
Life Skills-workshop i Malawi
Kan du rejse med os til Malawi den 9.-17. marts? Har du erfaring med Life Skills i URK? Har du tidligere rejst med URK? Så er det måske dig, vi leder efter: Kom med URK til Malawi og træn nye frivillige i Life Skills!
Opgaven
URK leder efter to frivillige, som skal træne nye facilitatorer i Life Skills i Malawi. Deltagerne er lokale, unge Røde Kors-frivillige, som efterfølgende skal holde Life Skills-sessions for andre unge i deres lokalområde. Vi skal oplære deltagerne i Life Skills med fokus på seksuel og reproduktiv sundhed, etablering af safe space, faciliteringsteknikker, brug af energizers osv.
URK har samarbejdet med Malawi længe, og det er et trygt land at rejse til med god opbakning og støtte fra Dansk Røde Kors i Malawi. Derfor prøver vi for første gang at sende frivillige afsted uden en konsulent fra sekretariatet. Konsulenten på sekretariatet har det primære ansvar for at planlægge workshoppen og lave forberedelser, mens de frivillige bliver ansvarlig for at facilitere de fire dages workshop i Life Skills i Malawi.
Om dig
Vi leder efter to frivillige, der har erfaring med Life Skills og med at facilitere eller undervise i metoden. Du skal have gå-på-mod og kunne facilitere selvstændigt på engelsk. Vi regner med, at du allerede er frivillig i URK. Det er desuden en fordel, hvis du har deltaget i URK-kurset: ’Røde Kors-bevægelsen og interkulturelt samarbejde’. Da de to frivillige skal afsted uden en konsulent fra sekretariatet, er det et krav, at du har rejst med URK før.
Inden afrejse bliver du grundigt sat ind i metoden og planen for workshoppen, og sammen med konsulenten fra sekretariatet øver I dele af workshoppen og pakker det praktiske udstyr. Der er afrejse cirka 9. marts og hjemkomst 17. marts (de endelige datoer kommer an på flybilletterne). Det er obligatorisk at deltage i et forberedelsesmøde lørdag den 2. marts fra kl. 11-16 på Hejrevej i København. Derudover skal du regne med en del tid til forberedelse sammen med din medfrivillige. Du skal desuden deltage i en sikkerhedsbriefing og få de nødvendige vaccinationer.
URK betaler samtlige udgifter, inklusiv transport, visum, ophold, forplejning, vaccinationer, osv.
Vi tilbyder
- Erfaring med at facilitere Life Skills i en international kontekst
- Et unikt indblik i Røde Kors’ og URK’s internationale arbejde
- Nye fællesskaber med unge frivillige fra Malawi
- En spændende rejse til Malawi med alt betalt
Er du interesseret, så udfyld dette ansøgningsskema og send din ansøgning til urkberedskabet@urk.dk senest søndag den 18. februar 2024.
Vi glæder os til at høre fra dig!