Asyl: Bliv frivillig i en social ungeklub på Hviding Asylcenter!
Vil du gøre en forskel for unge på Asylcenter Hviding og samtidigt, være med til at skabe et positivt fællesskab? Så er dette noget for dig! Ungdommens Røde Kors søger nemlig lige nu unge, der har lyst til at være en del af en social ungeklub
En stor del af de asylansøgere, som kommer til Danmark, er børn og unge. De kan være flygtet fra krig, katastrofer og andre vilkår, og mange har derfor ubehagelige oplevelser med i bagagen. Fælles for dem er at de alle er blevet revet ud af en ungdom og lige nu sidder i en uvished om, hvor livet tager dem hen.
Ungeklubben har derfor som hovedformål at skabe et frirum for de unge på centret, hvor usikkerhed og ventetid træder i baggrunden og hvor man bare kan være en helt almindelige ung sammen med andre unge.
Som frivillig vil du, sammen med andre frivillige, stå for at skabe nogle hyggelige ugentlige aktiviteter i fællesskab med de unge, der bor på centret. Du skal som frivillig være med til at skabe et rart miljø, hvor de unge får nogle gode oplevelser med de frivillige og hinanden i trygge rammer. Det er helt op til jer, hvad I har lyst til at sætte i gang sammen. Det kan være alt fra hyggelige aktiviteter på centeret til udflugter, hvor I kan vise de unge fede ting i lokalområdet. Fx besøge det lokale kulturhus til fællesspisning eller tage sammen til en koncert. Det er (næsten) kun fantasien der sætter grænser!
Vi forventer, at du
- Er minimum 18 år gammel
- Har lyst til at sætte aktiviteter i gang med udgangspunkt i de unge på centrets ønsker og behov.
- Har lyst til at indgå i en gruppe af frivillige, hvor I planlægger og tager fælles ansvar for aktiviteterne
- Er mødestabil og kan deltage i ungeklubben, som vil ligge en hverdag på ugen fra ca. kl. 18.00-20.00, mindst to gange om måneden. Derudover skal du kunne deltage i frivilligmøder ca. hver anden måned.
- Er robust og har mod på og lyst til at skabe relationer med unge i en særlig udsat position
- Har motivationen og tiden til at deltage i minimum et år.
Det får du:
- Muligheden for at deltage i en meningsfuld aktivitet for en gruppe unge, hvor behovet er stort.
- Du bliver en del af et fællesskab og får masser af sociale oplevelser med både deltagere og andre frivillige.
- Du får et unikt indblik i livet for unge på et asylcenter
- Du bliver en del af et fedt og engageret frivilligfællesskab i Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.
Aktiviteterne vil som udgangspunkt foregå i lokaler på Asylcenter Hviding - Ribevej 27, 6760 Ribe. Transport til og fra aktiviteten er dækket af Ungdommens Røde Kors.
Har du mod på at være med?
Lyder det som noget for dig, skal du blot udfylde nedenstående formular under ”Kontakt organisation” med nogle linjer om dig selv, og hvorfor du vil være frivillig.
Vi glæder os meget til at høre fra dig!
Ribevej 27
6760 Ribe
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.