Ferielejr er case i nyt projekt om digitale medier i fritidslivet
NOVEMBER, 2025: Mobilfri eller snapchat-streak på Ferielejr? Mary Fonden og Mandag Morgen har taget Ferielejr med som case i et nyt projekt om digitale medier i fritidslivet. Vores ferielejre er som udgangspunkt mobilfri, men de frivillige på hver lejr har mulighed for at lave særlige regler med begrænset mobiltid. I casen deler to seje frivillige deres erfaringer med det.
Mange af børnene ser lejr som en hellig lille boble,
hvor man ikke behøver at forholde sig til, hvad der sker derhjemme i familien, eller hvad der sker med dem fra skolen, der måske kan være tarvelige. De kan bare få lov at være i et helle.
- Cæcilia, lejrleder på en børnelejr.
Mobiltelefoner er ofte hverdagens forlængede arm, hvor forpligtelser og bekymringer hele tiden kun er et klik væk, så vi skal værne om det særlige frirum, der er på ferielejr. Men sociale medier fylder mere og mere hos børnene og de unge, og det åbner op for nye dilemmaer og udfordringer, der kan kræve tilpasning.
Især den der ’snap streak’
er noget, vi har kunnet mærke. Udviklingen har gjort, at vi har givet dem det kvarter, hvor de kan få deres telefon. Ofte leverer de faktisk selv deres telefon tilbage ret hurtigt, fordi de ikke skal bruge den.
- Loise, lejrleder på en ungdomslejr
På flere lejre oplever vi, at et kvarters telefontid om dagen betyder, at børnene er endnu mere til stede på lejren resten af tiden.
Vi er glade for at kunne bidrage til projektet. Og tak til Mary Fonden og Mandag Morgen for at lytte til vores seje frivillige på ferielejr – de ved, hvad de taler om!