Amalie Vilslev er ny ambassadør på #SygtUng-kampagne: Måtte se døden i øjnene som 17-årig
SEPTEMBER 2021: Ungdommens Røde Kors præsenterer Amalie Vilslev som ny ambassadør for #SygtUng. Kampagnen sætter fokus på Ungdommens Røde Kors’ 15 hospitalscaféer på børne- og ungeafdelinger landet over og vigtigheden af sygdomspauser under indlæggelse.
Opdatering: Vi er dybt berørte over, at 21-årige Amalie Vilslev ikke længere er iblandt os.
Amalie havde en alvorlig lungesygdom og var under sit sygdomsforløb en fantastisk forkæmper for at bryde tabu om at være ung og leve med en sygdom. Både på sin egen Instagram, hvor hun lod sine følgere komme helt tæt på sit liv som lungepatient og døende. Og som ambassadør for vores kampagne #SygtUng.
Vi lærte Amalie at kende, da hun kom i ungecaféen HR BERG på Rigshospitalet, hvor vores frivillige laver sociale aktiviteter med de unge, der er indlagt i længere tid. Her fandt Amalie et unikt fællesskab med de andre patienter og frivillige og et frirum fra sin sygdom, har hun fortalt.
Herefter virkede det helt naturligt for Amalie at stå frem og dele sin fortælling og være en rollemodel for andre unge, der lider af alvorlige sygdomme.
Vi ved, at Amalie har gjort en stor forskel for andre – med sin livsglæde og sit positive sind, som rollemodel og som frivillig for Ungdommens Røde Kors.
Ære være Amalies minde
Amalie Vilslev forstår om nogen, hvor vigtigt det er med et frikvarter fra sygdom, når man er ung og indlagt på et hospital i længere perioder.
Som 17årig blev hun tvunget til at se døden i øjnene, da hun pludselig fik åndenød af de mest simple gøremål. Herefter fulgte et langt forløb med mange indlæggelser og i sidste ende: Et sæt nye lunger.
Under sine mange indlæggelser benyttede Amalie sig af Rigshospitalets ungecafé HR. BERG, som er bemandet af frivillige fra Ungdommens Røde Kors om aftenen.
”Ungecaféen har betydet alt for mig under mine indlæggelser. Det har været mit frirum til at komme ud fra min afdeling, hvor der kun er ældre mennesker, og hvor det er svært at finde nogle at snakke med. At komme ned på caféen og møde andre unge, der også har det svært, det var bare guld værd,” fortæller Amalie.
Derfor er 20-årige Amalie ambassadør for kampagnen #SygtUng, der sætter fokus på netop Ungdommens Røde Kors’ hospitalscaféer for børn og unge på landets hospitaler. Bliv klogere på #SygtUng-kampagnen 2021.
Jeg har sagt ja,
fordi jeg ved, hvor vigtige ungecaféerne er, og hvor meget positivt de gør for ens psyke. Caféerne hjælper med et frirum til børn og unge, så de kan lave noget andet end hele tiden at snakke om sygdom og være sammen med læger og sygeplejersker.
- Amalie Vilslev, 20 år, tidligere lungepatient og #SygtUng-ambassadør