URK-Kolding - bliv frivillig lektiehjælper i DenBlåPlanet
Er du klar til at hjælpe en elev, som har det svært i skolen og eller som ikke har mulighed for at betale sig til lektiehjælp?
Vi udvider vores lokalafdeling i Kolding med et splinternyt projekt – vi hedder Den Blå Planet og ønsker at tilbyde lektiehjælp i alle fag på folkeskoleniveau, hvorfor vi kommer til at kunne hjælpe elever i alderen 7-16 år. Det er din opgave som frivillig lektiehjælper at undervise samt skabe motivation og skoleglæde hos eleven.
Du er selv med til at tilrettelægge din arbejdstid og ikke mindst arbejdssted med den elev, du hjælper samt dennes familie – det skal nemlig give mening for både dig og den pågældende elev. Lokalafdelingen og dine projektledere er med dig hele vejen, så du kommer aldrig til at stå alene – med andre ord – vi slipper dig ikke løs i den store, hvide verden, inden du er fuldstændigt klædt på til at varetage stillingen som frivillig lektiehjælper. Vi er desuden altid tilgængelige, såfremt der er det mindste.
Som frivillig lektiehjælper ved Den Blå Planet tilbydes du:
Reference til at styrke dit CV
Som frivillig lektiehjælper ved Den Blå Planet kan du efter 6 måneder bede dine projektledere om en anbefaling, som viser, hvor mange timer og hvor mange elever du har haft ansvaret for ved Den Blå Planet. På denne reference får du også et par gode ord med på vejen samt kontaktinformation på dine projektledere, hvis den, som læser din reference, har brug for yderligere information.
Udover at styrke dit CV gennem din reference er der løbende mulighed for at vinde en række priser i URK-Kolding. Hvert kvartal kårer vi eksempelvis én frivillig, som bliver “Kvartalets stjerneskud”. Desuden får du også adgang til en lang række kurser i URK bl.a. inden for ledelse og konflikthåndtering.
Vores helt eget introduktionskursus til dig som lektiehjælper
Vi prioriterer din position som lektiehjælper meget højt. Derfor har vi udviklet vores helt eget introduktionskursus til dig som lektiehjælper, hvor du via DropBox får adgang til en lang række online kurser, der klæder dig godt på. Du finder bl.a. kurser om:
- Pædagogiske overvejelser, tips og idéer
- Coachingstrategier
- Hjælp såfremt eleven skal til eksamen
- Webinarer med dybdegående indhold
Et fantastisk fællesskab
I URK-Kolding vægter vi det sociale fællesskab meget højt - du bliver altså ikke bare lektiehjælper men også en del af et stærkt team samt lokalafdeling, som i høj grad fokuserer på din trivsel. Det skal nemlig være sjovt at være frivillig. Som lokalafdeling tilbyder vi:
- Årlige trivselssamtaler med fokus på din trivsel og mentale sundhed
- Årlige arrangementer for alle frivillige på tværs af projekter
- 4-6 årlige arrangementer/møder for frivillige tilknyttet Den Blå Planet, hvor der er mulighed for sparring, udvikling og ikke mindst at komme hinanden ved internt i projektet som lektiehjælper
- Årlige arrangementer for alle frivillige i Ungdommens Røde Kors, hvor du har mulighed for at møde frivillige fra hele landet, som bl.a. også beskæftiger sig som lektiehjælpere Transportomkostninger til disse arrangementer dækkes af URK
- Adgang til webinarer / foredrag, som er relevante for dig som frivillig i URK
Vi ser gerne, at du
- har bestået 9. klasse og er fyldt 18 år (det er en fordel, hvis du er ældre, da vi ønsker at sammensætte en frivilliggruppe med et større aldersspænd)
- har fået karakteren 7 eller derover i de fag, du ønsker at undervise i
- besidder en god portion tålmodighed og ansvarsbevidsthed
- er god til at lære fra dig
- er klar til at være en god ven for et barn, der måske har brug for mere end hjælp med lektierne
Mulighed for udvikling og ansvar
Vi er et nyopstartet projektet, hvorfor vi netop også søger projektledere, som ønsker at yde lidt mere for Den Blå Planet - har du en leder gemt i maven og ønsker du at stå i spidsen for et særdeles lovende projekt, må du hjertens gerne skrive i din ansøgning, at du ønsker ledelsesansvar - fortæl os endelig også, hvad en god leder er for dig samt hvad du kan bidrage med som projektleder.
Vi glæder os til at læse din ansøgning!
De Bedste Hilsener
URK-Kolding
(Den Blå Planet)
Banegårdspladsen 2, 2
6000 Kolding
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.