Vær med til at skabe mindeværdige stunder for børn og unge på et krisecenter
Børn på krisecenter har brug for os! Bliv frivillig i Spilopperne Sønderborg og gør en forskel for børn og unge på det lokale krisecenter gennem leg og sjove aktiviteter.
Ungdommens Røde Kors' aktivitet - Spilopperne Sønderborg
Spilopperne har til formål at give børn og unge på danske krisecentre gode oplevelser og et frisk pust i en hverdag, der ikke altid er lige nem. I Spilopperne i Sønderborg er de frivillige med til at sprede smil og glæde gennem leg og positive fællesskaber. Sammen med børnene og de unge (i alderen 3 til 17 år) bestemmer frivilliggruppen, hvilke aktiviteter de skal lave på krisecenteret. Aktiviteten kan være alt fra leg på centrets legeplads, fodre ænder ved åen, tegne, spille spil og andet. Det er op til de frivillige selv, hvad der skal ske - kun fantasien sætter grænser.
Bliv frivillig i Spilopperne Sønderborg
Som frivillig i Spilopperne i Sønderborg er du med til at skabe højdepunkter børnenes og de unges hverdag, der betyder, at den vanskelige tid på krisecentret bliver lidt lettere at overkomme. Du bliver en del af et engageret team af frivillige, hvor I gennem hyggelige og sjove aktiviteter skal skabe rammerne for et anerkendende og socialt samvær. Som frivillig vil der i samarbejde med personalet på krisecenteret være stor mulighed for medindflydelse på, hvilke aktiviteter I kan lave i Spilopperne.
Hvad forventer vi af dig?
- At du kan være frivillig på aktiviteten 1-2 gange om måneden, og at du er mellem 18 og 35 år.
- At du har lyst og overskud til at engagere dig i børnene, når du er i Spilopperne.
- At du er idérig og fx kan lide at lave kreative aktiviteter, spille spil og meget mere.
- At du har lyst til at engagere dig i frivilligfællesskabet og evt. sociale arrangementer, samt deltage i statusmøder i frivilliggruppen og med krisecentret.
- At du kan forpligte dig til projektet i minimum seks måneder og meget gerne længere.
Hvad kan du forvente?
- Du bliver en del af et projekt, som giver børn og unge et frirum og meningsgivende oplevelser i et ung-til-ung fællesskab.
- Du får viden om og indsigt børn og unges hverdag på et krisecenter.
- Du bliver en del af en engageret frivilliggruppe hvor der også er fokus på sociale arrangementer.
- Du bliver en del af Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, hvor du har mulighed for at danne netværk samt deltage i relevante kurser og arrangementer.
Har du mod på at gøre en forskel for børn og unge gennem Spilopperne Sønderborg? Så send os en ansøgning, hvor du fortæller os lidt om dig selv og hvorfor du gerne vil være frivillig på aktiviteten.
Samtaler vil blive afholdt løbende.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Agervang 5
6400 Sønderborg
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.