Bliv frivillig mentor for et barn eller en ung på Nørrebro og Bispebjerg
Vil du bruge lidt af din fritid meningsfuldt på at støtte, lytte og snakke med en ung mellem 10-16 år? Ungdommens Røde Kors søger mentorer, som har lyst til at gøre en forskel for børn og unge på Nørrebro og Bispebjerg
Ungdommens Røde Kors søger frivillige og engagerede mentorer til børn og unge mellem 10-16 år på Nørrebro/Bispebjerg. Du behøver ikke være en erfaren mentor, så længe du har lysten til at gøre en forskel for en anden person.
Hvad laver en mentor?
Mentoring handler om at støtte et barn eller en ung i at få større tro på sig selv og sine egne styrker og fremtidsmuligheder. Som mentor bliver din primære opgave at hjælpe et barn eller en ung på vej mod dette mål og opbygge en god og tryg relation til dem. Det kan du gøre på mange måder, fx gennem gode snakke, gåture eller ved at gå til fede fritidsaktiviteter sammen. Der er mange muligheder, og man behøver ikke gøre det samme hver gang. Det vigtigste er bare, at du har fokus på barnet eller den unges ønsker, og at du er villig til at sætte dig selv til rådighed for at hjælpe et barn godt på vej i livet.
Som mentor mødes du som udgangspunkt med barnet eller den unge mindst 2 gange om måneden. For at opnå en tryg og stabil relation ser vi gerne, at du engagerer dig i projektet i et år.
Hvad får du ud af at være frivillig?
- Du får mulighed for at gøre en kæmpe forskel for et barn eller en ung, der mangler en positiv rollemodel i sit liv.
- Som mentor lærer man meget om sig selv og udvikler personlige og sociale kompetencer, du kan bruge i andre områder af dit liv.
- Du får en mentoruddannelse og mulighed for at deltage i kurser og workshops, hvor du kan udvikle dig selv og dine kompetencer.
- Du bliver en del af et fedt frivilligfællesskab i Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.
Hvem er du?
Vi søger dig, som har overskud til at engagere dig i et barns liv og har livserfaring, du gerne vil dele ud af. Det er vigtigt, at du er stabil og vil stå for at planlægge og aftale møder med barnet eller den unge. Det er dog et krav at du er mellem 20 og 35 år for at kunne blive mentor i dette projekt, og at du kan binde dig til et år.
Rammerne for et mentorforløb
Før dit mentorforløb går i gang vil der være en periode, hvor du vil modtage vores obligatoriske mentorkursus, mens vi vil arbejde på højtryk for at finde den helt rette mentee til dig. Når mentorforløbet starter, vil din mentee have et eller flere mål for mentorforløbet – det kan fx være at starte til en fritidsaktivitet, finde et fritidsjob eller blive bedre til et særligt fag i skolen. Du vil løbende modtage sparring gennem projektets tilknyttede sparringspartner, så du er klædt på til at kunne støtte mentee i at opnå disse mål.
Hvordan ansøger du?
Hvis du har lyst til at gøre en forskel som mentor, så send os en ansøgning ved at klikke ’Ansøg om jobbet’. Her er det vigtigt, at du i tekstfeltet ’Besked’ skriver lidt om dig selv. Det kan fx være om:
- Din baggrund (uddannelse, job, anden frivilligerfaring)
- Dine interesser
- Din motivation for at være frivillig.
Samtaler afholdes løbende.
Vi glæder os meget til at høre fra dig!
Hejrevej 30
2400 København NV
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.