Vil du være med til at skabe et pusterum for børn og unge i Aabenraa Psykiatri?

    Kunne du tænke dig at indgå i socialt støttende og hyggelige relationer med indlagte børn og unge i psykiatrien, sammen med andre frivillige? Så har du her muligheden for at blive en del af en nystartet café for børn og unge i Aabenraa Psykiatri.

    Børne- og ungdomspsykiatrien Aabenraa og Ungdommens Røde Kors (URK) søger engagerede frivillige mellem 21 og 34 år til aktiviteter og samvær med indlagte børn og unge.

    Klubben er et fristed for indlagte børn og unge mellem 14 og 17 år. Her kan de få en pause fra hverdagen på afdelingen, og få ledt tankerne væk fra sygdom og behandling, gennem sjove aktiviteter og samvær med andre unge og frivillige fra URK.

    Din indsats er vigtig fordi det kun er dig som kan skabe den frivillige dynamik:

    Som frivillig i klubben skal du være med til at skabe rammerne for et hyggeligt og afslappende samvær samt at indgå i den videre planlægning og gennemførsel af forskellige aktiviteter. Du kan være med til at skabe disse aktiviteter i samarbejde med de andre frivillige. Er du kreativ, sportslig, spiller du PlayStation eller bordfodbold, eller vil noget helt femte, er der plads til det.

    Vores erfaringer viser, at børn- og ungecafeer i psykiatrien er med til at skabe et vigtigt og meningsfuldt frirum for de indlagte - en pause fra sygdomsidentitet, behandling og bekymringer. Derfor er det vigtigt, at du har et ønske om at indgå i en tålmodig og empatisk relation med de unge, hvor du har mulighed for at prioritere det sociale samvær.

    Vi forventer, at du:

    • Har lyst og overskud til at engagere dig i børnene og de unge, mens du er på besøg
    • Kan møde vores deltagere i en fordomsfri relation
    • Er mellem 21 og 34 år
    • Kan afsætte 2-3 timer sen eftermiddag eller tidlig aften, 2 gange om måneden, deltage i månedlige planlægningsmøder, samt løbende uddannelse
    • Har lyst til at være en del af projektet i minimum 6 måneder

    Hvad kan du forvente?

    URKs vigtigste mål er at passe på dig som frivillig. Derfor tilbyder vi at;

    • Du vil blive uddannet og grundigt forberedt på at indgå som frivillig i børne- og ungeklubben
    • du vil blive en del af et seriøst projekt, som gør en vigtig forskel for deltagernes hverdag
    • du vil få indflydelse og medansvar så du kan sætte dit præg på fremtiden for klubben
    • du vil blive en del af en frivilliggruppe, som sætter det interne sociale samvær højt
    • du vil blive en del af Danmarks største humanitære ungdomsorganisation med mulighed for networking og videre kontakt

    Det praktiske:

    Caféen drives udelukkende af frivillige. Derudover har frivilliggruppen en kontaktperson på afdelingen som står for den øvrige kontakt og overordnede ansvar.

    Ungeklubben er en del af et større projekt i samarbejde med VELUX fonden og Region Syddanmark for at sikre at sygdomsramte børn og unge ikke føler sig alene i en livskrise.

    Hvis vi har fanget din interesse så send en motiveret ansøgning ved at trykke 'kontakt organisation' og så til den oplyste mailadresse.

    Alle er velkommen til at sende en motivation ligegyldig baggrund og motivation. Samtaler afholdes løbende.

    Adresse

    Kresten Philipsens Vej 15
    6200 Aabenraa

    Ansøg om jobbet

    For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.