Og pludselig blev verden større

Tekst & Foto: Stefan-Alexander Jagd Aarøe
Fotoreportage fra ferielejr, 24. juli 2020

Kraverne er for længst fløjet retur, da bussen triller ind på den smalle, hullede asfaltvej, der er omringet af grønne bøgeskove og lysegule marker. I bussen sidder en broget flok unge mennesker. Den yngste er 13 år, den ældste er 17 år. De har siddet tæt pakket det meste af dagen, siden de første stod på bussen i morges.

Ventetid. Ventetid. Ventetid.

Forenden af vejen ligger Vesterskov-lejren, og her står de frivillige fra Ungdommens Røde kors side om side, iført deres lejrtrøjer, ventende i en euforisk rus, da bussen dukker op i det fjerne.

»Der kommer bus!« råber Peter Magnussen udover hele gården til de frivillige, der endnu ikke er kommet ud på parkeringspladsen.

»Så er det nu, venner,« bliver der hvisket.

»Shit, jeg har glæder mig til det her!«

»Ej, bare nogle af dem nu kan huske os gamle hjælpere.«

»Det var på tide.«

Bussen triller op. Chaufføren trykker lystigt på hornet. De frivillige klapper og hujer, danser og synger. Solen titter frem gennem et hul i skyerne.
Ud træder de unge. Trætte, spændte, nervøse, nogle glade, andre sure. Nogle er her frivilligt, andre er blevet indstillet. Nogle er gengangere, som løber gamle frivillige i møde til et stort gensynskram, andre har aldrig været her før.

Bag de frivillige hjælpere ligger den hvidkalket gård. Inde bag de vinrøde vinduer og døre skal de unge bo de næste seks dage.

I flagstangen vejrer det store, hvide flag med det røde kors i brisen, og det viser, at det her er Ungdommens Røde Kors.

Ungdommens Røde Kors har omkring 3.000 frivillige, der skaber fællesskaber med 10.000 børn og unge.

Hvert år deltager 1.400 børn og unge i de i alt 22 ferielejre, som har eksisteret i næsten 30 år. De udsatte børn og unge har forskellige baggrunde lige fra økonomiske, sociale, familiære, psykiske, fysiske eller andre årsager.

Ifølge Danmarks Statistik, som evaluerede alle landets 98 kommuner i 2019, er der mere end 52.000 udsatte børn og unge i Danmark. Og tallet er fortsat stigende, og det samme er behovet for ferielejrene også.

»Vi ser en tendens til at flere familier hurtigere kommer ud på en glidebane,« fortæller Camilla Uhrskov Bank, politisk konsulent i Rådet for Socialt Udsatte, »Hvis vi ser på det danske samfund, så har velfærdsmodellen været god, men vi har stadig meget stigende ulighed i samfundet, og det gør, at der er familier, som falder igennem. Her ser vi, at det ofte er børnene, som bærer rigtig meget af den byrde.«

Ifølge Camilla Uhrskov Bank er Ungdommens Røde Kors’ ferielejre et vigtigt skridt på vejen. Det er et positivt skridt at få de unge ud af familierne, så de får et pusterum, hvor det kun handler om dem.

»Ferielejrene er en god ting, fordi der er andre unge og voksne, der fortæller de unge, at det nu skal handle om dem - og ingen andre. Det skal handle om, at den unge skal have det godt i et frirum, hvor de skal find ud af, hvad de vil, og hvad de kan lide.«

Minefeltet

Line Vang Schwensens postkasserøde gummistøvler kan ses fra uanede meters afstand. Hun er iklædt en mørkegrøn regnfrakke, og hendes hænder klamrer sig til paraplyen. Asfalten er våd og blank foran laden mandag formiddag. Det er første dag på lejren, og de skyder det i gang med et stjerneløb rundt på hele Vesterskov.

Line Vang Schwensen er en del af de frivillige hjælpere, og hun står for opgaven ”minefelt”. Selvom de optegnede felter efterhånden er udvisket af regnen, er planerne for stjerneløb det næppe. Det glæder et par af de unge, og så er der dem, der finder stjerneløb i regnvejr som en unødig udfordring.

Foran Line tripper det yngste drengehold på lejren. De står samlet i en klump, nogle iført regnslag, andre barfodet. De fleste af drengene kigger ned i jorden en smule mutte over regnen. Andre ved stadig ikke helt, hvorfor de er her.

Trods vådt vejr og skeptiske unger er 26-årige Line Vang Schwensen fra Odense ved godt mod. Hun har glædet sig til at komme tilbage på lejren for anden gang.

»Jeg var lidt tvivlende i starten og vidste ikke helt, om det var noget for mig, men jeg blev da grundigt overrasket over, hvad det var, det gik ud på,« fortæller hun og griner højlydt ud i regnenDe fleste af drengene kigger ned i jorden en smule mutte over regnen. Andre ved stadig ikke helt, hvorfor de er her.

Trods vådt vejr og skeptiske unger er 26-årige Line Vang Schwensen fra Odense ved godt mod. Hun har glædet sig til at komme tilbage på lejren for anden gang.

»Jeg var lidt tvivlende i starten og vidste ikke helt, om det var noget for mig, men jeg blev da grundigt overrasket over, hvad det var, det gik ud på,« fortæller hun og griner højlydt ud i regnen,

»For mig handler det om, den glæde man giver til de unge mennesker. Det kræver så lidt af mig. Den glæde man får tilbage, og den taknemmelighed man føler, er så stor og værdifuld, at man godt gider bruge en uge på det.«

Den første aften på Vesterskov er kaotisk. Trætte unge og hjælpere har sammen klaret sig gennem den første dag. Spørger man de rutinerede hjælpere, er det en del af pakken.

»De unge kommer fra start af med en modstand, som du også mærker undervejs, men så finder de ud af, at du ikke er deres fjende, men at du er her, fordi du gerne vil dem. Det er dét, der giver mening,« fortæller Line Vang Schwensen kort før det daglige aftenmøde.

Hun sidder i Rød Stue, som på ingen måde er rød. Der står lange, babyblå sofaer langs væggene i den ene ende af rummet, hvor hjælperne hver aften sidder klods opad hinanden for at kunne være der. Væggene er hvide. Det roder med ledninger, tape og alverdens værktøj fra dagens strabadser.

Roen falder over Vesterskov omkring midnat, da de sidste hjælpere får slukket lyset på et uroligt drengeværelse. Hjælperne går til aftenmødet. Skridtene er tunge og langsomme, øjnene rødsprængte. Der snakkes lavmælt for ikke at vække de unge.

Dagsordenen for aftenmødet gennemgås omhyggeligt, hvor dagen, ungerne og praktiske planer kommer op at vende. Alle har brug for en sodavand til at holde blodsukkeret i gang.

Den sidste hjælper går fra Rød Stue klokken 02.00. Han skal allerede op om fire timer igen.

Hun kom, hun så, hun blev voksen

Onsdag er en stor dag for alle. Turen går til Fårup Sommerland. En tradition som mange ser som lejrens højdepunkt hvert eneste år. En dag fyldt med sjov og spas, og hvor de unge kan få lov til at være unge.

Onsdag er en god dag at gøre det på. Solen skinner, og det kaster et helt andet lys over Vesterskov. De unges humør er efterhånden vendt. Der er larm, hvor end man går hen; i spisesalen, udenfor, i laden – overalt.

Så småt er de unge begyndt at snakke sammen og danne nye bekendtskaber. Træerne er grønnere, himlen er klarere, og duften er friskere.

Der er en spændt stemning fra morgenstunden af. Inde i spisesalen dufter der af nybagte boller, som køkkenfolket har brugt det meste af natten på at lave. Det har aldrig været nemmere for hjælperne at vække de unge. De når dårligt nok at sluge bollerne, før de alle sidder i busserne, klar til dagen.

En af de spændte unge har næsten hvidt hår og havblå øjne. Der er smil og latter på hende hver gang, man går forbi hende. Det er anden og sidste gang, hun er med på lejren. Til næste år er hun for gammel. I hjælper-munde går hun under kælenavnet Super-Sofie, men i det daglige hedder hun Sofie Lundtofte.

»Ferielejr er ret fedt. Det er meget anderledes end ens hverdag. Man oplever sådan noget som Fårup Sommerland. Jeg kommer aldrig i Fårup, det ligger for langt væk, og det er for dyrt. Jeg har heller aldrig oplevet at spille høvdingebold på en glidebane. Alle de aktiviteter, vi laver, er ikke noget, man umiddelbart lige laver med sine venner,« fortæller 17-årige Sofie Lundtofte, der til daglig går på HF.

For Sofie Lundtofte var det et stort spring at komme på ferielejr. Sidste år var hun hverken den ældste eller yngste, men i år er hun en af de ældste på ferielejren. Når man er en af de ældste, føler Sofie Lundtofte, at hun har mere ansvar over for sig selv og for de andre unge.

»Jeg tror, det er vigtigt, at jeg deltager i tingene. Deltager jeg ikke, så er der en tendens til, at de yngre tænker, at de heller ikke behøves at deltage. Det er vigtigt at deltage og få alle med ind i fællesskabet.«

Sofie skutter sig i sin læderjakke, »Min lillesøster er med i år, og jeg kan godt blive en smule overbeskyttende. Min mor har PTSD, så hun bliver nemt stresset. Så jeg har ofte taget mange af hendes opgaver - såsom at tage mig af min lillsøster.«

Som 13-årig kom Sofie Lundtofte i dårligt selskab, hvor hun begyndte at ryge hash, drikke og have sex. Hun tog ofte skraldet foran politiet, da hun var yngre end dem, hun var sammen med. Hun løb hjemmefra.

»Det var mega dumt. Jeg var alt for naiv. Det fortryder jeg inderligt. Det var på min efterskole, at jeg blev indberettet i systemet. Og det var sådan, jeg endte her på ferielejren til at begynde med,« pointerer Sofie Lundtofte.

Den onsdag eftermiddag i Fårup Sommerland giver Sofie Lundtofte slip for en stund og nyder den korte tid, der er tilbage, før hun bliver myndig; blandt fornøjede skrig og børn, der er høje på slush-ice. Hun prøver alverdens forlystelser, hægter sig af og på de forskellige grupper rundt omkring i det velbesøgte sommerland. Snakker med alle, griner med alle. Det lyse hår synes endnu lysere, da hun træder ud af slikbutikken med et veltilpas smil, næsten stolt.

Hun har lige været et barn i en slikbutik.

Sofie Lundtofte har været i næsten alle Fårup Sommerlands forlystelser. Hun har slik og et billede fra en rutsjebane med i bussen tilbage til Vesterskov. Hun er godt træt oven på sådan en dag, hvor hun for en gangs skyld har kunne give slip på sine bekymringer.

»De fleste har en periode, hvor de gør noget dumt og skejer ud, om det er tidligt eller senere. Jeg føler mig ældre end 17 år. Jeg føler mig mere moden end andre, fordi jeg har prøvet så meget mere og stået i mange forskellige situationer. Det har modnet mig hurtigere. Måske for hurtigt. Men i hvert fald hurtigere end andre.«

Sofie Lundtofte er, ganske rigtigt, moden af sin alder. Hun taler som en 25-årig. Temperamentet er for det meste roligt, bortset fra når hun snakker om uretfærdig behandling af kommunen. Ingen vild frisure andet end et par lyse, diskrete reflekser lagt i håret hist og her.

Er det ikke i en sort læderjakke, er det i en skrigorange badedragt.

Men selvom Sofie Lundtofte er moden, glæder hun sig ikke til at blive myndig.

»Jeg synes faktisk, at det er lidt nederen at blive 18. Alle ser bare frem til at blive 18, men jeg har virkelig ikke haft lyst. Lige pludselig er man voksen, så skal man til at betale alt muligt,« hun kigger ned og samler tankerne og kigger op igen, »når man er barn, får man rigtig meget, som man ikke engang er klar over. Det blev jeg klar over, da det gik op for mig, at alt det her, ferielejren, er noget jeg mister.«

For Sofie har de to år på ferielejr givet hende, udover en masse minder, en forståelse for forskelligheder, og hvordan man skal tackle de mange forskellige personer. Lære at acceptere de mange forskelligheder, og at det ikke er alle, der har lyst til det samme. For Sofie har det været et par lærerige år, hvor de voksne på ferielejren bruger dialog til at håndtere konflikterne med det samme i stedet for at udskyde dem.

En af Sofies bedste minder fra ferielejren er turene i Fårup Sommerland. Hun smiler over hele femøren, hver gang det nævnes. »Sidste år fulgtes jeg rundt med over halvdelen af dem, der var med på lejren. Der var hele tiden nogen, der skulle prøve en ny forlystelse. Jeg gik bare med dem. Det var skønt. Så lærte jeg alle at kende.

Til sidst løfter Sofie Lundtofte en pegefinger i vejret og kommenterer på det at blive voksen;

»Det er alt det her ansvar, man får som voksen. Jeg har betalt min egen medicin det sidste års tid. Vil jeg have noget andet mad end det, der er i køleskabet, skal jeg selv betale det. En pose frosne rejer for 35 kr. Det er sgu da megadyrt!«

Dulle-drengene og det sorte får

De unge står op til røræg, brunchpølser og bacon fredag morgen. Stemningen er usammenlignelig med stemningen i søndags. De nervøse og anspændte skuldre har sænket sig, skridtene er roligere og overskuddet er større hos alle. De unge er spændte på endnu en dag, men de er så småt også ved at være trætte.

Efter Fårup Sommerland, en Josef og Elias-koncert, en stor fodboldturnering og en OL-dag er der ikke noget at sige til, at tempoet er skruet ned. Solen har skinnet siden onsdag, og det har kunnet mærkes på hele lejren, at turen lige pludselig blev en smule sjovere.

Hvert år slutter ferielejren med et brag af en fest fredag aften i laden. Og der bliver ikke sparet på noget, da de frivillige bærer softice-, slushice- og popcornmaskinen ind over ladens dørtærskel til den store fest, der i år tager de unge til Hawaii.

Der hænger blomsterkranse i alverdens kroge i laden. Røgmaskinerne har fået en solid plads på dansegulvet, og de store højttalere vil inden længe spille alle listerne med de unges ønskede musik. Der er malet palmer på fotovæggen, og rundt omkring ligger der oppustelige sole, papegøjer og andre tropiske effekter.

Køkkenet har meldt ud, at aftenens menu står på gourmethotdogs i lange baner. Imens de tilbereder menuen, er de fleste unge rykket ud i det store telt til ”Dulle-stodder-biks”; for pigerne er det nærmere en betydning for, at de mandlige hjælpere skal gøres klar til festen.

Rundt omkring i det store, hvide festtelt er der tæt pakket med mennesker. Der er gang i manicure-biksen i det ene hjørne, hvor alle, inklusiv de mandlige hjælpere, får en tur. I den anden ende kommer de igennem makeuppen, som de unge piger glædeligt, og generøst, giver til alle, der sætter sig i stolene.

Midt i den muntre stemning, og tykke luft af hårspray, sidder hjælperen Line Vang Schwensen blandt de unge, der er i gang med makeuppen. Hun er glad og lettet over, at hun, trods udfordringer i sin drengegruppe, alligevel blev tæt knyttet med dem.

»Der skal mere til for at sætte sig i respekt over for dem, samtidig var der andre emner og en anden jargon i gruppen. Og det gør selvfølgelig, at det er sværere at komme ind i, hvis man ikke snakker det samme sprog. De søgte i højere grad de mandlige hjælpere. Derfor blev jeg lidt det sorte får i flokken. Men alt endte jo meget godt, og de endte også med at blive rigtig glade for mig.«

Forholdet mellem hjælperne og de unge glæder Signe Quist-Stourge, digital kommunikationskonsulent fra Ungdommens Røde Kors, som besøgte ferielejren i et døgns tid i løbet af ugen.

»Vi skriver tit om, at der er udviskede grænser mellem frivillig og deltager. Jeg har været skeptisk omkring den påstand, men jeg kan godt se det hér. Det siger virkelig meget om den åbenhed, der er her.«

Signe Quist-Stourge arbejder til daglig med indsatserne og donere, der gør ferielejren muligt. For Signe er det vigtigt for donerene ved, hvad Ungdommens Røde Kors og ferielejrene gør for de udsatte. Signe kan mærke, at populariteten for ferielejrene stiger år for år.

»Når vi fortæller, at de donerede penge går til unge, der kommer fra belastede hjem med misbrug, så vil folk meget gerne bidrage. Herefter er det vores opgave at vise, at de unge får det bedre efter et ophold på lejren, og at de får en god oplevelse.«

Signe er positiv over for den effekt, som donationerne og organisationens arbejde har. Og det viser sig både i ferielejrene og i organisationen rundt omkring i landet.

»Jeg tror på, at de oplevelser og den tryghed, de venskaber, de danner til hinanden og til de frivillige, er noget, som de tager med resten af deres liv. De kommer ind i et slags mikro-cosmos. Lige pludselig er der så mange mennesker, som gerne vil dem. Her bliver man ikke set som hende eller ham, der bor alene med en far, der drikker. Lejren giver dem noget selvtillid og tro på, at man kan noget på den anden side.«

En lille and med vinger

Fredagens fest var en kæmpe succes. Det kan mærkes på ungerne, da lørdagen vågner, og da hjælperne vækker dem for sidste gang. For første gang i dagevis er stemningen en anden, da de unge igen står foran den hvidkalket gård med deres kufferter og tasker.

Foran flagstangen, hvor Ungdommens Røde Kors’ flaget svajer i solskinnet, står hjælperne på ræd og række. Mange har rander under øjnene, dels af søvnmangel, men mest på grund af de mange følelser, der kulminerer.

Søndagen, hvor de unge ankom, synes lige pludselig at være flere måneder siden.

Krammeturen starter fra den ene ende af rækken. De unge står tålmodigt og venter på deres tur til et stort kram. Tager deres tid, så hver enkelte kan få sagt ordentligt farvel til hver enkelte hjælper.

Det føles uvirkeligt at stå i rækken af rørte mennesker, der har tilbragt tiden sammen op og ned ad hinanden i syv døgn. Der er ingen ud af alle 94 mennesker, der egentlig har lyst til at tage afsked.

For nogen unge er det sidste gang, de er på ferielejr, inden de fylder 18 år. Andre kan tælle 365 dage ned fra nu. For nogen er det tårer af smerte over at skulle væk, eller chokket over, at det lige pludselig skulle slutte. For andre er det eftertænksomheden, der skyller indover dem.

De alle har det tilfælles, at lejren har gjort indtryk på dem. Det kan ses på dem, da de træder ind i den samme bus, der kørte dem til Vesterskov med en uvished om, hvad det var, de var på vej ind til.

»Jeg kan godt forstå bekymringen om det her med, om de bare bliver sluppet; når de unge skal hjem igen,« lyder det fra Signe Quist-Stourge, som understreger, at det ikke er tilfældet, »Vi har en indsats, som går ud på at få dem med på weekendlejre, hvor man er mere fokuseret på at tage dem med til deres eget lokalområde, hvor de kan få nye venskaber i det lokale.«

Da bussen dytter for sidste gang, mens den langsomt triller forbi Vesterskov, stiller hjælperne sig på rækker langs vejen. De griner med deres rødmossede ansigter, da de begynder at baske med armene, som skal forestille andevinger. Snart synger de alle og danser i takt.

»En lille, en lille, en lille and med vinger! En lille, en lille, en lille and med fødder!« synger de i kor, indtil anden med vinger både har rumpe, seler og næb.

Og så starter de forfra én gang til. Inde i bussen opmuntres de unge, som danser og klapper i takt med hjælperne, indtil bussen triller ud i horisonten i det solbeskinnede, bakkede landskab. Gennem de grønne bøgeskove, forbi de lysegule marker. Tilbage til virkeligheden.

Pludselig blev Vesterskov stille.

Pludselig manglede de unge.

Pludselig blev de gode oplevelser rigere, nye venskaber rigere. Et fællesskab rigere.

Pludselig indså de, at kærligheden voksede, håbet og troen på det bedre.

Og pludselig blev verden større.