Barselsvikariat: Projektmedarbejder med flair for frivilligledelse søges til sikrede institutioner og mentoring
Vi søger en sej projektmedarbejder, der vil være med til at styrke og udvikle vores indsatser for udsatte og kriminalitetstruede børn og unge på sikrede institutioner samt understøtte vores mentorordninger for børn og unge i København og Syddanmark.
Sikrede institutioner
En sikret institution er en specialiseret lukket døgninstitution. Unge, som bor på sikret institution, har sociale udfordringer, er på kant med loven eller afsoner en dom. Fælles for dem alle er, at de har en svær barndom, en følelse af ensomhed og et ønske om et frirum, hvor man bare kan være ung og få en pause. I 2022 opstartede Ungdommens Røde Kors en række frivilligbaserede indsatser på de sikrede institutioner, som havde til formål at skabe et frirum for de unge anbragte, hvor de kan få lov til at sætte livet på institution og de bekymringer, som medfølger, på pause for en stund. Vi ved nemlig fra forskning, at unge med sociale udfordringer, der er på kant med loven, har brug for positive rollemodeller.
Nu skal vores kollega på barsel, og vi har brug for flere kræfter til at styrke, udvikle og udvide vores indsats.
Din rolle
Du bliver projektmedarbejder for vores ”ungecaféer”, hvor unge URK-frivillige kommer ind på institutionen og laver aktiviteter med de unge – f.eks. laver aftensmad eller spiller spil. Det er et ungerum, hvor man kan spejle sig i andre ”almindelige” unge og det vigtigste er, at de mødes i et trygt og ligeværdigt fællesskab, hvor de fx kan øve sig i at indgå i relationer med andre. Vi har caféer på tre sikrede institutioner og ungeafdelinger i et fængsel. Du vil bidrage til at understøtte de frivillige i at give de unge et tiltrængt pusterum fra en ensformig og nogle gange svær hverdag.
Udover de igangværende ungecaféer skal vi I 2025 udvide til to nye institutioner samt udvikle og teste nye læringsaktiviteter, der skal styrke de unges kompetencer til at kunne klare livet under og efter institutionen. Aktiviteterne skal bl.a. give de unge redskaber til at håndtere bekymringer om fremtiden og støtte dem i at opnå kompetencer til, hvordan man indgår i et positivt ungefællesskab.
Dine opgaver
- Ansvar for ledelse og understøttelse af frivillige i ungecaféerne – herunder bidrage til motivering, give sparring om fx grænsesætning, samt rekruttering og uddannelse af nye frivillige. Du vil få det direkte ansvar for én eller flere frivilliggrupper og sikre, at de kan drive velfungerende caféer.
- Samarbejde og løbende dialog med personale og personaleleder på de sikrede institutioner. Ansvarlig for, at samarbejdsaftalerne opretholdes.
- Bidrage til udvikling og implementering af læringsaktiviteter med inddragelse af personale, frivillige og unge – alt efter dine kompetencer.
- Understøtte evalueringssporet i indsatsen og understøtte samarbejdet med vores eksterne evaluator.
- Mulighed for at bidrage til kommunikation og fortalerarbejde ved at give faglig sparring til kommunikationsafdelingen ud fra din viden om området og være bindeled til de unge - alt efter dine kompetencer.
- Bidrage til etablering og opstart af to nye ungecaféer i Region Midtjylland
Som du kan se, kan dine arbejdsopgaver variere afhængigt af dine kompetencer.
Mentoring
Alt for mange børn og unge lider i dag af ensomhed og mistrivsel. De oplever at blive mobbet, ikke at have nogen venner, at have svært ved at følge med i skolen og i det hele taget at mangle tryghed og glæde i deres hverdag. Gennem Ungdommens Røde Kors’ mentorordninger får ca. 70 børn og unge i sårbare og udsatte positioner hvert år en ung frivillig mentor, som de kan stole på, og som hjælper dem med både det sociale og det faglige. Fokus for ordningerne er, at det er den unges forandringsønske, der er i centrum og det kan fx være, at de vil lære at række hånden op i skolen eller kunne tage bussen selv. Det kan lyde banalt, men det kan være store barrierer for deres trivsel i hverdagen.
I 2023 opstartede vi et nyt projekt med mentorforløb for unge på tre psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark med formålet at støtte dem i overgangen til udskrivelse og deres tilbagevenden til et ”almindeligt” ungdomsliv. Når indlæggelsen er slut eller den unge udskrives fra ambulant behandling eller psykiatri, mangler flere hjælp til at klare hverdagen, og de føler, at de står alene med de praktiske udfordringer i en særligt sårbar tid.
Mentoring er en støtte til de børn og unge, der ikke selv har nemt ved at finde vej ind i fællesskaber eller i livet. Formålet er at give dem selvværd og en tro på, at de godt kan.
Din rolle
Som projektmedarbejder på vores mentorområde, bliver du koblet op på vores tre faste ordninger; to i København og én samlet ordning for psykiatrien i Region Syddanmark (Esbjerg, Aabenraa og Vejle). Din rolle bliver at understøtte og følge op på mentorordningerne i Københavnsområdet, hvor vi også har hjælp fra en administrativ student. Du vil have kontakten til samarbejdspartnere i Københavns Kommune herunder byens borgercentre for børn og unge samt Børne- og Ungdomsforvaltningen på Nørrebro-Bispebjerg.
Du vil også få ansvar for matching og opstart af mentorforløb i psykiatrien i Region Syddanmark, hvor vi i 2025 fortsætter med at tilbyde unge i psykiatrien en frivillig mentor i overgangsperioden til udskrivelse.
Dine opgaver
- Ansvar for rekruttering, uddannelse og motivation af mentorfrivillige – herunder yde sparring på mentorforløb samt bidrage til regelmæssig og løbende opfølgning og støtte. Du vil desuden arbejde tæt sammen med en organisatorisk frivilliggruppe, som understøtter arbejdet med opstart af mentorforløb.
- Samarbejde med partnere på mentorområdet: alt fra kommunale medarbejdere i KBH til personale på hospitalsområdet og forældre.
- Projekt- og økonomistyring – alt efter dine kompetencer.
- Strategisk udvikling af området ift. økonomisk robusthed, kvalitet, skalering og positionering – alt efter dine kompetencer.
- Udvikling og implementering af et anvendeligt og effektundersøgende evalueringsspor – alt efter dine kompetencer.
- Kommunikation af indsatsen via sparring med kommunikationsafdelingen.
På både de sikrede institutioner og mentoring bliver du projektmedarbejder i to projektteams, der består af en projektleder, en projektmedarbejder og en eller flere studenter og eventuelt universitetspraktikant. Vi har en flad samarbejdsstruktur med højt til loftet, hvor du har mulighed for at få et stort ansvar ud fra dine kompetencer og dit drive.
Hvad forventer vi af dig?
Vi leder efter en projektmedarbejder, som har et hjerte, der banker for at gøre en forskel for børn og unge i sårbare og udsatte positioner, og som vil heppe på de sejeste unge frivillige i URK.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant akademisk uddannelse og erfaring med projektledelse og -koordinering.
- Har erfaring med og motiveres af at arbejde med unge frivillige – også i de svære dilemmaer. Du skal kunne omfavne potentialerne og udfordringerne ved at gøre en forskel gennem frivillige.
- Er god til både mennesker og Excel.
- Kommer med et skarpt blik for, hvordan vi kan videreudvikle vores indsats på de sikrede institutioner samt mentorområdet fx ved at have viden om børn og unges trivsel, kriminalitet, eller tilsvarende.
- Er mere generalist end specialist og er fleksibel ift. nye opgaver og ansvarsområder, når muligheden og behovet for dette opstår.
- Er god til selvledelse og er en realistisk planlægger.
- Er god til samarbejde med forskellige interessenter og aktører – fra lokale frivillige og unge indsatte/anbragte, til ledere, personale, kommunale medarbejdere og andre samarbejdspartnere.
- Har gerne viden og interesse for anbringelsesområdet eller kriminalitet og/eller mentoring for børn og unge
- At du stoler på din egen dømmekraft, kan træffe beslutninger på egen hånd og kan trives i et omskifteligt miljø, hvor der ikke er langt fra idé til handling.
Og hvad kan vi tilbyde dig?
Ungdommens Røde Kors er en sund og stor ungdomsorganisation med cirka 60 dygtige og engagerede kolleger. Du får masser af ansvar fra den første dag, du træder ind ad døren. Vi udfordrer hinanden fagligt og dyrker det sociale fællesskab med hinanden.
Stillingen er på 37 timer og er placeret på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat på Hejrevej 30 i København NV. Stillingen er i udgangspunktet tidsbegrænset til 31/10-2025. Vi tilbyder ansættelse efter overenskomst med lønindplacering efter anciennitet og betalt frokostpause. Der er mulighed for stor fleksibilitet til at tilrettelægge din arbejdstid.
Ansøgningsfristen er onsdag d. 1. december 2024 med forventning om ansættelse pr. 1. februar (eller efter aftale) 2025. Der er samtaler fredag den 6. december 2024 og en eventuel anden runde torsdag d. 12. december 2024. Det er en forudsætning for ansættelse, at du giver samtykke til, at vi må indhente børneattest i forbindelse med ansættelsen og løbende gennem ansættelsesforholdet.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kristine Frederiksen (kristine@urk.dk), som er programkonsulent på de sikrede institutioner og mentorområdet eller programchef Klaus Ljørring Pedersen (klaus@urk.dk).