Ferie- og Weekendlejr

Lejr 22 - Drømmelejren
Drømmelejren er en nyere lejr, der åbnede i 2016. Vi er en ledelse med masser af lejrerfaring og en hjælpergruppe, som hvert år bliver sammensat af både nye og gamle hjælpere.
Drømmelejren er et sted, hvor børn kan få lov at være børn og intet andet. Uden bekymringer eller ansvar – medmindre ansvar er præcis, hvad de har brug for og lyst til. Der skal være højt til loftet og plads til at alle er forskellige. Det vigtigste for os er, at børnene får en helt igennem fantastisk uge, hvor de får nogle positive oplevelser, hvor de oplever at blive hørt og bekræftet, og hvor de får opbygget relationer både med de frivillige og andre børn og får en masse fede oplevelser.
Det er en lejr med masse af planlagte aktiviteter og ture ud af huset. Blandt andet kan børnene på Drømmedagen, selv ønske hvilken af udflugterne/aktiviteterne de vil med på – det er jo Drømmelejren - stedet, hvor drømme bliver til virkelighed.
Drømmelejren er en temalejr – hvert år på evalueringsweekenden vælger hjælpergruppen hvad næste års tema skal være. Vi har blandt andet ”rejst verden rundt” og året inden levede vi en uge i Harry Potters univers. Dette års tema vil blive afsløret i marts måned. At være en temalejr betyder for os, at lejrstedet vil være pyntet op, hjælperne kan være klædt ud og flere af aktiviteterne i løbet af ugen vil være præget af temaet – temaet bør dog aldrig være begrænsende – men blot være med til at skabe et magisk univers.
På planlægningsweekenden skal hjælperne planlægge hvilke aktiviteter, der skal afholdes i løbet af ugen. Derudover er planlægningsweekenden også vigtig for, at vi lære hinanden at kende og får skabt et stærkt sammenhold. Vi forventer, at du som hjælper både kan og vil deltage på planlægningsweekenden, og at du deltager aktivt, da det er din mulighed for at være med til at skabe den fedeste lejr for både børn og voksne.
Lejren ligger i Sønderjylland på Agerskov Ungdomsskole. Læs mere på på linket nedenfor:
Adresse
Agerskov Ungdomsskole
Vellerupvej 25, 6534 Agerskov
6534 Agerskov
Lejren afholdes i uge 29
Besøg vores FaceBook side
https://ferielejr.dk/lejr_22_droemmelejren