de flygtede_ungdomsbureauet_flygtning_mentor_skrive_frivillig_ungdommens røde kors

    De Flygtede: 22 fortællinger om at være ung flygtning i Danmark

    Samarbejde med Ungdomsbureauet

    Både Ungdomsbureauet og Ungdommens Røde Kors har som mission at skabe muligheder for, at alle unge i Danmark bliver hørt og får troen på at de kan og lysten til at engagere sig i samfundet – til fordel for dem selv og andre. 

    Europa oplever i disse år den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig. Over 65 millioner mennesker er på flugt. En stor del af disse er børn og unge mennesker, og deres historier bliver ofte overset eller drukner i tal og påstande.

    I bogprojektet De Flygtede fortæller 22 unge flygtninge i Danmark deres historie om deres liv med tanker, drømme, håb og bekymringer. De gør op med fordommene og fortæller åbent ærligt og tankevækkende.

    Mere end bare en bog
    De unge flygtninge indgår i en en-til-en-relation med en frivillig skrivementor, der fungerer som samtale- og sparringspartner og hjælper med at få de unge flygtninge til at reflektere over det at have flygtet og dernæst udvikle og skrive den personlige historie.

    ”Relationen mellem flygtningen og skrivementoren har betydet alt. De har selvfølgelig hjulpet med sprog og redigering, men de har også fungeret som samtalepartnere, og møderne har været kulturmøder mellem parterne. En af flygtningene fik hjælp til at forstå forskellen mellem Congo og Danmark, og her havde skrivementoren en vigtig rolle. Hun kunne svare på spørgsmål som f.eks. hvorfor man ikke kunne spise grillkylling i en biograf.”

    - Olav Hesseldahl, Stifter og projektchef i Ungdomsbureauet

     

    Gode til forskellige ting
    Ungdommens Røde Kors’ rolle i projektet har blandt andet været rekruttering af skrivementorer og at bidrage med erfaringer med en-til-en-relationer til sårbare målgrupper, mens Ungdomsbureauet blandt andet varetog kontakten til flygtningene og gav sparring i skriveforløbene.

    ”I Ungdomsbureauet fokuserer vi på at få unge til at udtrykke sig mere. Det er dét, vi er gode til, men vi er ikke nødvendigvis gode til at have med udsatte at gøre eller rekruttering af mentorer. I alt, hvad der vedrørte den del af projektet, har det været afgørende med Ungdommens Røde Kors’ hjælp.”

    - Olav Hesseldahl

    Vidste du...

    at projektet er finansieret af EU-Kommissionens Erasmus+ program og Spar Nord Fonden?

    Da jeg var omkring 15 år, drømte jeg om at få kørekort, købe en bil, få mit eget værksted, købe et hus, blive gift og få en familie. Men den drøm og alle andre syreres drømme blev blæst væk i det øjeblik, krigen brød ud. Jeg har stadig de samme drømme i dag, men det er dyrt at købe en bil og et hus i Danmark, så måske går de aldrig i opfyldelse. Men livet går videre, og nogle gange går det godt, og andre gange går det ikke så godt. Nogle drømme går i opfyldelse, og andre gør ikke

    - Ahmed Rahim, flygtning fra Syrien i De Flygtede

    Vil du høre mere om at samarbejde med Ungdommens Røde Kors?