Ungeklubben Smilehullet søger ildsjæle, der vil gøre en forskel!

    Brænder du for at lave aktiviteter og hyggeligt sammenvær med unge mellem 12 og 18 år? Vil du være med til at udvikle og sætte dit præg på et projekt, der nytter? Så bliv frivillig i Ungeklubben for indlagte på Børne- og Ungdompsykiatrisk Center.

    Ungeklub på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC), Bispebjerg: BUC og Ungdommens Røde Kors (URK) søger engagerede frivillige mellem 21 og 30 år til aktiviteter og samvær med unge i ungeklubben Smilehullet på BUC Bispebjerg. Ungeklubben er en frivilligdrevet klub for unge med spiseforstyrrelser, som er indlagte på et døgnafsnit. Klubben skal fungere som et fristed, hvor de unge kan få et afbræk fra hverdagen og ledt tankerne væk fra sygdom og behandling gennem sjove aktiviteter og samvær med andre unge og frivillige fra URK. Klubben har åbent hver torsdag kl. 17.45-19.30.

    Ungeklubben på BUC Bispebjerg er en del af det landsdækkende program Plads til Livet, som er et partnerskab mellem Ungdommens Røde Kors og Egmont Fonden. Projektet skal sikre, at ingen sygdomsramte børn og unge føler sig alene midt i en livskrise. Plads til Livet omfatter blandt andre unge- og børnecaféer på danske hospitaler og ungecaféer på danske ungdomspsykiatriske afdelinger.

    Din indsats er afgørende:

    Som frivillig i ungeklubben skal du være med til at skabe rammerne for hyggeligt og afslappende samvær, samt indgå i planlægningen og gennemførelsen af forskellige aktiviteter som fx spilleeftermiddage, kreative værksted, konkurrencer eller anden underholdning. Du skal være god til samvær med unge mellem 12 og 18 år, udvise empati og forståelse for deres situation og have overskud til de svære samtaler, hvis behovet opstår.

    Vi forventer, at du:

    • Har lyst og overskud til at engagere dig i de unge, mens du er i klubben
    • Har forståelse og empati for de unges situation
    • Er mellem 21 og 30 år
    • Kan afsætte 2-3 timer én-to torsdage om måneden, samt deltage i et månedligt møde med projektlederne og de andre frivillige (tidspunkterne på møderne bliver meldt ud i god tid) og løbende supervision af en psykolog
    • Har lyst til at være en del af projektet for min. 1 år

    Hvad kan du forvente?

    • Du bliver grundigt forberedt på at indgå som frivillig i ungeklubben af projektlederne
    • Du bliver en del af et seriøst projekt, som gør en forskel i de unges hverdag
    • Du får indflydelse og medansvar og kan være med til at sætte dit præg på ungeklubbens fremtid
    • Du bliver en del af en frivilliggruppe på ca. 10 andre unge, som sætter socialt samvær højt
    • Du får viden om og indsigt i unge med spiseforstyrrelser
    • Du bliver frivillig i Danmarks største humanitære børne- og ungdomsorganisation og får chancen for at danne og pleje netværk i denne

     

    Det praktiske:

    Ungeklubben Smilehullet drives alene af frivillige. BUC Bispebjerg har ansvaret for de unge indlagte og dermed det overordnede ansvar for ungeklubben. Der afholdes et par timers introduktion onsdag d. 25. september kl. 15.00, hvor det forventes, at du kan deltage.

     

    Er din interesse fanget, så send en motiveret ansøgning herinde senest søndag d. 13. september kl. 15.00. 

     

    Samtaler afholdes mandag d. 23. september og tirsdag d. 24. september.

    Vi glæder os til at høre fra dig!

    Simone Borup 60104194 cafesmilehullet@urkmail.dk Ansøg om jobbet