Sandie er socialrådgiver, frivillig på et hospital og kørestolsbruger
Jeg ved, hvordan det er at leve i et samfund, der ikke umiddelbart virker til at være indrettet til sådan en som mig. Jeg plejer altid at sige, at det at være kørestolsbruger ikke er det fedeste i verden, men det værste er helt sikkert de fordomme og den måde, man kan blive set på og mødt i samfundet.
Jeg var 21 år gammel og havde alle muligheder foran mig: en kæreste, egen lejlighed, og så var jeg ved at uddanne mig til pædagogisk assistent. En uddannelse, jeg virkelig så frem til, da jeg altid gerne har villet arbejde med mennesker.
Fra den ene dag til den anden blev hele min verden vendt på hovedet. Jeg fik en rygmarvsskade, mistede min førlighed og var nu kørestolsbruger.
Min hverdag var nu præget af fysiske begrænsninger, tvivl og en masse usikkerhed. Jeg fik at vide, at jeg ikke ville kunne forsætte mit studie, og der blev endda snakket om førtidspension og fleksjob. Heldigvis er jeg en meget stædig person. Jeg ville have en uddannelse, et job og et helt almindeligt liv.
Jeg besluttede mig for at se på, hvad mine muligheder var, i stedet for hvilke begrænsninger min nye situation medbragte. Det krævede både tid, nogle mislykkede forsøg, tålmodighed, vilje og en del hårdt arbejde.
I dag er jeg 29 år og kan sige, at jeg lige er blevet uddannet socialrådgiver, er gift, lever et selvstændigt, helt almindeligt liv, som de fleste andre.
Hvad har jeg lært at dette? Jeg har blandt andet lært, at man ikke skal lade andre begrænse en, og man skal også passe på med at begrænse sig selv. Og så har jeg helt sikkert lært at se på muligheder frem for begrænsninger, for ellers bliver livet sgu for surt.