Alis anbefalinger
"Der skal være mulighed for uddannelse eller beskæftigelse, mens du er i asylsystemet."
Ali er 21 år, har søgt asyl som politisk flygtning fra Tyrkiet og bor på udrejsecenter. Læs hans anbefalinger til en Unge-reform af asylsystemet her.
”Jeg er 21 år, men jeg føler mig som en på 40.”
Sådan beskriver Ali det at være ung i det danske asylsystem og bo på udrejsecenter.
”Det er meget stressende ikke at vide, hvad der skal ske, mens ens sag bliver behandlet,” fortæller han.
Vi har spurgt Ali, hvad han mener, der skal til for at skabe bedre plads til et godt ungdomsliv i asylsystemet. Ali peger på bedre muligheder for at tage en uddannelse eller have et arbejde, selvom ens asylsag er ved at blive behandlet.
”Jeg er håndværker, og det danske arbejdsmarked mangler mig. Jeg havde også fundet en arbejdsplads, som ville ansætte mig. Jeg kunne tjene penge og betale skat, så jeg ikke skal modtage ydelser, men det kan ikke lade sig gøre. Egentlig vil jeg bare gerne bidrage til samfundet,” siger Ali.
Sammen med de børn og unge, vi møder hver uge på landets asyl- og udrejsecentre, har vi i Ungdommens Røde Kors udviklet fem konkrete, politiske forslag til en Unge-reform af asylsystemet. Vi har samlet forslagene i oplægget Ung på Trods.
Budskabet fra os og flere end 60 børn og unge i asylsystemet er klart: Dit liv skal ikke gå i stå, bare fordi du er på et asylcenter. Giv plads til ungeliv i asylsystemet.
Find vores fem anbefalinger til en unge-reform af asylsystemet her.