unge.

I Fortællerkorpset kan alt det lort, jeg har været igennem som barn, bruges til at hjælpe andre, så det ikke er forgæves. Ellers ville det bare være personlige traumer for mig selv.