Vi søger en selvstændig og struktureret student til regnskabsmæssig understøttelse af frivillige aktiviteter

    Vil du have et fedt studiejob og gøre en forskel for udsatte børn og unge i Danmark? Ungdommens Røde Kors søger en selvstændig og struktureret student til regnskabsmæssig understøttelse af frivillige aktiviteter.

    Din primære opgave bliver at varetage regnskabsmæssige opgaver, som er helt centrale for, at vores frivillige kan lykkes med deres vigtige arbejde. For eksempel skal du være ansvarlig for at hjælpe de frivillige på vores 23 ferielejre med deres regnskaber, så de kan bruge deres energi på at hjælpe de mere end 1400 børn, der deltager på vores lejre. Herudover får du ansvar for at administrere vores interne tidsregistreringssystem og vil få erfaring med både internationale og nationale projektrevisioner og med årsrapportering. Derudover vil du få forskellige opgaver ad hoc og vil få mulighed for at få en bred indsigt i økonomiarbejdet i en stor organisation med 3.000 frivillige på tværs af hele landet. 

    Helt konkret vil arbejdsopgaverne vedrørende ferielejre indebære at hjælpe de frivillige med at bogføre, afstemme og lave regnskab på deres egen ferielejr, administrere bankadgange og kortbestillinger til de mange frivillige samt hjælpe med at udarbejde et grundlæggende økonomikursus til dem, så de bliver hjulpet bedst muligt til at opfylde de regnskabskrav, de er underlagt. Derudover skal du bistå konsulenten på ferielejre med at udbetale midler til ferielejrene efter gældende donorkrav og hjælpe med at lave jævnlige kontroller. 

    Du bliver hurtigt kastet ud i selvstændige opgaver, og du skal være god til selv at strukturere din arbejdstid. Derfor er det vigtigt, at du har et stort gåpåmod og lyst til at lære nyt. Du vil være tilknyttet regnskabsafdelingen og vil primært skulle arbejde sammen med vores controller og den økonomimedarbejder, der er ansvarlig for økonomien på vores projekter. Desuden får du en arbejdsplads, hvor du får indblik i spændende projekter, bidrager til Ungdommens Røde Kors vigtige arbejde og bliver en del af et ungt dynamisk miljø, hvor alle hjælper hinanden.

    Vi søger dig, der har et godt overblik, er god til tal og Excel og har mod på at udføre opgaver fra ”vugge-til-grav”, dvs. alt fra bogføring og indscanning af bilag til udarbejdelse af projekt- og årsregnskaber.

    Ugentlig arbejdstid er 10 timer, men det kan variere. Der er mulighed for stor fleksibilitet til at tilrettelægge din arbejdstid i forhold til dit studie, eksaminer osv. Til gengæld forventer vi også, at du er fleksibel, når der for eksempel kører ferielejre i sommerferien. Du kommer til at være tilknyttet regnskabsafdelingen, hvor vi er 4 medarbejdere.

    Hvis du har spørgsmål til vores arbejde, og hvad stillingen indeholder af konkrete opgaver, er du velkommen til at skrive til controller Lisbeth Nybro eller økonomimedarbejder Rukiye Bilgin på projekter@urk.dk. Ansøgningsfristen er fredag d. 17.  september med forventning om at gennemføre samtaler snarest muligt herefter. 

    Om Ungdommens Røde Kors
    Om Ungdommens Røde Kors (URK): Vi er en selvstændig organisation under Røde Kors i Danmark, der laver socialt og humanitært arbejde for og med udsatte børn og unge. URK har over 200 aktiviteter drevet af unge frivillige fordelt på 100 postnumre i Danmark. Aktiviteterne spænder fra ferielejre og mentorordninger til aktiviteter på krisecentre, hospitaler, psykiatriske afdelinger og i fængsler. URK engagerer flere end 10.000 børn og unge, heraf cirka 3.000 frivillige.

    Ansøgningsfrist 12. september 2021