Ferielejr_2018_UngMoo_Ungdommens Røde Kors

    Børn fortjener den sejeste sommer
     

    Sej Sommer

    Sommerferien kan hurtigt blive alt for lang og kedelig, hvis man ikke skal på ferie. Alle vennerne er rejst, dagene snegler sig af sted, og man har måske ikke så meget at fortælle om, når skolen starter igen.

    På Sej Sommer flyver tiden af sted, og børnene har MASSER at fortælle, når skolen starter igen. Vi fylder en hel uge med aktiviteter og sjove oplevelser – og vi tør godt love, at det bliver fedt! Det er gratis at deltage i alle aktiviteterne, og der vil blive sørget for frokost alle dage. Lejren foregår i dagstimerne, så du skal ikke overnatte. Det eneste, du skal gøre, er at få dine forældre til at tilmelde dig, så du kan få den sejeste sommer.

    Nye venskaber i lokalområdet
    Sej Sommer foregår i Valby i uge 28. På lejren deltager du sammen med 30-40 børn mellem 8-12 år, og du får en uge med masser af oplevelser og nye venskaber.

    Tiden står aldrig stille og bliver fyldt ud med alt fra bondegårdsbesøg og ture til Den Blå Planet, til sjove lege og mad over bål. 

    Formålet med Sej Sommer er at give børn, der har brug for det, en pause fra en hverdag, der ikke altid er lige let. Som ugen går, får børnene nye kammerater og nogle fede oplevelser, de kan fortælle deres kammerater om, når de starter i skole igen.

     

     

    De voksne er søde. De er ikke sådan nogle, der bliver sure over de mindste ting. De er ikke ligesom de voksne i skolen. Hvis man er ked af det, trøster de én og spørger, om man er OK

    - Chanice, 10 år

    • Hvem kan deltage i Sej Sommer?

      Sej Sommer er henvendt til børn fra Københavnsområdet i alderen 8-12 år.

      For at deltage på Sej Sommer er det vigtigt, at barnet kan færdes i offentlige rum, som f.eks. i et sommerland, på en togstation mm. Sej Sommer sørger for, at alle deltagere bliver fragtet sikkert frem og tilbage til aktiviteterne, og at de får mad og drikke i løbet af dagen. Der er selvfølgelig også altid tid til en krammer, hvis der er behov for det.

    • Hvordan tilmelder jeg mit barn?

      Der er lukket for tilmeldinger til dette års Sej Sommer. Skriv til sejsommer@urkmail.dk for at komme på venteliste. 

    • Hvorfor skal I bruge samtykke og fototilladelse?

      Når du melder et barn til Sej Sommer, beder vi dig give en samtykkeerklæring på, at Ungdommens Røde Kors har ansvaret for dit barn i tidsrummet kl. 8.30-16.00 i den uge, hvor barnet er tilmeldt Sej Sommer, og at Sej Sommer og Ungdommens Røde Kors’ ansvar frafalder kl 16.00. 

      Samtykkeerklæringen skal vi bruge, fordi det er vigtigt for os, at aftalerne omkring dit barns deltagelse i Sej Sommer er helt på plads, inden vi går i gang.

      Derudover beder vi dig tage stilling til en fototilladelse, som giver Sej Sommer tilladelse til at tage billeder af børnene under aktiviteterne. Vi skal bl.a. bruge dem til at fortælle andre om Sej Sommer-projektet, så de også får lyst til at deltage.

    • Vil du vide mere?

      Har du spørgsmål om Sej Sommer, dit barns tilmelding, eller ønsker du at være frivillig, så skriv til sejsommer@urkmail.dk 

      Vil du vide mere om Ungdommens Røde Kors' generelle arbejde med ferie- og weekendlejre, kan du skrive til line.g@urk.dk

    Læs mere om vores andre ferielejre og weekendlejre