Vi søger frivillige til personlig lektiehjælp i Odense

    Kan du afsætte nogle timer om måneden til lektiehjælp og dermed gøre en stor forskel for et barn? Lige nu søger vi 8 personlige lektiehjælpere i Odense.

    Personlig Lektiehjælp er et tilbud, hvor der udbydes frivillig hjælp med lektierne til folkeskolebørn. Som frivillig sættes man sammen med en familie, hvor et barn eller et søskendepar behøver hjælp. Hyppighed af hjælpen aftales med familien, og der kan eventuelt være tilknyttet flere frivillige hos en familie, hvis behovet er stort. Typisk foregår lektiehjælpen hjemme hos familien. Målet er at hjælpe børn og unge, der har udfordringer i hverdagen, og give dem en god oplevelse i forbindelse med ny læring.
     

    Vi forventer, at du...

    • møder op efter aftale og hjælper med lektierne ca. 2-4 gange om måneden
    • har mod på at fungere som forbillede/rollemodel for børn og unge, der har brug for en ekstra støtte i hverdagen
    • gerne vil forpligte dig til relationen med barnet og familien, da børnene får mest udbytte af en længerevarende relation 


    Det får du som frivillig

    • Du får en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for børn og unge i dit lokalområde
    • Du er med til at styrke børns mulighed for at gennemføre skolen og få succesoplevelser 
    • Du får en mulighed for at træne dine færdigheder og tilføje nye kompetencer til dit CV. 
    • Du vil knytte bånd til andre frivillige og få en masse sjove og spændende oplevelser, som du selv kan være med til at definere og planlægge.
    • Du får invitationer til sociale arrangementer, oplæg og kurser, som Ungdommens Røde Kors i Odense arrangerer
    • Du får invitationer til sparringsmøder (hver anden måned) med andre unge, der er frivillige som personlig lektiehjælper.

    Sådan ansøger du
    Udfyld formularen nedenfor – her er det vigtigt, at du i tekstfeltet skriver lidt om dig selv. F.eks. om...

    • Din baggrund (uddannelse, job, anden frivilligerfaring)
    • Dine interesser
    • Din motivation for at være frivillig

    Det er vigtigt, du udfylder tekstfeltet – for vi vil gerne vide, hvem du er :)

    Vi glæder os til at høre fra dig!

    Bliv frivillig til personlig lektiehjælp i Odense

    Husk at udfylde tekstfeltet!