Ferie- og Weekendlejr

Lejr 12 - Regnbuelejren
Regnbuelejren er en ferielejr med fokus på sjove ferieoplevelser for børn, der trænger til det.
Børnene er i centrum på Regnbuelejren, og selvom vi arbejder med et fast ugeprogram, hvor de frivillige har brugt tid og energi på at planlægge sjove, kreative og gennemførte aktiviteter, er der også plads til at afvige fra programmet, hvis det er det, børnene har behov for.
Vi bor i fantastiske omgivelser på Langeland med masser af store, grønne områder på efterskolen og muligheder for sjove udflugter i lokalområdet. Tidligere er vi blandt andet taget på ture, hvor vi har spillet fodboldgolf, kørt på skinnecykler, overnattet i et shelter og meget andet. Vi får også tit folk ud på lejren og har for eksempel haft heste ude som børnene kunne ride på, en luftballon som børnene kunne kravle ind i, en tryllekunstner der lavede et show og flere andre. Det meste af tiden finder vi dog på sjove aktiviteter sammen med børnene på lejren. Blandt andet har vi leget omvendtdag og været på tidsrejse, men tit kan det sjoveste for børnene være at lege med lego, spille vandrundbold eller bare slappe af i solen og snakke med deres nye venner.
På vores lejr er det vigtigt, at de frivillige har det godt sammen. Derfor fokuserer vi på at lave arrangementer i løbet af året, så vi også får set hinanden udover selve lejren. Når vi kender hinanden godt og har det sjovt sammen, smitter det af på børnene, som får en endnu bedre lejr. Desuden er venskaberne mellem de frivillige også med til, at de frivillige kommer igen år efter år.
Vi lægger vægt på, at man bruger sig selv, sine kompetencer og sit netværk som frivillig. Derfor opfordrer vi alle frivillige til at spille ind med, hvad de synes er sjovt og spændende – så længe det også er noget for børnene. Vi arbejder hele tiden på at gøre lejren bedre og sjovere, og det er vores vision at inddrage børnene så meget som muligt.
Finde flere informationer på linket nedenfor:
Adresse
Musikefterskolen i Humble
Hovedgaden 21
5932 Humble
Lejren afholdes i uge 29
Besøg vores FaceBook side
https://ferielejr.dk/lejr_12_regnbuelejren