Seje frivillige søges til at starte projekt i Norduganda
Om Norduganda
Efter tyve års borgerkrig tyder det nu på, at der er varig fred i det nordlige Uganda. For blot få år siden var 1,5 million mennesker interne flygtninge i området og i løbet af de mange års krig er mere end 20.000 børn blevet bortført.
Mange unge i Norduganda skal nu for første gang prøve, hvad det vil sige at have en normal tilværelse uden for flygtningelejre, og der hviler en stor opgave på deres skuldre i at skulle genopbygge både livet og landet.
URK arbejder sammen med Uganda Røde Kors for, at unge i Norduganda får troen på fremtiden tilbage, og at de bliver i stand til at løfte sig selv og området ud af krigens skygge.
Projektet
I oktober 2009 startede et seks måneders pilotprojekt i det Nordlige Uganda, som har til formål at videreudvikle samt tilpasse Ugandisk Røde Kors og URK’s arbejdsmetode indenfor life planning skills til situationen i Norduganda.
Life planning skills er en udviklingstilgang, der fokuserer på at give unge de nødvendige redskaber til at træffe gode beslutninger og styrke deres evner til at føre beslutningerne ud i livet. I løbet af pilotprojektfasen udvikles ekstra komponenter til den allerede eksisterende træningsmanual til brug i skrøbelige situationer, hvilket betegner Nordugandas situation lige nu.
Derudover har pilotprojektet til formål at bidrage til begge parters fælles erfaringer med at gennemføre et større projekt i Norduganda samt at opbygge en frivilligorganisering og at fremme de frivilliges kompetencer indenfor projektstyring og life planning skills. Målet er at kunne gennemføre et større, længerevarende projekt i det Nordlige Uganda.
En dansk langtidsfrivillig arbejder sammen med ugandiske frivillige fra oktober til april, hvorefter et nyt og udvidet projekt skal sættes i gang. I januar er der blevet gennemført et projektseminar i Norduganda, hvor det eksisterende projekt er blevet evalueret og udviklingen af det nye påbegyndes.
På baggrund af dette skal der i løbet af foråret udvikles et projekt, som der skal ansøges om midler til inden den 1. april.
Arbejdet i arbejdsgruppen
Der søges 7-8 frivillige til Norduganda-gruppen, som er en arbejdsgruppe under Ugandagruppen. Hele Ugandagruppen består af omkring 20 frivillige, og i arbejdsgruppen vil der være to frivillige, der har været med til at lave pilotprojektet.
Vi søger derfor frivillige, som har mod på at tage ejerskab af projektet, og som har lyst til at være en del af et godt og engageret frivilligt miljø. Du får muligheden for at deltage i idéudvikling i forhold til det kommende projekt og få kompetencer inden for projekt og ansøgningsskrivning.
Forudgående kendskab til Uganda, life planning skills eller udviklingsarbejde er ikke nødvendigt. Desuden vil der være mulighed for at deltage i kurser indenfor fundraising, projektstyring med mere. Der vil være møder cirka to gange om måneden, som afhængig af hvor gruppens medlemmer kommer fra enten vil være på hverdage eller i weekender i København.
Den centrale opgave består i udformningen af en projektansøgning til deadline den 1. april, dette skal ske i samarbejde med de frivillige, der har været i Norduganda.
Efterfølgende skal arbejdsgruppen gennemføre den danske del af projektet, som indebærer at modtage ugandiske frivillige, afholde møder med ansatte fra Uganda Røde Kors, udvælgelse og udsendelse af danske frivillige samt oplysningsarbejde.
I starten vil der være fokus på en fælles indførsel i situationen i Norduganda, life planning skills og Dansk Røde Kors’ psykosociale arbejdsmåde.
Første møde holdes den 9. marts kl. 19 i Café Zuzammen på H. C. Ørstedsvej 47, Frederiksberg i København. Meld dig til med et par linjer om dig selv til Grith på melerethunmus_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.hotmail.com.
Nyhedsmail #8 // 25. februar 2010


