Ferie- og Weekendlejr
Lejr 23 - Jubellejren
Vi ved, at en uges ferielejr kan noget helt magisk og kan give børnene nogle nye gode venner, en masse god voksenkontakt og vigtigst af alt masser af succesoplevelser, som de kan fortælle om i skolen, når de kommer hjem. Jubellejren er en lejr, som i høj grad er drevet af hjælperne, som planlægger ugens aktiviteter - og det er vigtigt for os, at de voksne får en lige så god og sjov uge, da det helt naturligt smitter af på børnene, som fornemmer de engagerede voksne, som har lyst til at bruge deres sommerferie sammen med dem. Vores mål er at alle skal have været brudt ud i jubel flere gange i løbet af ugen!
At bryde ud i jubel er heller ingen sag, når man holder til i smukke Midtjyske omgivelser med mulighed for at lave masser af skønne aktiviteter inde som ude (dog helst ude). I løbet af ferielejrugen kan alt lade sig gøre, hvad enten det er en fodboldturnering, bygge kæmpe piratskibe eller danse til discofest.
Vi er en lejr med et åbent køkken, hvor køkkenholdet har frie tøjler til at være tossede og kreative med maden. Vi bestræber os på at være bæredygtige, så længe at vi ikke skal gå på kompromis med børnenes oplevelse af at være på lejr. Derfor håber vi at kunne finde sjove og kreative måder at gøre bæredygtighed (som måske normalt ikke er en del af hverdagen for vores børn) en del af det at være på Jubellejr og et sjovt tiltag. Det kan f.eks. være skraldespande forklædt som et papirmonster og et plastikmonster.
Læs mere på linket nedenfor:
Adresse
Vesterbølle Efterskole
Sognevejen 300
9631 Gedsted
Lejren afholdes i uge 30
Besøg vores FaceBook side
https://ferielejr.dk/lejr_23_jubellejren