Vejledning vedrørende indsamling af børneattester
I URK vil vi sikre børn mod overgreb af både fysisk og psykisk karakter og frivillige mod uretmæssige beskyldninger om overgreb. Derfor har vi 1) en samværspolitik og 2) indhenter børneattester. Denne vejledning handler om indhentelse af børneattester.
I URK skal alle frivillige, der arbejder MED børn under 15 år, have tjekket deres børneattest, dvs. den del af straffeattesten, der fortæller, om man har begået seksuelle overgreb mod børn. Børneattesten bliver tjekket ved, at den frivillige underskriver en samtykkeerklæring.
Det er styringsgruppen for de nationale projekter og grupperådet for lokalgrupper, der er ansvarlige for, at samtykkeerklæringer fra de frivillige bliver indsamlet og sendt til sekretariatet. Hver gang en aktivitetsansvarlig indsamler en samtykkeerklæring, skal den sendes til sekretariatet med det samme, som derefter sender den videre til tjek hos politiet.
Alle nuværende frivillige, der arbejder med børn under 15 år, skal underskrive en samtykkeerklæring, første gang de kommer på en aktivitet efter modtagelse af denne vejledning. Nye frivillige skal underskrive erklæringen første gang de er på en aktivitet, hvis de ønsker at fortsætte som frivillige. Det er vigtigt, at erklæringen underskrives med det samme, så vi ikke risikerer, at der er frivillige, der ikke er blevet tjekket, fordi erklæringen er blevet glemt. Man skal underskrive samtykkeerklæringen på alle de aktiviteter, man er frivillig på. Ferielejr-regiet har besluttet at tjekke alle frivillige hvert år.
Så snart samtykkeerklæringen er sendt til sekretariatet, er den frivillige godkendt til at deltage i aktiviteten. Der gives IKKE svar, når der kommer besked fra politiet, medmindre den pågældendes attest ikke er ren. Kommer der besked fra politiet om, at en børneattest ikke er ren, må vedkommende ikke have med børn og unge at gøre i URK-regi. Landssekretæren vil fortælle dette til vedkommende. Det betyder, at styringsgruppen/grupperådet og den aktivitetsansvarlige udelukkende får besked, hvis personen IKKE må deltage i aktiviteten.
Kommer der en ny ansvarlig for en aktivitet, der vil sikre sig, at alle frivillige har fået tjekket deres børneattester, kan den nye ansvarlige ringe til sekretariatet og få dette oplyst. Såfremt foreningen forsætligt undlader at indhente samtykke på nye frivillige, ledere, trænere, instruktører og assistenter, kan foreningen straffes med bøde.
Børneattesten forsikrer ikke imod nye overgreb, så derfor er det vigtigt at følge URK’s samværspolitik. Rigspolitiet oplyser, at hvis de under efterforskningen af en forbrydelse mod børn får kendskab til, at en mistænkt er frivillig med børn, så vil de oplyse pågældende forening om efterforskningen.
Rigspolitiet oplyser desuden, at man kan oplyse fødselsdatoen på samtykkeerklæringen, hvis der er tale om udlændinge. Så vil de foretage en søgning i registreret, da personen principielt godt kan være registreret. Anfør på attesten, at der er tale om en person, der ikke har dansk statsborgerskab f.eks. ved at skrive ”ikke dansk statsborger og derfor intet cpr-nummer”.



