Thomas Prehn_direktør_Ungdommens Røde Kors

    Vi har fået ny direktør

    Et kæmpe stort velkommen til Thomas Prehn, som pr. 1. april 2019 bliver ny direktør for Ungdommens Røde Kors. Thomas er en erfaren leder, som vi glæder os meget til at få med ombord, så vi i fællesskab kan styrke endnu flere børn og unge i Danmark og ude i verden.

    Sammen med vores landsformand Troels Boldt Rømer skal Thomas Prehn tegne og lede Ungdommens Røde Kors, der hver dag arbejder for at styrke udsatte børn og unge gennem aktiviteter drevet af unge frivillige. Skiftet på direktørposten kommer i en tid, hvor der er stort behov for at engagere flere unge i det sociale arbejde, styrke unges mentale sundhed og nedbryde mure i samfundet. Det kræver flere og nyskabende indsatser de steder, hvor unge mangler muligheder – i udkanten af landkortet og i krogene på hospitalerne, de psykiatriske afdelinger, krisecentrene og i fængslerne.

    Erfaren leder og vild iderigdom                                                                                                                            Thomas Prehn kommer fra en stilling som Transformation Lead hos PlanBørnefonden, hvor han har været med til at organisere sammenlægningen af de to organisationer Plan Danmark og Børnefonden i Vestafrika. Tidligere har Thomas bl.a. været direktør for MindLab, der fungerede som en tværoffentlig innovationsenhed under Erhvervsministeriet. Herudover har han været innovationschef i DR.    

    ”Vi skal mobilisere flere til at gøre en forskel for udsatte børn og unge – også alle de steder, hvor der i dag er alt for få muligheder. Om det så er i fængsler eller på ferielejre – i Malawi eller på Lolland. Jeg er sikker på, at Thomas’ stærke ledelseserfaring, empati, vilde iderigdom og gå-på-mod vil kunne få dét til at ske. Vi glæder os helt vildt til at få ham med ombord", siger Troels Boldt Rømer, landsformand for Ungdommens Røde Kors.

    Flere stærke fællesskaber                                                                                        
    Selvom Thomas Prehn i mange år har arbejdet med ledelse og udvikling i organisationer, går han til opgaven med både ydmyghed og glæde.

    ”Jeg er vanvittigt begejstret, men også utrolig ydmyg over for den vigtige opgave, jeg står over for. For mig er Ungdommens Røde Kors kendetegnet ved stort mod og handlekraft samt en ukuelig dedikation til at gøre en positiv forskel for udsatte børn og unge. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal udforske nye og flere måder at skabe stærke, værdifulde fællesskaber på", Thomas Prehn, kommende direktør for Ungdommens Røde Kors.

    Thomas Prehn afløser Anders Folmer Buhelt, der er stoppet efter næsten 7 år på posten som direktør. Administrations- og økonomichef Christian Kock fungerer som konstitueret direktør for Ungdommens Røde Kors frem til Thomas’ tiltrædelse d. 1. april 2019.
     

    Vær blandt de første til at få besked, når vi har en ledig stilling.