Asylcenter_frivillig_leg_thumbs up_ungdommens røde kors

    Sagen i Ungdommens Røde Kors

    Alle kan være noget særligt for nogen

    Som medlem af Ungdommens Røde Kors kan du med rette være stolt af dig selv. For du er en del af en bevægelse, der bliver ved og står sammen - også når det er svært. TAK, fordi du arbejder for, at ingen børn og unge er sat uden for fællesskaberne

    Ungdommens Røde Kors kæmper for et samfund, hvor alle kan være noget særligt for nogen – og hvor ingen børn og unge er sat uden for fællesskaberne. Vi er en del af Røde Kors-bevægelsen, og vi mobiliserer unge i kampen for medmenneskelighed – lokalt og globalt.

    Vi tror på, at forandring skabes gennem handling – i ligeværdige og frivillige fællesskaber, skabt for, af og med børn og unge. Vi bruger vores aktiviteter til at styrke handlekraften hos den enkelte, så vi sammen kan skabe positive forandringer.

    Vi stræber efter altid at være til stede, hvor vi ser et udækket behov. Vi samarbejder med andre, fordi vi ved, at vi aldrig selv er hele løsningen.

    Med udgangspunkt i vores indsatser kaster vi lys på samfundets skyggesider – og skaber plads til overhørte stemmer.

    Vi bliver ved, også når det bliver svært.

    Det ligger mit hjerte meget nært at hjælpe andre unge. Jeg vil være en af dem, der faktisk lytter - Celene

    Som medlem af Ungdommens Røde Kors er du med til at opbygge selvværd, livsmod og handlekraft hos mere end 10.000 sårbare børn og unge i hele landet og i hele verden.

    Vores aktiviteter spænder over alt fra mentoring, lektiehjælp og ungdomsklubber til ferielejre, hospitalscaféer og fællesskaber på krisecentre. Vi bestræber os på at være der, hvor der er størst behov for børn og unge, som befinder sig i en udsat position.

    Demokratiske medlemsrettigheder

    Som medlem kan du gøre en politisk forskel i organisationen. Du har stemmeret til det årlige Landsmøde og til årsmøderne i lokalafdelingerne. Du kan også stille op til din lokalafdelings bestyrelse og til Landsstyrelsen, som er den nationale bestyrelse.

    Hvis du er interesseret i at høre mere om dine demokratiske medlemsrettigheder og din mulighed for at varetage tillidsposter, er du meget velkommen til at skrive til amalie@urk.dk.