Fik leukæmi som 13-årig: Kræftramte Nikolai fandt styrke i hospitalscaféerne

Støt vores hospitalscaféer og gør en forskel for indlagte børn og unge. MobilePay et valgfrit beløb til 34622.

Du står på startblokken, og er klar til at styrte afsted til det længe ventede maraton, men da skuddet lyder, spurter de andre forbi dig. Du når aldrig at sætte i løb.

Sådan føltes det for Nikolai, da han i 2015 som 13-årig står på nippet til teenagelivet og får konstateret leukæmi. En blodkræft, der opstår i knoglemarvens bloddannende celler. Hvad, der følger, er et udmattende forløb, hvor Nikolai oplever mange bivirkninger ved den hårdføre behandling og tre gange får blodforgiftning.

I den periode kommer han ofte i ungecaféerne Kræftværket og senere HR. BERG, der begge ligger på Rigshospitalet og har aktiviteter, som bemandes af frivillige fra Ungdommens Røde Kors.

”Hospitalscaféerne har været en stor del af mit liv under min sygdom. Det var ikke den overgang til ungdomslivet, som jeg ønskede mig, men det var dejligt, at jeg kunne ses med andre unge uden navneskilte og hvide kitler. Uden bekymrede øjne og uden at blive dømt,” fortæller Nikolai.

Kræften er en udvej
Han og familien kan juble over, at Nikolai konstateres kræftfri i 2016, men den 14-årige dreng føler sig alligevel sat til vægs af sine jævnaldrende klassekammerater, der har sprintet videre i ungdommen, mens han lå syg.

Andre ting bliver pludselig også altoverskyggende.

”Da jeg kommer ud på den anden side, bliver det tydeligt, hvor ødelagt og syg, jeg egentlig var før kræften,” fortæller Nikolai, der i dag er 20 år gammel og bor på Nørrebro.

Faktisk viser kræftsygdommen sig at have været en slags ’pause’ for Nikolai. En udvej, som han kalder det. Lige så lang tid, han kan huske, er han blevet mobbet i skolen, og psyken har altid været hård at danse med.

”Jeg føler mig reddet af mit kræftforløb, fordi mit liv var så besværligt og hårdt inden. Det var en tarvelig udvej, men i øjeblikket virkede det bare, som et bedre alternativ.”

Hospitalscaféerne var filterløse
I dag har Nikolai fået konstateret borderline, bipolar og ADHD og bliver behandlet i psykiatrien med både medicin og terapi.

”Det er hårdt at se skolevennerne være i gang med en uddannelse og være flyttet hjemmefra. De er bare styrtet forbi mig.”

Selvom klassekammeraterne fra folkeskolen stadig kun kan anes langt ude i horisonten, er Nikolai dog kommet ud af startblokken. Og uanset, at det går lidt langsommere, har udredningen af hans psykiske lidelser gjort, at han nu kan håbe på en lysere fremtid.

Nikolai drømmer om at arbejde med musik og blive uddannet pædagog, og så har han en gruppe af venner, der er så tætte, at de for ham er ligesom familie.

Det har hjulpet ham at turde at være mere åben over for andre. En læring han tog med sig fra hospitalscaféerne.

”Man kan hurtigt blive stemplet for de lidelser, man har, og jeg havde svært ved at åbne mig op. Men i caféerne kunne vi tale om alt. Det var filterløst, og det har jeg virkelig sat pris på.”