Skal du være Gademægler i Odense?

    Vil du være med til at give børn og unge redskaber til at forstå og håndtere konfliktsituationer? Ungdommens Røde Kors søger netop nu frivillige instruktører til Projekt Gademægling i Odense– er det dig?

    Din bedste ven er gået bag din ryg og har spredt rygter om dig. Hvad gør du ved det? Slår du ham? Råber du ad ham? Fryser du ham ud af vennegruppen? Eller finder du i stedet en måde at snakke med ham på? Følelser, der opstår i en konflikt, kan være svære at håndtere.

    Konceptet Gademægling er et tilbud til unge mellem 13 og 25 år, der giver konkrete redskaber til at klare konfliktsituationer. I Gademægling lærer unge at genkende og ændre mønstre, som fører til konflikter i deres vennegruppe, klasse eller lokalområde. Gennem et tre-trinnet workshopforløb får de konkrete værktøjer til at håndtere deres egne konflikter og til at mægle mellem andre, så konflikter løses på en konstruktiv måde. 

    Er du vores nye frivillige instruktør?

    Efterspørgslen har været så stor, at vi mangler flere frivillige, der har lyst til at blive instruktører. Du skal selvfølgelig have mod på at afholde værksteder og have  kontakt til unge. Men vi søger også dig, der har lyst til at være en aktiv del af vores frivilliggruppe, og derfor er det vigtigt, at du har lyst til at få erfaring med organisering og planlægning af frivilliggruppens aktiviteter. Det kan fx være at opsøge nye samarbejdspartnere, få aftaler om workshops i hus, have kontakt til URK's sekretariat eller at være tovholder på vores Facebookside. 

    Hvordan?

    Projektet er baseret på frivillighed og på en ung-til-ung metode. Ung-til-ung betyder, at unge bliver klædt på til at arbejde med andre unge.Andre metoder somworkshops med rollespil, leg, samtaler og refleksionsøvelser tages også i brug, så de unge bliver bevidste om deres egne handlemønstre, og hvad de selv kan gøre for at forhindre, at konflikter eskalerer.

    Din rolle som instruktør er at facilitere og undervise i de tre uddannelsesforløb, der typisk varer 6 uger hver:

    1) Konfliktværkstedet: Unge træner forståelse og konstruktiv håndtering af konflikter.2) Mæglingsværkstedet: Unge lærer at mægle i andres konflikter uden selv at blive en del af konflikten.3) Instruktørværkstedet: Udvalgte unge kvalificeres til at bliveunge-instruktører, og kan efterfølgende være med til at afvikle Konflikt- og Mæglingsværksteder for andre unge. Deres kompetencer fra de to forrige værksteder sættes således i spil. 

    Miniværksteder

    Miniværkstederne, som er en kortere udgave af Gademæglingsforløbene, er et nyt tiltag, der er blevet meget populært. De kan skaleres efter målgruppe og behov, fx en dag eller blot tre timer, og konflikthåndtering kan derfor udbredes til ent bredere vifte af børn og unge.

    Miniværkstederne bruges blandt andet til forløb på folke- og ungdomsskoler, workshops i URK's egne aktiviteter og fællesskaber og i udsatte boligområder, hvor der er brug for unge rollemodeller, der er stærke i konflikthåndtering. 

    Hvad skal du?

    Som frivillig gennemgår du en instruktøruddannelse, hvori der indgår uddannelse om konflikthåndtering og mægling. Du skal kunne deltage ved de to uddannelsesweekender7.-9. september  og 28.-30. september.Begge weekender starter fredag eftermiddag og slutter søndag aften. Kurserne afholdes i København for frivillige fra både Aarhus, København og Odense. Ungdommens Røde Kors betaler for transport og forplejning, så uddannelsen er gratis. 

    Hvad forventer vi af dig?

    • Du er ca. mellem 25 og 35 år gammel
    • Du bor i Odense eller i nærheden
    • Du har lyst til at gøre en forskel for børn og unge
    • Du skal have mod på at dele ud af dig selv. Metoden kræver nemlig, at man som instruktør selv deltager i øvelserne
    • Du har lyst til at deltage i det organisatoriske arbejde, såsom møder med samarbejdspartnere osv.
    • Du skal kunne deltage i et møde én gang om måneden, hvor de frivillige gademæglere fra Odense mødes
    • Du har mod på at binde dig til projektet iminimum ét år og til at afvikle minimum to workshopforløb med unge i udsatte boligområder inden for det år. I løbet af de 6 uger, som et forløb typisk varer, kan du forvente at bruge 2½-3 timer om ugen på selve afviklingen af workshoppen og det samme på forberedelse

    Hvad får du?

    • En uddannelse, som du kan bruge til dit CV og i din personlige udvikling
    • Ansvar for og indflydelse på videreudviklingen af projektet, både på lokalt og nationalt niveau
    • Konkrete erfaringer med konflikthåndtering, workshopafvikling, arbejde med unge og efteruddannelse
    • Et unikt og fedt fællesskab med de andre gademæglere
    • Mulighed for at møde og støtte en masse seje unge, der har brug for en mulighed for selv at ændre retningen i deres liv

    Desuden bliver du en del af en organisation med over 5.000 frivillige, som giver dig mulighed for at opnå en masse nye kompetencer inden for kommunikation, projektledelse og meget mere.Gademægling er for alleDu behøver ikke være en ørn til at undervise for at blive en del af Gademægling. Gademægling Odense er et fællesskab, der har brug for alle mulige seje typer: dig, der er super god til at organisere og har overblik; dig, der har en skruetrækker i baglommen, kuglepennen bag øret og bare ved, hvordan man får tingene til at køre; dig, der kreativt kan trylle et sjovt billede ud af selv den kedeligste situation; dig, der bager kage og planlægger fede fester. Det eneste, der kræves af dig (ja,så udover alle de fine punkter ovenfor), er at du er engageret og klar til at gøre en forskel for nogle børn og unge, der har brug for dig.  

    Er din interesse fanget, så tryk ind på "Kontakt Organisation" og send en beskrivelse af dig selv, din erfaring og din motivation for at søge netop denne stilling - du bedes skrive det hele i tekstfeltet under dine kontaktinformationer, da du IKKE vil blive informeret om en mailadresse til eftersendelse af yderlige dokumenter. 

    OBS: Det er frivilligt arbejde og derfor ulønnet.

    Vi glæder os til at høre fra dig!

    Anne Schou hr@urk-odense.dk

    Adresse

    Nørregade 60
    5000 Odense C

    Ansøg om jobbet