Med kampagnen #SygtUng sætter Ungdommens Røde Kors fokus på vores indsatser på hospitalsområdet for indlagte børn og unge. Det gør vi ved at skabe opmærksomhed om og samle ind til vores 15 hospitalscaféer landet over, hvor syge børn og unge kan få et frirum og en pause fra sygdom..
Det er en kæmpe udfordring at være syg og indlagt som barn og ung. På hospitalernes somatiske og psykiatriske afdelinger lever man ikke kun med smerter og utryghed, ens normale børne- og ungdomsliv går samtidig i stå.
Når børn og unge er indlagt i længere tid, er det afgørende at bringe en form for almindeligt ungdomsliv ind på hospitalet.
Derfor sætter Ungdommens Røde Kors sygdom på pause i vores 15 hospitalscaféer rundt omkring i Danmark. Her får indlagte børn og unge et frirum, hvor de kan glemme alt om medicin og behandling og få et frikvarter fra sygdom.
Når man er syg,
er det træls hele tiden at skulle tænke på det. Så er det rart at have et rum, hvor man kan være sig selv og ikke tænke på medicin og sygdom.
- Cille, barn og tidligere indlagt med leukæmi, om hospitalscafé
De bryder tabuet
Alex, Sara og Amalie er ambassadører for #SygtUng. De sætter fokus på at være ung og samtidig leve med en psykisk eller fysisk/somatisk sygdom.
Virkeligheden for flere unge er nemlig en hverdag præget af sygdom og indlæggelse, og hvor en stor del af ungdomslivet bliver brugt på et hospital. Det kan være forbundet med tabu, og Alex, Sara og Amalie hjælper os med at gøre op med dette.
Ambassadørerne har selv haft mental mistrivsel og langvarig indlæggelse inde på livet. De forstår begge vigtigheden af en pause fra sygdom og mødet med andre unge under et hospitalsophold, og at steder som Ungdommens Røde Kors' hospitalscaféer er essentielle samlingspunkter for børn og unge under en indlæggelse.
De frivillige på hospitalscaféerne
har en anden troværdighed. De har ofte været i en lignende situation som patienterne, der gør, at de taler sammen på en anden måde. Som fagpersoner har vi selvfølgelig en teoretisk viden, men på dén pallette kan vi ikke være med.
- Mikkel Rasmussen, ledende overlæge ved Psykiatrisk Afdeling Vejle