URK og Kulturhuset Islands Brygge inviterede børn og unge, frivillige og personale fra asylcentrene Avnstrup, Kongelunden og Sandholm til børnefestival på Amager.

Af Julie Damgaard, februar 2010

Jeg står sammen med Nima fra Kongelundens drengeklub og Maria, der er pædagogmedhjælper på Kongelunden, og taler om center-livet: ”Fortæl lidt om, hvordan det ellers er i hverdagen…” Maria skubber blidt på. Nima svarer prompte: ”Det er lidt kedeligt.”

Det er til gengæld ikke tilfældet i Kulturhuset. Rundt om os, i husets store sal, løber en mængde glade børn i alderen 6 til 14 år, der alle er inviteret til to dages multi-leg. Arrangementet er en del af Københavns Kommunes Børnekulturfestival, der løber af stablen i uge syv og har labyrinten som tema.

Udover Nima deltager 46 børn fra Center Kongelunden, Sandholm og Avnstrup samt cirka 25 børn fra danske skolefritidsordninger og privatfamilier. Alle aktiviteter foregår i og omkring en stor labyrint markeret på gulvet med tape og rød tusch.

Det er andet år i træk, Kulturhuset Islands Brygge lægger hus til en sådan event. Hvor overskriften i 2009 var ’Alverdens Børn’, er den i år ’Den Røde tråd’.

Stine Tange, børnekulturmedarbejder i Kulturhuset Islands Brygge, forklarer: ”Den labyrint, vi har tegnet, er en gammel egyptisk labyrint, og når man skulle ind og grave dem, brugte man faktisk en tråd. Den hjalp, når man senere skulle finde vej ud.”

Hun fortsætter: ”Det er en balancegang på den ene side at signalere noget specifikt og på den anden side ikke gøre det for søgt. Vi skal primært fokusere på børnenes oplevelser og finde på noget, der er sjovt for dem at lege med. Den røde tråd har vist sig at være fin til både leg og til at sende et signal: den afslører meningen med noget, meningen igennem tilværelsen.”

Sammenhold
Den røde tråd viser sig helt konkret at kunne binde børnene sammen. Som en naturlig del af festivalens målsætning om at lade asylbørn og lokale københavnerbørn ’mødes på midten’ og opleve en følelse af sammenhold, bruges den under en af aktiviteterne til fysisk at omslynge børnene og markere en sluttet kreds i labyrintens midte.

Set udefra opstår hér en hel lille verden med børn fra både Afghanistan, Irak, Iran, Tjetjenien, Syrien, Pakistan og Danmark. Alle barrierer er for en stund brudt ned: selvom flere af børnene først for nyligt er kommet til landet og endnu ikke mestrer dansk, taler alle legens sprog, og gruppen finder hurtigt fælles fodslag.

En spejlings-aktivitet på førstedagen går rent ind, og der er smil over hele linien. Når børnene står overfor hinanden i par, og den ene mimer den andens bevægelser, er de jo i bund og grund ens. Længere er den ikke. Helt grundlæggende lærer børn ved at gentage, hvad en anden – som regel en voksen – gør. Her lærer de af hinanden. Men de lærer også om hinanden.

Arrangementet er et kulturmøde, der er med til at udvide barneperspektivet og skabe en større verdensforståelse. I de mange workshops, der præsenteres på festivalen, får børnene således både mulighed for at tromme deres egne rytmer og fortælle deres egne historier via objekter, som hænges i såkaldte fortælleranker.

De kommer på en ’flyvetur’ ud i verden, hvor de deler indtryk fra netop deres hjemlande og møder hinanden med hilsner på alverdens sprog. I sidste ende er det imidlertid ikke de interne forskelle, børnene synes at hæfte sig ved, men snarere fællestrækkene. De er gode til at se hinanden på tværs af skel og bygger rask væk bro over selv brede kulturelle og sproglige kløfter.

Liselotte Engelhardt, der er kulturfritidskoordinator på Sandholm, uddyber: ”En af pædagogerne fortalte mig lige, at der sidder en dansk dreng og taler til en lille dreng, der først lige er ankommet til Danmark i sidste uge. Den lille dreng sidder bare og smiler til ham og forstår intet. Og den danske dreng bliver bare ved med at tale. Pædagogen siger så: ”Han forstår ikke, hvad du siger til ham, men jeg synes bare, du skal blive ved”. Og det gør han så.”

Fællesskab
Aktiviteterne ligger i tæt forlængelse af hinanden, kun afbrudt af frokost- og snack-pause. Velvidende at flere af børnene stadig har svært ved det danske, forsøger aktivitetslederne at holde sig fra længere, komplicerede instrukser.

Steffen Bjerre, der er børne-unge-medarbejder på Center Avnstrup, understreger, hvor vigtigt det er at give forholdsvis korte og illustrerede beskeder. Hvis det ikke er almindelige standardhilsner eller genkendelige meddelelser, børnene modtager, kan det være svært for dem at følge med.

Han synes, det går godt og ved, at børnene har glædet sig meget til festivalen: ”Bare det at opleve noget nyt. Fællesskabet. At komme ud af trummerummen. Det er lige præcis i ferietiden, der er brug for specielle tilbud som dette. Der kan jo ikke være åbent i klubben hele tiden, så det er fint, at vi kan omlægge arbejdstiden og komme ud af huset. Så børnene ikke bare er på centret hele tiden. For det kan godt blive trangt.”

Stine Tange blev overrasket sidste år, da hun på et møde på Sandholm fik oplyst, at der slet ikke ville have været nogen aktiviteter i vinterferien, hvis ikke Kulturhuset Islands Brygge havde inviteret børnene: ”Så havde børnene i stedet siddet hjemme på centret hele ugen. Og det troede jeg alligevel ikke.”

Hun er meget taknemmelig for at få lov til at facilitere festivalen, for hun kan se, at den gør en forskel. Arrangementet er i år blevet sponsoreret af blandt andet ”Vi KBH’R’ puljen”, der som erklæret mål har at støtte interkulturel udveksling og læring, og netop læringsaspektet har Stine talt meget med festivalarrangørerne om:

”Det skal ikke være lagt an på en masse ord om at ”nu skal vi høre og lære om hinandens kultur”, men samtidig er formålet heller ikke bare at hælde en masse børn med forskellig etnicitet ind i et rum, og så er dét spændende… Det, vi allerhelst vil give børnene, er denne oplevelse af, hvad vi har til fælles, og her bruger vi legen som metode. Vi fokuserer på den læring, der ligger i at have tillid til og opleve noget nyt sammen med andre børn udenfor ens vante rammer.”

Sofie, der er mor til Terkel på 6 og er kommet helt fra Gentofte for at deltage, lægger stor vægt på den kulturelle mangfoldighed og tværkulturelle udveksling og har derfor valgt at deltage i netop dette børne-arrangement i vinterferien.

Hun arbejder selv i Københavns Kommune og synes kommunen gør et kæmpe stykke arbejde på børnekultur-området: ”Vi er taget til Bryggen, fordi jeg med det her arrangement ønsker at vise mit barn en anden virkelighed end den, han ellers kender”, forklarer hun.

Formålet med projektet er at skabe nogle synergieffekter mellem etablerede børn fra Københavnsområdet og asylbørn, og det ser ud til at være lykkedes, da børnene på andendagen giver hinanden store farvelkram.

Om der på længere sigt vil blive etableret bæredygtige relationer og varige bånd mellem asyl-ansøgere og danske børn, vil tiden vise. Stine håber under alle omstændigheder at kunne gentage projektet, og på den måde bidrage til at skabe et trygt og udviklende frirum for såvel fastboende som nytilkomne børn.