Træn facilitatorer i Life skills i Etiopien

    Vil du med URK til Etiopien d. 15. – 24. februar 2025? Har du stor erfaring med URK’s ung-til-ung tilgang herunder Life Skills samt Sprint og har du lyst til at sætte de erfaringer i spil i Etiopien? Lige nu søger vi 2 frivillige til en spændende rejse til Etiopien.

    Lidt om opgaven

    I Etiopien samarbejder URK med Etiopien Røde Kors om at lave meningsfuldt arbejde med unge, som fokuserer på at styrke unges kompetencer og engagement lokalt. I 2024 startede vi sammen et nyt ungeprojekt, som er en del af et større EU-projekt. 

    Etiopien er et etnisk mangfoldigt land, som har oplevet komplekse kriser på grund af langvarige interne konflikter, naturkatastrofer og en høj grad af intern fordrivelse af befolkningsgrupper. Det har skabt konflikter mellem befolkningsgrupper, hvilket har svækket den sociale sammenhængskræft i landet. Unge spiller en helt unik rolle i arbejdet med at promovere dialog, fredelig sameksistens og i arbejdet med at bygge bro mellem disse grupper. Formålet med dette projekt er derfor at styrke unge, så de kan være med til at skabe positive forandringer og bidrage til at styrke den sociale sammenhængskræft i deres lokalområde. Det betyder helt konkret, at der blandt andet skal laves en masse Life Skills og Sprint! 

    I den nuværende fase af projektet er der fokus på at styrke kapaciteten af frivillige og ansatte i Etiopien Røde Kors og at tilpasse vores ung-til-ung metoder så de passer til virkeligheden i Etiopien. 

    Som noget af det første skal 20 lokale unge Røde Kors frivillige trænes som facilitatorer i Life Skills – og det er det vi skal nu!

    Muligheden

    URK metoderne Life skills og Sprint er nogle af grundstenene i projektet og derfor skal ansatte og frivillige i Etiopien Røde Kors klædes rigtig godt på til at udrulle aktiviteterne. Sammen med en internationale konsulent fra URK, skal du afholde en 2-dages træning i Sprint og en 4-dages træning i Life Skills. Formålet er at klæde deltagerne fra Etiopien Røde Kors på til rollen som Life Skills facilitatorer og introducere dem for Sprint. Efter træningen skal de afholde kurser for andre unge i Life Skills.  

    På denne tur, vil du altså få mulighed for at planlægge og afholde et inspirerende og lærerigt kursus sammen med en URK-konsulent og en medfrivillig. Du vil møde lokale unge dedikerede frivillige ildsjæle, lave masser af sjove energizers og facilitere øvelser i Life Skills fra en ny manual lavet til dette projekt og område. 

    Rejsen går til Addis Ababa (Etiopiens hovedstad), og datoerne er fra d. 15. – 24. februar 2025 (dato afhænger af fly).

    URK dækker alle udgifter inklusiv transport, ophold, forplejning, vaccinationer, osv.

    Om dig

    Du er frivillig i en af URKs mange aktiviteter eller lokalafdelinger i Danmark. 

    Derudover forventer vi, at du: 

    • Har en god forståelse og kendskab til URKs ung-til-ung tilgang
    • Har erfaring med at facilitere Life skills workshops 
    • Har kendskab til URKs Sprint metode
    •  Kan begå dig frit på engelsk og føler dig tryg ved at facilitere og interagere med unge frivillige på engelsk. 
    •  Er nysgerrig, har gå-op-mod og lyst til at opleve URKs internationale engagement helt tæt på. 

    Vi tilbyder

    • Et unikt indblik i Røde Kors’ og URKs internationale arbejde
    • En unik mulighed for at møde unge frivillige fra Etiopien Røde Kors 
    • Erfaring med at facilitere workshop i et internationalt projekt
    • En spændende rejse til Addis Ababa, Etiopien med alt betalt

    Forberedelse
    Inden afrejse bliver du grundigt sat ind i planen for rejsen. Du får ansvar for at stå for nogle øvelser og opgaver, med støtte og hjælp fra konsulenten. Alt forberedelsesarbejdet foregår i tæt koordination med den konsulent, som du skal rejse med. 

    Du forventes at sætte tid af til 2-3 planlægningsmøder, online eller fysisk, inden afrejse. Forvent også at bruge en del tid på praktiske forberedelser til rejsen. Du skal desuden deltage i en sikkerhedsbriefing og få de nødvendige vaccinationer.

    Ansøg
    Er du interesseret i at være frivillig på denne rejse, så udfyld og send vedhæftede ansøgningsskema, hvor du beskriver din motivation for at skulle med på rejsen og din erfaring med frivilligt engagement i URK. 

    Send din ansøgning til International konsulent Julie Madsen på urkberedskabet@urk.dk senest onsdag d. 18. december. 

    Har du spørgsmål er du også velkommen til at skrive til os på ovenstående mail.

    Vi glæder os til at høre fra dig!

    Download ansøgningsskemaet
    her