Værksted

    Efter Life Skills: Jeg har fået mere selvtillid

    Tre gange kom Ungdommens Røde Kors på besøg med deres forløb i Life Skills hos Sundhed & Omsorg på FGU Nordvestsjællands skole i Svebølle. Formålet var at lære eleverne, hvordan de bedre kan forstå sig selv og hinanden.

    Af Lotte Scharff,
    pressekonsulent hos FGU Nordvestsjælland

     
    Tre forløb. Det var dét, der skulle til, for at Mads begyndte at tro meget mere på sig selv og sine egne evner.

    Den 19-årige elev på fagtemaet Sundhed & Omsorg deltog aktivt i de tre forløb med Life Skills, som Ungdommens Røde Kors har afholdt på FGU Nordvestsjællands skole i Svebølle i løbet af efteråret.

    ”Jeg har fået meget mere perspektiv på tingene. Og så har jeg lært nogle nye ting om andre mennesker”, siger Mads, der også mener, at forløbet i Life Skills har givet ham meget mere mod på tilværelsen.

    Lærer en masse om sig selv og hinanden
    Forløbet i Life Skills bliver afholdt i et ung-til-ung-perspektiv med unge frivillige. Det består af tre forløb, der igen er inddelt i tre niveauer.

    I det første forløb får de frivillige fra Ungdommens Røde Kors deltagerne til at føle sig så trygge, at de tør udveksle synspunkter, mens de samtidig lærer, hvordan de kan håndtere hverdagens problematikker og de mange samfundsudfordringer, så det giver mening for den enkelte.

    På den måde bliver eleverne opmuntret til at få udviklet deres egne holdninger i takt med at deres selvtillid og selvbevidsthed vokser.

    Det kan Mads og hans faglærer, Morten Christoph Olsen nikke genkendende til.

    ”Nu kan jeg bedre udtrykke mig og sætte flere ord på, hvis der er noget, jeg er usikker på. Jeg føler også, at jeg i dag meget bedre ved, hvordan jeg skal forholde mig til noget, hvor jeg før har været usikker”, forklarer Mads og tilføjer:

    ”Jeg har fået mere selvtillid”.

    Omsorg og Sundheds faglærer har under forløbet også lagt mærke til, at hans elever har fået et godt indblik i hinanden.

    ”De har lært, at vi alle sammen er forskellige. Meget af forløbet har også gået ud på, at de har skulle lære og forstå hinanden. Og rumme hinandens forskelligheder. Det kan jo være svært med en klasse med 24 forskellige personligheder i”, fortæller Morten Christoph Olsen.

    Ud med energidrikkene
    Hans hold består af en blanding af 1. og 2. års elever, der også har skullet finde hinanden i løbet af efteråret.  Det har forløbet i Life Skills hjulpet stærkt med til.

    ”Der er kommet en meget bedre gruppedynamik i holdet. Jeg har også aktivt meldt mit hold til, fordi der var et behov for, at eleverne også lærte nogle ordentlige leveregler. Og det er faktisk lykkedes mig at få indtaget af energidrikke ned, så det i dag er meget sjældent, jeg ser dem drikke energidrikke i skolen”, lyder det fra en meget tilfreds stamlærer.

    Han har kun godt at sige om forløbet i Life Skills, der har hjulpet hans elever af med flere problematikker.

    ”Vi har arbejdet meget med, at det som voksen er helt ok at bede om hjælp, selv om eleverne ser det som at tabe ansigt, som de oplever som et nederlag. Dem har de jo oplevet mange af i deres liv, men nu ser jeg dem spørge hinanden om hjælp. Lige som de også er blevet meget bedre til at spørge hinanden om deres privat problemer”, siger Morten Christoph Olsen.

    Mads
    Life Skills_FGU Nordvestsjælland Mads_Ungdommens Røde Kors

    Læs mere og book et forløb i Life Skills

    Læs mere og book et forløb i

    FAKTA

    Niveauerne i Life Skills:

    • Niveau 0: Om at skabe trygge udviklende og tillidsfulde rum.
    • Niveau 1: Om at leve med sig selv. Her er fokus på at forstå sig selv og på at håndtere ens personlige følelser og reaktioner respektfuldt og konstruktivt.
    • Niveau 2: Om at leve med sig selv og andre. Her er fokus på at indgå i, fungere i og skabe konstruktive fællesskaber.
    • Niveau 3: Om at leve i samfundet. Her er fokus på de unges rolle som aktive medborgere, der bidrager med konkret og positiv forandring i samfundet.

    Fotos: Charlotte Quitzau & Morten Christoph Olsen