Jeg er ikke min sygdom_ungdommens røde kors_frivillig

    Jeg er ikke min sygdom 

    Fortællinger om at ville leve og være ung

    I efteråret 2018 gik 10 modige, sygdomsramte unge på scenen i forestillingen ”Jeg er ikke min sygdom”. Her greb de mikrofonen for at fortælle om kampen for et godt ungdomsliv på trods af diagnoser og indlæggelser.

    Med deres historier inviterer de unge os ind i deres virkelighed for at skabe forståelse, dialog og forandring.

    Forstillingen blev skabt i samarbejde med C:NTACT med støtte fra Egmont Fonden. Den spillede seks gange for fulde huse på Edison Scenen i København og har derefter turneret rundt 10 steder i landet, blandt andet på Ungdommens Folkemøde, uddannelsesinstitutioner og konferencer.

    Ved udgangen af 2018 er de unges fortællinger blevet fremført for flere end 3.500 publikummer.

    Der er stadig mulighed for at booke forestillingen i forskellige formater og spillelængder, som kan tilpasses til både uddannelsesinstitutioner, konferencer og teatre.
    Ønsker du mere information, kan du skrive til ung@urk.dk.


    Mød nogle af de unge fra forestillingen

    Sygtung_Forestilling_portræt_karsten

    Karsten

    Karsten var en ung mand med fart på. Han festede torsdag, fredag og lørdag. Og så tog han stoffer og kørte rundt på sin tunede knallert i Sønderjylland. En dag svigtede hans nyre. Og så gjorde den det igen. Efter utallige timer i dialyse-apparat og to nyretransplantationer er Karsten genopstået. I dag laver han frivilligt arbejde og bor i kollektiv i Rødovre.

    Sygtung_forestilling_portræt_Annemette

    Annemette

    Annemette lever med den uhelbredelige immunsygdom FSGS. De sidste 15 år har hun brugt det meste af sin tid på landets hospitaler med en dødsdom hængende over sig.
    Når Annemette ikke var indlagt, var hun for syg til at gå i skole. Alligevel lykkedes det hende at blive student i 2014. Og til sommer bliver hun færdiguddannet som ergoterapeut.

    Sygtung_forestilling_portræt_sara

    Sara

    Som 13-årig blev Sara diagnosticeret som atypisk autist. Titlen har hun ikke noget imod, men de bivirkninger, der har fuldt med den, har været barske. For det kan være svært at få stillet en diagnose og blive en del af systemet. Et system fuld af medicin, som man gerne vil ud af. Sara kender alt til kampen. Men i dag har hun vundet og står på egne ben!

    Sygtung_forestilling_portræt_noa

    Noa

    Som 2-årig blev Noa ramt af to blodpropper. En i hjertet og en i hjernen. Ifølge lægerne kunne blodpropperne have dræbt ham. Noa har levet med talebesvær og spastiske lammelser lige siden. Men han har også været på CP-landsholdet i fodbold og i dag er han atlet for Danmarks paralympiske landshold.