Vi søger frivillige til ungeklub for misbrugere i Valby

    Har du et hjerte for unge mennesker, der har det svært og savner nye relationer og et netværk, så de igen kan leve livet uden misbrug? Lige nu søger vi 7 frivillige til en helt ny ungeklub for misbrugere i Valby.

    Ambitionen er, at ungeklubben skal starte op i det tidlige efterår og blive et frirum for unge misbrugere mellem 18-30 år, der nu er i behandling og mangler et netværk og et vindue ud til den 'virkelige' verden.

    Det vil blive et sted, hvor de unge kan komme og være sammen med de frivillige under uformelle omstændigheder og lave en masse sjove aktiviteter fx. spille spil, lave lidt let mad/snacks, hygge og snakke. Der vil blive udarbejdet en aktivitetsplan i samarbejde med de unge, og det kan stort set være alt mellem himmel og jord, så det er bare med at tænke kreativt og ud-af-boksen.

    Da det er en ny klub, vil der være rig mulighed for at sætte dit præg på klubben og aktiviteterne.

    Ungeklubben vil holde til på på Rusmiddelbehandlingscenteret på Vigerslev Allé 1A og have åbent hver mandag mellem kl. 16.00-18.00.

    Dig som frivillig:
    Vi ser gerne, at du er fyldt 23 år, da det er en sårbar og udsat målgruppe, der kræver lidt autoritet og robusthed til tider.
    Ellers må du meget gerne være smilende, snakkende og udadvendt og ikke bange for at gå til opgaver med et engagement og 'gå-på-mod', og ellers bare være dig selv og vise interesse for de unge mennesker.

    Vi forventer, at du vil kunne tage ca. 2 'vagter' om måneden og efter behov. I vil være omkring 2-4 frivillige i klubben ad gangen, så der er også rig mulighed for at opbygge et godt netværk og relationer frivillige imellem.

    Der vil også blive lavet sociale arrangementer i frivilliggruppen, så vi får opbygget en robust og engageret gruppe. Og der vil også være en masse fede arrangementer i URK, som du også vil være inviteret til, så du kan møde endnu flere af de frivillige kræfter på tværs af URK.

    Det er ikke noget krav, at du har arbejdet med unge før eller har erfaring herfra, du skal bare synes, at det er interessant og vil bruge lidt af din tid sammen med dem.

    Fællesskab, engagement og motivation er nogle værdier, som bliver sat højt i klubben, så ser du disse i dig selv og alt det ovenstående, og tænker 'Yes, det er bare lige mig', så skriv en ansøgning i dag og bliv medlem af en kanon fed klub.

    Sådan ansøger du
    Udfyld formularen nedenfor – her er det vigtigt, at du i tekstfeltet skriver lidt om dig selv. F.eks. om...

    • Din baggrund (uddannelse, job, anden frivilligerfaring)
    • Dine interesser
    • Din motivation for at være frivillig

    Det er vigtigt, du udfylder tekstfeltet – for vi vil gerne vide, hvem du er :)

    Vi glæder os til at høre fra dig!

    Bliv frivillig i Ungeklub for misbrugere i Valby

    Husk at udfylde tekstfeltet!